Vergil

Vergil var af bondeslægt fra Posletten nær Mantova. Han gik i skole først i Cremona, siden i Milano. Som 15-årig rejste Vergil til Rom til den højere uddannelse, vel med henblik på en politisk karriere. Han forlod dog Rom til fordel for filosofiske (epikuræiske) studier i Napoli. Efter borgerkrigen blev faderens gård i 41 f.v.t. konfiskeret til veteranpensionering, men Vergil fik siden erstatning.

Vergils talent var erkendt; han tilhørte kredsen omkring Maecenas og var i 38 f.v.t. med til at introducere Horats i den. Vergil arbejdede i 42-39 f.v.t. med Bucolica og i 37-29 f.v.t. med Georgica. Resten af sit liv brugte han på Æneiden. Arbejdet fulgtes af kolleger, Maecenas og kejser Augustus med store forventninger. I 26 f.v.t. taler Properts om, at "et eller andet bliver født, der er større end selv Iliaden".

I 19 f.v.t. rejste Vergil til Grækenland, hvor han ville bruge tre år på den endelige afpudsning af Æneiden. Men han blev syg, vendte om og døde i Brindisi. Han ønskede ikke det kun næsten færdige digt udgivet, men brændt. Dette satte kejseren sig ud over.

I Bucolica, oversat til Hyrdedigte, består af ti digte og har som forbillede Theokrits pastorale sicilianske idyller. Vergil giver dog ikke et billede af hyrdelivet med byboens afstand, men opbygger en egen poetisk verden i et åndeligt landskab, som han i de sidste af digtene kalder Arkadien.

Allerede i denne første digtsamling er det lykkedes Vergil at skabe noget helt personligt og originalt, hvor naturen er besjælet, og drømmen om en ren verden af fred, kærlighed og kunst finder et symbolsk og musisk udtryk, der får sin dybde fra bevidstheden om livets hårde realiteter og de turbulente politiske forhold.

Det niende digt er en klage over sangens afmagt under krig og borgerkrig, og i den første modstilles den reddedes taknemmelighed og den fordrevnes ulykke.

Det fjerde digt, der er skrevet i 40 f.v.t., knytter håb om lykke og frelse sammen med et barns fødsel. Denne messianske symbolik har givet Vergil ry for at være "en af naturen kristen sjæl", og det har uden tvivl bidraget til hans umådelige autoritet som digter igennem tiderne. Symbolet går formentlig på en "fred" mellem Augustus og Antonius. Digtet udtrykker tidens længsel efter frelse.

I Bucolica holdt Vergil sig inden for neoterikernes program og valgte et hellenistisk forbillede, men forvandlede det på en så personlig måde, at Brucolia peger frem mod den fulde augustæiske klassik, som han blev den største eksponent for.

Med Georgica greb Vergil tilbage til Hesiods Værker og Dage, selvom titlen er taget fra et digt af Nikander. Med sine skildringer af bondens arbejde, af det fundamentale liv på landet og af jordens dyrkning giver Vergil en poetisk fortolkning af livet på landet.

I dette er der et romantisk anstrøg; en flugt fra byen, fra politikken og fremmedgørelsen i et højkulturelt moderne samfund. En afgørende romersk forudsætning for Georgica er Lucrets, som Vergil satte overordentlig højt, også for hans poesi til trods for dens upolerede karakter.

Af Georgicas fire sange behandler den første landmandens hårde arbejde og hans afhængighed af naturen året igennem; det er denne bog, som i særlig grad er inspireret af Hesiod.

I anden bog ligger vægten på skildringen af naturens grokraft: Nok planter mennesker træer og vinstokke, og nok skal de passes og beskæres, men naturen giver også gavmildt af sin rigdom. Tredje bog handler om kvægets røgt og pleje og slutter pessimistisk med skildringen af en kvægpest i Alperne. I fjerde bog behandles biavl som symbol på livs genskabelse.

Georgica blev i 1680 oversat til dansk under titlen Om bondens dont. I 1813 udkom værket under titlen Om Landbrug.

Med Æneiden greb Vergil tilbage til Homer, men skabte atter her trods al efterligning noget helt nyt: et nationalt epos.

Den trojanske helt Æneas, hvis søn er det juliske kejserhus' mytiske stamfader, når efter mange trængsler til slettelandet Latium med sine folk. Efter svære kampe sejrer Æneas til sidst over indvandrerne, og dermed slutter digtet. Perspektivet er klart: Af integrationen mellem de trojanske flygtninge og de italiske folk fremstår det romerske folk og dets herredømme.

I en musikalsk og følelsesladet poesi fortolker Vergil historiens storhed og lidelser, skæbnens magt og pligtens bud, kampens gru og den mulige mening bag det onde. Æneiden har overlevet det romerske rige og har igennem århundreder været Vestens fælleseje.

Æneiden er skrevet på daktylisk heksameter. Eposet består af 12 bøger og udgøres af næsten 10.000 verselinjer.

Vergils og fremfor alt Æneidens eftervirkning blev kolossal. Digtet blev hurtigt romersk fælleseje; det blev læst i alle skoler, og intet har som det formet den romerske selvopfattelse. I hele middelalderen, renæssancen og barokken var Vergil digteren.

Først i 1700-tallet begyndte Homer at gøre Vergil rangen stridig, og i løbet af 1800-tallet begyndte Homer i Tyskland og Norden at overskygge Vergil. I de romanske og i lidt mindre grad i de angelsaksiske lande hævdede Æneiden dog stadig sin stilling ved siden af eller endda over Homer.

I 1900-tallet fik man atter i Tyskland og i ringere grad i Norden blik for Vergils geni. Først nu er han også her ved at være anerkendt igen som "vor klassiker, hele Europas klassiker" (T.S. Eliot).

• Appendix Vergiliana
• Iliaden
• Odysseen
• heksameter
• Romerriget