Sophie af Mecklenburg var dansk dronning fra 1572 til 1631. Hun var gift med Frederik 2., og efter hans død i 1588 blev den 31-årige Sophie enkedronning, og blandt andet blev hun nu formynder for sønnen Christian 4., der ved faderens død endnu var umyndig. Sophie af Mecklenburg var en dygtig forretningskvinde og administrator og havde stor interesse i blandt andet folkeviser og astronomi.
Hun var datter af hertug Ulrik af Mecklenburg-Schwerin (1527-1603) og Elisabeth af Danmark (1524-86), gift 1572 med Frederik 2. Ægteskabet med den 23 år ældre fætter var børnerigt og lykkeligt. Først efter 1588, da hun var blevet enke, kom Sophie til at spille en aktiv politisk rolle. Hun kæmpede energisk for sine egne økonomiske krav og for de yngre sønners rettigheder.
Som formynder for Christian 4. i hertugdømmerne kom hun i strid med regeringsrådet, idet hun forsøgte at få delt den kongelige del mellem Christian 4. og hans brødre Ulrik og Hans. I 1594 blev hun af regeringsrådet forvist til sit enkesæde, Nykøbing Slot på Falster, hvor hun virkede som storgodsejer og långiver til andre fyrstehuse. Hun bekostede den mecklenburgske anetavle i Nykøbing Kirke.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.