nytestamentlige apokryfer

De nytestamentlige apokryfer er skrifter, der er skrevet i de samme genrer, som forekommer i Det Nye Testamente (evangelier, apostelgerninger, apostelbreve og åbenbaringsbøger), men som stammer fra en senere tid.

Modsat de gammeltestamentlige apokryfer udgør de ikke en fast samling, men kan snarere sammenlignes med gruppen de gammeltestamentlige pseudepigrafer, hvor der stadig kommer nyfundne skrifter til (fx fra fundene af Dødehavsteksterne). Som apokryfer, hvor det "skjulte" er forfatteren, adskiller de sig fra en anden tidlig skriftsamling nær på Det Nye Testamente, nemlig de apostolske fædre, hvor kun enkelte af skrifterne er pseudepigrafe, dvs. har en falsk forfatterangivelse.

Foruden den række af nytestamentlige apokryfer, der har været kendt siden oldkirken, dukkede en større samling op i 1945 ved et skriftfund i Nag Hammadi i Egypten med bl.a. Thomasevangeliet. Principielt er der ikke en tidsmæssig bagkant for, hvad der kan medregnes til de nytestamentlige apokryfer, som også forfattere i nyere tid har bidraget til under dække af mystiske håndskriftsfund. Almindeligvis sættes grænsen dog ved udgangen af det første årtusinde.

Nogle nytestamentlige apokryfer er blevet til i kredse uden for flertalskirken og blev regnet for kætterske, andre blev allerede i oldkirken afsløret som sene efterligninger. Hvor enkelte af skrifterne i gruppen De Apostolske Fædre fandt vej til de store bibelhåndskrifter, er det praktisk taget ikke sket for nogen af de nytestamentlige apokryfer.

Af apokryfe evangelieskrifter er foruden Thomasevangeliet fra Nag Hammadi-fundet især Petersevangeliet, Jakobs Forevangelium og Thomas' Barndomsfortælling kendte, og af apostelgerninger især Paulusakterne.

De nytestamentlige apokryfer er skrevet dels for at udfylde lakuner i de kanoniske skrifter, dels for at forsyne nye lærdomme med en bibelsk indramning. Således vil fx barndomsevangelierne supplere fortællingerne om Jesu barndom, mens de forskellige apostelgerninger knytter til ved missionsbefalingen i slutning af Matthæusevangeliet (Matt 28,18-20), hvor den opstandne Jesus sender de elleve apostle – den tolvte, Judas Iskariot, havde begået selvmord – ud i verden for at forkynde evangeliet. For vi læser kun om et par enkelte af disse apostle i det kanoniske skrift Apostlenes Gerninger. Andre vil besvare nye teologiske spørgsmål og bevæger sig ofte uden for flertalskirkens opfattelser af, hvad der er sand Kristus-forkyndelse.

På dansk foreligger samlingerne Nytestamentlige Apokryfer. Oversættelse, indledninger og noter ved Jørgen Ledet Christiansen og Helge Kjær Nielsen (2002; 2. udgave 2005) og Oldkristne tekster III. De apokryfe Evangelier. I oversættelse med indledning og noter ved Søren Giversen (2002).