apokryfer

Artikelstart

Apokryfer er skrifter, der har status som en slags tillæg til Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente.

Faktaboks

Etymologi
Ordet apokryfer kommer af græsk apo- og kryfos 'skjulen'.
Også kendt som
apokryfe skrifter, apokryfiske bøger

De gammeltestamentlige apokryfer

Oversættelsen af det hebraiske Gamle Testamente til græsk (Septuaginta) fra førkristen tid og den senere oversættelse til latin (Vulgata) indeholder 10-15 jødiske skrifter (antallet varierer i håndskrifterne) fra århundrederne omkring Kristi fødsel, som ikke forekommer i den hebraiske Bibel og aldrig har fundet anerkendelse hos jøderne.

Disse "overskydende" skrifter fik som apokryfer en uklar mellemstilling i den kristne Bibel; i den romerskkatolske kirke er de "deuterokanoniske", det vil sige de menes optaget senere, men har ikke ringere autoritet end resten af Bibelen. I de protestantiske kirker vurderes de forskelligt og holdes i hvert fald uden for den egentlige Bibel (jf. Martin Luthers klassiske udsagn: De er gode og nyttige at læse).

Den lutherske — og danske — tradition har elleve apokryfer: historiske skrifter (Makkabæerbøgerne), visdomsskrifter (Siraks Bog, Visdommens Bog), legender (fx Tobits Bog, Judits Bog og Susanna i Badet) samt nogle mindre skrifter. Det Gamle Testamentes apokryfer aftrykkes i visse danske bibeludgaver.

De nytestamentlige apokryfer

De nytestamentlige apokryfer er en mindre skarpt afgrænset gruppe af tidlige kristne skrifter, der i form og indhold minder om de nytestamentlige genrer: evangeliefortællinger, apostelberetninger, breve osv.; nogle er kætterske. Det Nye Testamentes apokryfer aftrykkes ikke i bibeludgaver.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig