Sabbat er i Det Gamle Testamente ugens syvende dag, hvor der ikke må arbejdes; forbuddet gælder både frie, trælle og husdyr. Sabbatten begrundes i De Ti Bud med, at Gud hvilede på den syvende dag efter at have skabt verden (2. Mosebog, 20; 1. Mosebog, 2), og med, at den skal erindre om trælletiden i Egypten (5. Mosebog, 5).

Faktaboks

Etymologi
Ordet sabbat kommer af hebraisk shabbāt 'ophør' eller 'hvile'.

Andre steder præciseres, at sabbatten er hellig, og at der ikke må tændes ild på denne dag (2. Mosebogen, 35); Jerusalems porte skal være lukkede, og der må ikke drives handel på sabbatten (Jeremias' Bog, 17). Der er også særlige kultiske regler angående ofre på sabbatten. Trods disse og andre omtaler af sabbatten forekommer den sporadisk i Det Gamle Testamente og har endnu ikke den betydning, den får for den senere jødedom.

Pga. forbuddet mod arbejde på sabbatten har definitionen af arbejde været genstand for vidtgående overvejelser i den rabbinske litteratur. I jødedommen er sabbatten, der fejres fra fredag ved solnedgang til mørkets frembrud lørdag aften, en væsentlig hjemmets og familiens fest, der har virket bevarende på den jødiske identitet.

De tidlige kristne fejrede også sabbat om lørdagen, men ifølge evangelierne fandt Jesu opstandelse sted om søndagen, så denne dag blev gjort til glædesdag. I 321 gjorde Konstantin 1. den Store ved lov søndagen til helligdag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig