Thit Jensen tilsluttede sig kun delvis det moderne gennembruds kvindefrigørelsesidéer. Hun ville have uddannelse og arbejde, men også kærlighed og moderskab i et traditionelt ægteskab. Denne konflikt mellem den moderne og den gamle kvinderolle udfoldes lige fra debutromanen To Søstre (1903), over Martyrium (1905), Ørkenvandring (1907) og Højeste Ret (1913) til hovedværket Gerd (1918), efterfulgt af Aphrodite fra Fuur (1925).
Ansvaret for konflikten lagde hun på mændene. Den erotiske Hamster (1919) er et bittert opgør med ægtemanden, maleren Gustav Jéhan Fenger (1887-1958), som efter seks års ægteskab forlod hende i 1918 til fordel for en yngre kvinde.
Fra 1909 blev hun en efterspurgt foredragsholder med frivilligt moderskab som sit hovedemne; i 1917 var hun medstifter af Københavns Husmoderforening og i 1924, sammen med lægen Jonathan Leunbach, af Foreningen for sexuel Oplysning.
I de bindstærke og meget læste historiske romaner Af Blod er du kommet (1928), Jørgen Lykke (1931), Stygge Krumpen (1936) og Kong Valdemar Atterdag og Dronning Helvig (1940-1953) udfoldede hun som et modbillede til modernitetens splittede kvindeliv sin vision om et fortidigt matriarkat på Fur.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.