feminisme

Historisk har feminismen bestået af flere retninger; en liberalistisk retning, der forbindes med navne som Mary Wollstonecraft Godwin og John Stuart Mill, og en socialistisk, hvis grundlæggere var Charles Fourier og August Bebel. En anden vigtig skillelinje har gået mellem forkæmpere for kvinders lighed med mænd og tilhængere af kvinders særart eller forskellighed fra mænd.

Den moderne feminismes teori er udformet af forfatteren Simone de Beauvoir i hovedværket Le deuxième sexe (1949, da. Det andet køn, 1965), men inspirationskilden til 1970'ernes store kvindebevægelse blev snarere amerikaneren Betty Friedans jordnære beskrivelser af nutidens kvinders dagligdag i The Feminine Mystique (1963, da. Farvel, kvindesag?, 1964). Se også feministisk filosofi.

I Danmark anvendtes fra 1840'erne især begrebet emancipation eller kvindeemancipation, senere frigørelse, ligeberettigelse og ligestilling. Kvindesag var længe en samlebetegnelse for kvindebevægelsens ideologi og praksis.

Feminismebegrebet blev taget i brug af danske tilhængere og modstandere kort efter 1900, men opnåede aldrig en udbredelse som i engelsk- og fransktalende lande pga. sin radikale klang. I mellemkrigstiden hæftedes ordet feminisme ofte negativt på særlig radikale og seksuelt frigjorte kvinder.

I 1970'erne tog mange afstand fra feminismen som et ideologisk udtryk for den såkaldte borgerlige kvindebevægelse. Alt i alt har den nye kvindebevægelse dog haft succes i sine bestræbelser for på ny at sætte feminismen på den politiske og offentlige dagsorden.

På videnskabens område er feminismen en af forudsætningerne for kvindeforskningen, der undersøger kvinders liv før og nu og kvindelighedens ideologiske betydning.