Artikelstart
Lund (Lunds Domkirke), Lunds Domkirke, viet til Vor Frue og Sankt Laurentius, er en treskibet romansk basilika i skånsk sandsten med tværskib, apsis, krypt og to vesttårne, påbegyndt ca. 1085 som afløser for mindst én ældre kirke på stedet; højalteret indviedes i 1145. Efter en brand i 1234 fik kirken hvælvinger.
Den rige skulpturudsmykning har sine rødder i Lombardiet, hvorfra kirkens første bygmester, Donatus, menes at stamme; apsiden er et hovedværk i den romanske arkitektur. I den store krypt under det hævede tværskib, kor og apsis findes to skulpturer, ifølge et sagn af jætten Finn og hans kone, der omklamrer hver sin søjle. Inventaret omfatter de rigt udskårne gotiske korstole fra 1360'erne og den anseelige fløjaltertavle fra senest 1398. Et usædvanligt astronomisk ur stammer oprindelig fra slutningen af 1300-t. Ved en restaurering i begyndelsen af 1500-t. udførte Adam van Düren bl.a. de groteske relieffer på brøndkarret i krypten.
Prædikestolen er et smukt renæssancearbejde i marmor og alabast fra 1592. Domkirken blev gennemgribende restaureret 1868-80 af Helgo Zettervall, der nyopførte portal og tårne mod vest, ombyggede hvælvingerne og lod murene indvendigt beklæde med cementpuds og bemaling. Ved en ny restaurering 1954-63 af kirkens indre blev puds og bemaling erstattet af en sandstensbeklædning af murene. Mosaikdekorationerne i apsis er udført af Joakim Skovgaard (indviet 1927), glasmalerierne af Emmanuel Vigeland (1930).
Læs videre om Lunds Universitet eller læs om Lund generelt.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.