Saxo

Saxos værk er gennemsyret af en stærk krigerethos og beundring for loyalitet over for stormænd og konger. Selv tilhørte han da også en familie af privilegeret krigeradel, idet både hans far og farfar havde tjent i Valdemar den Stores hird. Det var på denne tid ofte søn nummer to eller tre i sådanne familier, som blev sendt til udlandet for at gennemføre en videregående uddannelse. Først må Saxo have gået i en lokal katedral- eller klosterskole – måske på Sjælland, hvor han stammede fra (værket er tydeligt præget af sjællandsk patriotisme).

Det er hævet over enhver tvivl, at Saxo derefter må have studeret en årrække i Nordfrankrig, måske i grevskabet Champagne (fx i Reims), men det er usikkert præcist hvor og hvornår. Et rimeligt gæt er, at han kom til Frankrig som 15-årig i cirka 1180, og at han opholdt sig her frem til slutningen af 1180'erne eller omkring 1190. Herefter blev han så tilknyttet ærkesædet i Lund som kannik, hvilket vil sige, at han var verdensgejstlig og altså ikke munk (som han ellers ofte er blevet fremstillet). Danmarkshistorien blev forfattet i Lund fra cirka 1190 og frem til, at Saxo kunne sætte det endelige punktum i 1208 (eller umiddelbart derefter).

Denne kronologi kan stemme med, at Saxos mentor og arbejdsgiver, Absalon, formentlig fik idéen til Danmarkshistorien som følge af sit valg til ærkebiskop i 1177. Han havde været biskop af Roskilde siden 1158 – og kong Valdemars fosterbroder og højre hånd – men med positionen som ærkebiskop stod han nu selv som ansvarlig for kirken i hele det danske rige. Det var dette helhedssyn på riget, han ønskede skulle udfoldes i en stort værk.

Alt tyder også på, at Saxo først har kastet sig over den samtidshistoriske del af værket, det vil sige perioden fra den konflikt, som førte til mordet på Valdemars far, hertug Knud Lavard (i 1131), og frem til krønikens slutpunkt i 1185. Denne del af værket kan uden stor overdrivelse karakteriseres som Absalons selvbiografi ført i pennen af Saxo. Absalons rolle som Valdemars rådgiver og som krigsførende biskop i perioden fra Blodgildet i Roskilde (1157) og gennem de mange vendertogter i 1160'erne skildres i fascinerende øjenvidnedetaljer. Et højdepunkt i fortællingen er indtagelsen af Arkona i 1168 og udryddelsen af den hedenske dyrkelse af Svantevit og andre guddomme.

Tilsvarende er Absalon den absolutte hovedperson, når Saxo beskriver fortsatte togter i 1170'erne, politiske manøvrer i forhold til Norge og Sachsen, samt valget af Absalon som ærkebiskop, efter at Eskil under pres havde abdiceret i 1177. Fortællingen om Absalon som rigets redningsplanke kulminerer på sin vis ved Valdemar den Stores død i 1182. Takket være ærkebiskoppen foregår magtoverdragelsen til sønnen Knud 6. i god ro og orden, og han sørger ovenikøbet for at den mandsed, som Valdemar svor til den tyske kejser Frederik Barbarossa i 1162, ikke skal gentages af Knud.

Værkets slutpunkt i 1185 er også nøje valgt af Absalon; det falder, efter at han har slået et oprør i Skåne ned, og, endnu vigtigere, at den danske konge opnår en formel underlæggelse fra hertugen af Pommern, Bugislav, og området dermed bliver fravristet kejseren.

I samarbejde med Absalon har Saxo udformet og sammenkædet alle disse fortællinger i løbet af 1190'erne. Absalon havde da indstillet sin krigerkarriere og koncentrerede sig om den kirkelige administration.

I denne periode nød Saxo sandsynligvis stor gavn af at udveksle tekster og historier med en række norske gejstlige som opholdt sig i Lund på grund af, at ærkebiskoppen af Trondhjem, Erik Ivarsson, havde søgt eksil hos Absalon. Samtidigt kunne Saxo konsultere Lundesædets righoldige bibliotek, hvilket var helt afgørende når han skulle beskrive 900- og 1000-tallets historie (i bøgerne 10-12).

For at kunne berette om Danmarks lange kristningsproces, om Knud den Stores søherredømme, Svend Estridsen, m.m., var Saxo afhængig af tekster skrevet uden for Danmark, først og fremmest Adam af Bremens krønike om bispedømmet Hamburg-Bremen fra c. 1075. I Lund havde han også adgang til Danmarks ældste historieskrivning fra 1100-tallets begyndelse i form af helgenbiografier (om Knud den Hellige), Roskildekrøniken, latinske årbøger og Svend Aggesens korte Danmarkshistorie, som forelå omtrent da Saxo begyndte sit arbejde.

Hvor langt Saxo var kommet i dette arbejde, da Absalon døde i 1201, kan vi ikke vide. Men til alt held for Saxo fortsatte hans gunstige arbejdsbetingelser under ærkebiskop Anders Sunesen og Valdemar Sejr som efterfulgte Knud 6. i 1202. Danmarkshistorien er dedikeret til netop de to.

Det er formentlig i denne sidste fase af arbejdet, at Saxo satte sig for at udvide krøniken med en meget omfangsrig før-kristen del, en oldtidshistorie udelukkende baseret på mundtlige fortællinger godt iblandet med hedenske gudesagn, alt formgivet efter hans mange romerske forbilleder.

Et særligt kunstfærdigt indslag i oldtidshistorien er de mange digte i et væld af klassiske versemål. Saxo hævder at have oversat dem fra hjemlige sange, men han har tydeligvis haft et ønske om at demonstrere, at de gamle danskere kunne konkurrere med Horats og Vergil. Samtidigt strækker han kronologien så langt bagud, at danernes bedrifter flugter med de gamle hedenske romeres. Således havde danskerne fx også en fredsfyrste samtidig med kejser Augustus under hvem Kristus blev født, nemlig Frode Fredegod. Denne parallel til Romerriget er meget gennemarbejdet gennem hele værket – fra den sproglige stil, over fortællemotiver til værkets hele arkitektur. At hævde at Danernes rige var uafhængigt af Romerriget, men lige så mægtigt og gammelt, havde direkte adresse til samtidens Romerrige, det vil sige det Tysk-romerske Rige.

Værkets monumentale omfang og dets højtstræbende latinske stil har nok været medvirkende til, at det fik en forholdsvis beskeden udbredelse i middelalderens Danmark (og stort set ingen uden for landets grænser). Netop disse ankepunkter fremføres af forfatteren til Saxokompendiet, en forkortet version af Gesta Danorum skrevet på et væsentligt nemmere latin omkring år 1345. Særligt gennem Kompendiet kom Saxo i nogen grad til at præge dansk historieskrivning i middelalderen, men det var først med den trykte udgave fra 1514, og med Anders Sørensen Vedels danske oversættelse fra 1575, at storværket fandt en større læserskare.

Kritikken af den fantasifulde oldtidshistorie begyndte at melde sig i løbet af det 17. og 18. århundrede, men med romantikken blev denne del af værket pludselig den mest interessante; den bidrog jo både til kendskabet til den gamle gudelære, og den indeholdt an mængde ”folkelige” og patriotiske fortællinger om gamle danske helte. Grundtvigs nyoversættelse af hele værket (1818-22) blev en stor succes, og netop oldtidshistorien har af de samme grunde tiltrukket en lang række udenlandske oversættere i det 20. årh.

Med kildekritikken i det sene 19. og tidlige 20. årh. stod Saxos samtidshistorie for skud, og det i så høj grad, at de fleste specialister i perioden forsøgte at vige uden om hans beretninger. Pendulet er nu svinget noget tilbage med en større anerkendelse af værkets historiske værdi – på trods af dets oplagte skønmaling af Absalon og Valdemar. Dette skyldes også, at Saxos tekst er så omfangsrig og detaljeret, at nyere sociale, militærhistoriske, antropologiske og kønshistoriske vinkler kan finde rigt materiale i både oldtidshistorien og samtidshistorien.

Den gældende tekstkritiske udgave af Gesta Danorum er ved Karsten Friis-Jensen (2005), og den blev udgivet sammen med Peter Zeebergs højt roste nyoversættelse (oprindeligt fra 2000). I 2015 udkom Friis-Jensens latinske tekst ledsaget af en den første komplette oversættelse til engelsk ved Peter Fisher i serien Oxford Medieval Texts.

• middelalder
• Absalon
• sagalitteratur
• domkirken i Lund