Lund
Gågade i Lund. Store dele af det historiske centrum er gjort bilfrit.
Lund
Licens: CC BY NC SA 3.0

Lund, industri-, universitets- og stiftsby i Skåne 17 km nordøst for Malmø; 88.788 indb. (2016).

Faktaboks

Etymologi
Navnet Lund optræder 1085 som in Lunde, Lundi, af lund 'lille skov', her måske om en hellig lund, en offerplads.

Lunds betydelige udstrækning i middelalderen kan fornemmes i det delvis bevarede gadenet; fra Nørreport til Sønderport var der 11/2 km og fra Vesterport til Østerport ca. 1 km. Resterne af en 4 km lang fæstningsvold fra 1100-t., Högevall, kan ses i Stadsparken. Helt op til begyndelsen af 1800-t. var byens udbredelse afgrænset af volden.

I 1856 kom jernbanen til og satte yderligere skred i den industrialisering, der var indledt få år tidligere på basis af lokale råvarer og trykkeriopgaver for universitetet.

Op til 1. Verdenskrig begyndte Lund for alvor at vokse uden for volden. Ved Clemenstorget nær banegården opstod et kvarter med karrébyggeri i et rudenetmønster, Professorstaden mod øst kom til at rumme store villaer, og bydelen Väster byggedes for arbejderklassen.

Mens andre bysamfund i regionen har været ramt af nedgangstider, har Lund i kraft af den dominerende offentlige sektor haft et støt stigende befolkningstal. Ikke alene universitetet med det tilknyttede sygehus er i stærk vækst, men også industrien har fået stor betydning.

De gode trafikforbindelser til bl.a. den nærliggende storby Malmø betyder, at Lund også fungerer som soveby for denne, og efter etableringen af den faste Øresundsforbindelse blev samarbejdet mellem Lunds universitet og de øvrige universiteter i Øresundsregionen yderligere udbygget gennem etableringen i 1997 af Medicon Valley Academy, der styrker samarbejdet mellem regionens universiteter, sygehuse og firmaer inden for medicin- og bioteknologi. Der arbejdes også på et fagligt bredere samarbejde i paraplyorganisationen Öresund Science Region.

Byens fortsatte vækst hæmmes imidlertid af forskellige beskyttelseszoner, både i centrum og i omegnen. Det overvejes derfor bl.a. at udvide bycentrets bilfrie område og etablere en letbane som aflastning for bilpendlingen og for at gøre nye boligområder attraktive.

Læs videre om Lunds arkitektur og museer, Lunds historie og Lunds Domkirke.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig