Alsing Andersen var en dansk politiker. Alsing Andersen var cand.mag. i bl.a. engelsk og tysk og gik i 1917 ind i socialdemokratisk partiarbejde; bl.a. var han sekretær for rigsdagsgruppen fra 1918. Han var medlem af folketinget for Socialdemokratiet fra 1929 og spillede en betydelig rolle i partiets organisation og internationale arbejde. I 1932-1935 var han folketingsgruppens formand. Herefter var han i fem år indtil 1940 forsvarsminister i ministeriet Stauning og gennemførte 1937-forsvarsordningen, der kun levnede mulighed for et symbolsk forsvar. Den beslutning, der gik ud på at opgive kamp den 9. april 1940, blev ved en konference hos kongen truffet i fællesskab af Stauning, udenrigsminister P. Munch og Alsing Andersen, men hovedansvaret for søværnets passivitet blev tillagt ham. I 1942 var han i nogle måneder finansminister, men udtrådte ved dannelsen af ministeriet Scavenius. Alsing Andersen var herefter formand for Socialdemokratiet til 1945 og arbejdede for at bevare forhandlingspolitikken i forhold til besættelsesmagten. Efter krigen blev han udsat for voldsom kritik, men en rigsretsanklage kunne ikke gennemføres. I 1947 måtte statsminister H. Hedtoft imidlertid lade ham falde efter en uge som indenrigsminister. I 1948-1957 var Alsing Andersen medlem af den danske delegation ved FN's generalforsamling og derefter formand for Socialistisk Internationale til sin død.