jødisk medicin

Det Gamle Testamente er en vigtig kilde, men hovedkilden er først og fremmest de oplysninger, der stammer fra Talmud. Sidstnævnte er tre efterbibelske værker fra 400-500-tallet: Den Palæstinensiske Talmud, den Jerusalemske Talmud og den Babylonske Talmud. Indholdet i Talmud omfatter hovedsageligt kommentarer til Moseloven og forskellige moralsk opbyggelige fortællinger. Derudover kan man finde spredte medicinske oplysninger i nogle andre småskrifter.

Kirurgiske instrumenter til bl.a. omskæring fra middelalderen og afbildninger af disse er bevarede og findes på både museer og i private samlinger.

Jøderne var oprindeligt et nomadefolk, der omkring år 1500-1400 f.v.t. levede i den syrisk-arabiske ørken, og ligesom de andre nomadefolk i området, dyrkede de på dette tidspunkt flere guder. De udgjorde en gren af de vestsemitiske beduinhorder, aramæerne. Med tiden fik de deres eget hebraiske sprog baseret på den aramæiske skrift.

En vis kulturel indflydelse fra de to store imperier og civilisationer, Assyrien i nord og Babylon i øst, gjorde sig muligvis gældende i denne tidlige periode af jødernes historie. I Hammurabis lov omtales fx tilsyn med læger og straffe til læger, der udsætter patienter for kritisabel behandling. Det genfinder man også i den tidlige jødiske medicin. Der er dog uden tvivl den afgørende forskel, at den gamle jødiske medicin ikke som den assyro-babylonske opererer med forestillingen om et væld af ånder og dæmoner, der forårsager forskellige sygdomme.

I den tidlige jødiske medicin er sygdomsforståelsen af helt klar overnaturlig eller religiøs karakter, men den er ikke som i andre kulturer baseret på forestillingen om, at sygdomme skyldes onde ånder, der skal uddrives; men derimod forestillingen om, at sygdomme er noget, som kommer udefra påført af Gud (Jahve), enten som en straf eller som en prøvelse med henblik på personlig udvikling og vækst. Historien om Job i det gamle testamente er et eksempel på det sidste.

Biblen rummer flere beskrivelser af sygdomsepidemier, og at de syge i den forbindelse er "urene" og skal isoleres. Det gælder særligt de spedalske. Det tyder på, at man måske havde en erkendelse af smittefaren. En lang række hygiejneforskrifter findes også i den Babylonske Talmud: tøj der har tilhørt spedalske skal brændes, man skal vaske hænder inden man spiser, kvinder skal vaske sig grundigt i forbindelse med menstruation, vask efter samleje anbefales tillige for både mænd og kvinder. Ligeledes anbefales seksuelt mådehold og det anbefales, at kvinder ikke har samleje den første uge efter en menstruationsblødning. Betydningen af at have rent og frisk drikkevand til rådighed understreges flere steder.

De anatomiske angivelser i kildematerialet er få og ufuldstændige. Ordet for hjerne, lunge og milt nævnes fx ikke i de gamle medicinske tekster. Hjertet er sæde for både følelserne og forstanden. I 5. Mosebog tales der om "at omskære hjertets forhud", men det mest sandsynlige er, at det er billedligt udtryk, der handler om "hjertets renselse" og ikke udtryk for anatomisk kendskab til den bindevævshinde (pericardium), der omgiver hjertet.

Udtrykket "det omskårne hjerte" optræder tillige i tredje Mosebog. Det komplicerer desuden sagen yderligere at ordet for hjerte, leb, der svarer til babylonsk libbu også kan betyde "mave". Medicinhistorikeren Charles Brim udgav i 1936 et kontroversielt værk, Medicine in the Bible, i hvilket han gjorde sig til talsmand for, at udtrykket "forhærdet hjerte" dækkede over kendskab til åreforkalkning af hjertets kranspulsårer, og at det ikke, som andre mente, var et billedligt udtryk for en personlighed eller emotionel tilstand. Han mente også at kunne finde holdepunkter for kendskab til ledningsforstyrrelser i hjertemuskulaturen og forstørret hjertemuskel (hypertrofisk kardiomyopati).

Forskellige steder i litteraturen er der eksempler på beskrivelser af hududslæt og blærer i huden. Ligeledes omtales lyse eller hvide pletter, der opstår spontant i huden som et faresignal, man skal være opmærksom på. Depigmenterede hudområder ses typisk ved hudsygdommen vitiligo, men det kan også være første symptom på spedalskhed (lepra). Man havde desuden kendskab til pletskaldethed (alopecia areata), en skaldet plet i hårbunden, som opstår spontant hos hovedsageligt yngre kvinder og i mange tilfælde forsvinder igen. I dag ved man, at det er en tilstand som skyldes en autoimmun reaktion og ofte forløber godartet. Der er ligeledes beskrivelser af, at den almindelige mandlige skaldethed har en tendens til at optræde i familier, hvilket er i overensstemmelse med nutidens viden om arveligheden.

Der var to forskellige typer af læger i de gamle jødiske samfund: rophe og uman. De førstnævnte tog sig af både medicinske og kirurgiske opgaver og de sidstnævnte udelukkende af kirurgiske indgreb, såsom omskæring. Derudover har der også været barberer og andre personer med særlig oplæring, der har praktiseret omskæring.

Den ældste beskrivelse af blødersygdom (hæmofili) er muligvis de beskrivelser af fatale blødninger i forbindelse med omskæring, der findes i Talmud. Det omtales samme sted, at hvis der hos to drengebørn med samme forældre opstår fatale blødninger i forbindelse med en omskæring, skal man afstå fra at omskære det næste barn. Det kan tyde på, at man intuitivt har erkendt, at hæmofili er en arvelig sygdom.

Rabbinerne førte tilsyn med lægerne og sikrede, at de udøvede deres lægekunst på forsvarlig vis. Man lagde bl.a. vægt på, at læger med synshandicap ikke skulle have retten til at praktisere.

I Talmud er der beskrivelser af, hvordan man reponerer frakturer og luksationer (at sætte brækkede knogler og knogler, der er gået ud af led på plads). Sandsynligvis baserer de instruktioner sig på studier af Hippokrates og andre græske forfatteres værker.

Lig blev anset for urene, og religionen foreskrev, at man begravede de døde så hurtigt som muligt. Man mener derfor ikke, at de jødiske læger lavede dissektioner. Det eneste eksempel man kender til er Rabbi Ishmaels dissektion af et lig tilhørende en prostitueret omkring år 100.

Denne del af historien præges i høj grad af, at jøderne interesserede sig indgående for den natur- og lægevidenskab, som blev dyrket ved universiteter og andre højere læreanstalter i de store byer, men også af, at jøder var omgærdet af had og mistro og tillige misundelse i de tilfælde, hvor de var succesrige. Mange steder blev jøder nægtet adgang til universiteterne og de blev også nægtet retten til at arbejde som læge. En væsentlig undtagelse til reglen var universitetet i Padova. Allerede fra grundlæggelsen i 1222 og oprettelsen af det medicinske fakultet i 1250 optog man jødiske studerende. I perioden 1409-1816 uddannedes 325 jødiske læger ved universitetet i Padova. Under den franske revolution gav Frankrig i 1792 som det første land i Europa jøderne borgerrettigheder, der ligestillede dem med de kristne.

• arabisk medicin
• egyptisk medicin
• medicinens historie