Faktaboks

G.H. Mead

George Herbert Mead

Født
27. februar 1863, South Hadley, Massachusetts, USA
Død
26. april 1931, Chicago, Illinois, USA

G.H. Mead var en amerikansk filosof og socialpsykolog. Han var professor i Chicago. Som elev af William James og kollega til John Dewey var Mead et centralt medlem af den amerikanske pragmatisme.

Han regnes for grundlægger af den symbolske interaktionisme i sociologien og af socialpsykologien, som han har øvet betydelig indflydelse på. Især er Mead kendt for sin lære om bevidsthedens og selvets dannelse i det sociale samspil, hvor sprogudvikling og rollespil er centrale, fremstillet i Mind, Self, and Society (1934).

Mead omtalte sig selv som social behaviorist, idet han brugte begreber som stimulus og respons til at beskrive en organismes tilpasning til omgivelserne; men han er ikke behaviorist i normal forstand, idet han erkender nødvendigheden af at bruge beskrivelser af private bevidsthedsoplevelser.

G.H. Meads filosofi har form af en naturalistisk evolutionslære, hvor kvalitativt nye fænomener ved emergens opstår ud fra naturlige processer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig