Anders Sunesen

Anders Sunesen, senest 1170-senest 1228, ærkebiskop af Lund, søn af Sune Ebbesen. Anders Sunesen studerede ligesom sin bror Peder (se Sunesønnerne) i Paris i 1180'erne. Han fortsatte herefter sine studier i Italien og England og opnåede at blive underviser (magister) i Paris. Ved hjemkomsten til Danmark i 1190'erne blev han domprovst i Roskilde og kongens kansler; i 1201 efterfulgte han sin slægtning Absalon som ærkebiskop i Lund. Sunesen deltog i de danske korstog i bl.a. Estland, hvor han ved Lyndanise i 1219 ifølge sagnet nedkaldte Dannebrog over de trængte danske erobringsstyrker. Som overhoved for den danske kirke forsøgte han bl.a. at samle landets benediktinerklostre under fælles ledelse; desuden sikrede han i 1221-22 oprettelsen af det første danske tiggermunkehus, et dominikanerkloster i Lund. Samme år fik Sunesen af paven tilladelse til at forlade ærkebispesædet pga. svigtende helbred. Herefter trak han sig tilbage til det østskånske Ivøhus, hvor han døde; teorien om, at han skulle lide af spedalskhed, kan ikke bekræftes med sikkerhed. Han blev begravet i Lund Domkirke.

Sunesens monumentalværk Hexaëmeron er et af de tidligste eksempler på dansk litteratur på internationalt niveau. Læredigtet, der består af 8040 heksametre, refererer tidens teologiske diskussioner. Sunesen deltog sandsynligvis i udarbejdelsen af bl.a. Skånske Lov, som han tillige udgav i en kommenteret latinsk udgave, der er kendt som Parafrase af Skånske Lov.