Homoseksualitet er romantisk og seksuel tiltrækning rettet mod personer af samme køn. En homoseksuel betegner et menneske, som kun har romantiske følelser for og har sex med personer af sit eget køn, hvorimod en heteroseksuel er tiltrukket af mennesker af det modsatte køn, og en biseksuel kan være tiltrukket af mennesker af alle køn.
På tryk blev betegnelsen homoseksualitet første gang anvendt i 1869 af den tysk-ungarske forfatter Karl-Maria Benkert (ungarsk Kertbeny, 1824-1882). I 1950'erne og 1960'erne vandt betegnelsen homofil (sidste led af græsk philos 'ven, kær') en vis udbredelse som et ord, der nedtonede det seksuelle og fremhævede det følelsesmæssige. Begrebet homofili anses dog i Danmark i dag for forældet.
Siden 1920'erne er det blevet mere almindeligt at bruge betegnelsen lesbisk, når det drejer sig om kvinder (efter den græske ø Lesbos, hvor den kvindelige digter Sapfo levede). Fra 1900-tallets sidste halvdel er det blevet almindeligt at anvende betegnelsen bøsse, når det drejer sig om mænd.
Mens homoseksuelle var en mere eller mindre udstødt gruppe, forekom der diskrete signaler, som skulle fortælle andre homoseksuelle, at her er én af samme slags. Blandt mænd fx lommetørklæder i forskellige farver og lommer, ørering i højre øre (modsat sømænds i venstre øre) og blandt kvinder en opfattelse af, at tommelfingeren i bukselommen antydede tiltrækning til kvinder.
I dag er sådanne signaler gået af brug, da tiltrækning til samme køn er mere anerkendt, men bl.a. mediers typiske fremstilling af bøsser som feminine og lesbiske som maskuline er med til at opretholde fordomme.
Seksuelle forhold mellem mennesker af samme køn har været praktiseret og vurderet meget forskelligt i historiens løb. I det antikke Grækenland, i Athen i 400-300-tallet f.v.t., ansås det for passende, at enhver voksen mand havde forhold til en ung mand i teenagealderen; den voksne mand var samtidig ofte gift. I den kristne periode strammedes holdningen til seksualitet, og forhold mellem mænd kunne medføre strenge straffe. I nyere tid er homoseksualitet efterhånden blevet afkriminaliseret i de fleste vestlige lande – i Danmark fra 1933. Seksuelle forhold mellem kvinder har sjældent været retsforfulgt, dog ses en ny tendens i flere lande med homofobisk styre, hvor også homo- og biseksualitet hos kvinder fordømmes og eventuelt straffes.
I europæisk kultur fik forhold mellem mænd en særlig karakter med fremvæksten af de store byer, hvor der opstod undergrundskulturer med mødesteder samt særlige omgangsformer, væremåder og identiteter (i Venedig fra 1300-tallet, Paris, London og Amsterdam fra lidt før 1700, Berlin og New York i 1800-tallet). Fra ca. 1860 kendes en homoseksuel subkultur for mænd i København, som dog først langt inde i 1900-tallet fik en størrelse, der kan sammenlignes med de store byer i Centraleuropa.
Også forholdene mellem kvinder fik en særlig karakter i de store byer. Mange kvinder var økonomisk afhængige af mænd, men i storbyerne opstod der nye stillinger (inden for sygepleje, undervisning mv.), som blev besat af ugifte kvinder fra middelklassen. Disse kunne nu ernære sig selv, og nogle af dem stiftede bo med en anden ugift, selverhvervende kvinde. Sådanne forhold var ofte livslange og båret af stærke følelser; de blev eksempler på, at kvinder kunne dele livet. Navnlig fra begyndelsen af 1900-tallet udvikledes desuden en lesbisk subkultur i tilknytning til barer og restauranter.
I europæisk kultur skete der i slutningen af 1800-tallet en ændring i holdningen til kønnet og til lystfølelserne, som nu inddroges under lægevidenskabens domæne. Seksuelle forhold mellem mænd og mellem kvinder opfattedes som andet og mere end enkeltstående kriminelle og syndige handlinger. De ansås nu for at være knyttet til en særlig, afvigende og sygelig personlighed, som regnedes for at være medfødt eller dannet i den tidlige barndom. I 1981 blev homoseksualitet dog fjernet fra den danske liste over psykiske sygdomme.
I 1897 dannedes i Tyskland den første homoseksuelle interesseorganisation. I 1948 oprettedes i Danmark Forbundet af 1948, og i løbet af få år dannedes i de fleste europæiske lande og i Nordamerika tilsvarende organisationer, som alle arbejdede for at opnå tolerance og accept. I begyndelsen af 1970'erne opstod mere samfundskritiske bevægelser i tilknytning til venstrefløjen og studenteroprøret, i Danmark således Bøssernes Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse. Disse bevægelser var kønsopdelte, og i stedet for at anmode samfundet om tolerance og accept fremhævede de, at homoseksualitet kunne anskues som en alternativ livsform. Den nuværende danske interesseorganisation for bl.a. homoseksuelle er LGBT+ Danmark.
Danmark er blandt de lande, hvor den retlige ligestilling og beskyttelse af homoseksuelle er mest fremskreden. Den seksuelle lavalder har siden 1976 været 15 år for både homo- og heteroseksuelle forhold, og der findes heller ikke andre forskelle i henseende til strafferetten. I 1987 indførtes en bestemmelse i antidiskriminationsloven, der gør det strafbart at fremføre offentlige trusler, forhånelser eller nedvurderinger af en gruppe personer pga. deres seksuelle orientering, og i i 1996 gennemførtes en lov, der forbyder forskelsbehandling – dog kun på arbejdsmarkedet – pga. seksuel orientering.
Som det første land i verden indførte Danmark 1989 en lov om registreret partnerskab, hvorefter to personer af samme køn kan opnå næsten de samme rettigheder og forpligtelser, som gælder for ægtepar, bortset fra retten til adoption og til forældremyndighed over partners barn samt til kirkelig vielse (se registreret partnerskab). I 2012 blev også borgerlig og kirkelig vielse – med stort set samme pligter og rettigheder som heteroseksuelle også med hensyn til børn – en mulighed for homoseksuelle og biseksuelle. Der forekommer imidlertid stadig en del diskrimination, fordomme og undertrykkelse i samfundet.
Den generelle holdning i befolkningen er i Danmark mere positiv end i mange andre lande. Opfattelsen af homoseksualitet som en sygdom er under afvikling, og den store interesse, der tidligere har været for at finde biologiske eller psykologiske årsager til homoseksualitet, afløses af interesse for homoseksualitetens historiske, samfundsmæssige, kulturelle og sundhedsmæssige omstændigheder. Denne udvikling må ses i sammenhæng med gradvise forandringer i livsformer og livsbetingelser for store grupper af befolkningen, således at homoseksuelles livsformer nu ikke længere fremstår som afskrækkende anderledes. I den forbindelse bliver det også mere almindeligt at anerkende, at alle mennesker kan have stærke følelser for personer af samme køn.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.