Maria - i Bibelen

Maria med Jesusbarnet i sine arme. De har begge en glorie om hovedet, ligesom de to hellige mænd, der står på hver side af dem. Foto: Jøgen og Anette Bruun Johansen

Maria. Jomfru Maria med Jesusbarnet.

.

Maria, Jesu mor. Traditionen om, at Jesu mor hed Maria, er entydig. Uden for barndomshistorierne i Matth., kap.1-2 og Luk., kap.1-2 optræder Jesu mor i NT's evangelier i forbindelse med et forsøg på at få Jesus til at vende hjem til familien (Matth. 12,46-50) og i en opregning af denne (13,55), i Johannesevangeliet desuden ved brylluppet i Kana (2,1-11) og som vidne til Jesu korsfæstelse (19,25). I NT i øvrigt nævnes Maria kun i Ap.G. 1,14.

Marias mand hed Josef (kun i Joh. 1,45 kaldes Jesus dog Josefs søn), og hun havde ud over Jesus fire sønner (Jesu brødre) og mindst to døtre. Traditionen i Matth. 1,18-25 og Luk. 1,26-38 om, at Maria var jomfru ved Jesu fødsel, synes at bero på en overførelse af profetordet i Esajas 7,14 på Jesus.

I den apokryfe evangelielitteratur videreudvikledes den legendedannelse, der allerede var påbegyndt i barndomshistorierne. Marias forældre fik her navne, Joakim og Anna, og træk, der fremhæver hendes renhed, blev kraftigt forstærkede. Tidligt opstod (pga. Joh. 19,27) traditionen om, at Maria flyttede med apostlen Johannes til Efesos.

Traditionsstoffet

Maria. Boeslundetavlen, ca. 1425, bemalet og forgyldt egetræ, Nationalmuseet. Tavlen er et typisk eksempel på samtidens Mariadyrkelse. Den inderste stand viser Maria i solgissel. Stående på måneseglet bærer hun barnet i armene, omgivet af Solens stråler. Hun er kronet som himmeldronning, og over hende ses den velsignende Gud. Den øverste række af relieffer skildrer tolv scener fra hendes liv, og i nederste række ses de tolv apostle omgivet af Sankt Olav og Sankt Georg.

.

I urkirken havde Maria en beskeden plads. Fra 100-t. understregedes hendes jomfruelighed i de apokryfe skrifter. Koncilet i Efesos i 431 gav hende titlen Gudsmoder for at afgøre en strid om Kristi dobbelte natur som Gud og menneske. I Østkirken fik Maria meget tidligt en særlig plads i liturgien og folkets andagt, som fra 400-500-t. bredte sig til Vesten. Hun blev betragtet som en særlig himmelsk beskytter.

Talrige europæiske kirker blev viet til Vor Frue, den ældste Santa Maria Maggiore i Rom i 400-t., og mange valfartede til dem. Sådanne kirker var ofte knyttet til en begivenhed, hvor nogen havde set Maria i drømme eller gennem en apparition. De mest populære steder er Lourdes i Sydfrankrig (1858) og Fátima i Portugal (1917).

Reformatorerne forkastede Mariadyrkelsen som værende uden bibelsk fundament. Marias særlige plads i den romersk-katolske troslære kom til udtryk i to dogmer. Det ene, om den uplettede undfangelse (1854), definerer, at hun er født uden arvesynd. Det andet (1950) erklærer, at hun allerede nu er i Himlen med både legeme og sjæl (Marias optagelse i Himlen).

Mariafester

Traditionen for at fejre Maria på bestemte dage dukkede op i den østlige kirke i 300-400-tallet og bredte sig hurtigt til Vesten. De minder om episoder i hendes liv, som kendes enten fra evangelierne (Marias bebudelsesdag 25. marts, den eneste, som Reformationen ikke afskaffede, Marias besøg hos Elisabeth 31. maj, renselsesfesten 2. februar) eller fra apokryferne (Marias fødsel 8. september, hendes fremstilling i templet 21. november, hendes optagelse i Himlen 15. august).

Senere indførte man fester med ideologisk grundlag: den uplettede undfangelse 8. december, Marias syv smerter 15. september og rosenkransfesten 7. oktober.

Fra karolingisk tid blev lørdagen viet til hende. De ældste og mest brugte bønner er Ave Maria ('Hil dig, Maria') og Sub tuum præsidium ('Under din beskyttelse') fra 300-t. og Salve Regina ('Hil dig, dronning') fra 1000-t. (jf. Maria-antifoner). Det lauretanske litani og rosenkransfesten er fra middelalderen.

Dansk folketro

Med Reformationen i 1536 ophørte kirkens officielle dyrkelse af Jesu mor, Jomfru Maria; men folket glemte ikke de forestillinger og skikke, der var knyttet til hende, og som i senmiddelalderen havde vundet fodfæste gennem den tiltagende Mariakult. Hendes navn levede videre i folkelige bønner og trylleformler, i folkebogen Jesu Barndoms Bog, i legendeviser, i børnelege og gåder, i vejrvarsler, fx knyttet til Marias bebudelsesdag 25. marts, vårens begyndelse, i forestillinger ved svangerskab og fødsel og ved årets højtider, særlig julen.

Længe levede hun videre i plantenavne; fx kaldes kodriver marias himmerigsnøgler og kunne hjælpe til at forløse kvinder, både snerle og kæruld kaldes marias særk, gul snerre og timian kaldes marias sengehalm, og marietidslen har fået sine plettede blade af dråber fra Marias modermælk.

Mariabilleder

De ældste bevarede billeder af Maria ses i oldkristne katakombemalerier fra 200-t. og på kristne sarkofager fra 300-t., hvor hun har en beskeden plads i fødselsscenen. Læs videre om Mariabilleder.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig