Homer

Versemålet for begge værker er det daktyliske heksameter. Den mundtlige komposition viser sig gennem et udbygget system af formler, hver med sin faste plads i verset. Et af de mest iøjnefaldende træk er brugen af faste prydende tillæg (epitheta ornantia) til de optrædende personer. Et sådant system er karakteristisk for mundtligt overleveret digtning. Det samme gælder anvendelsen af hele formelagtige scener. Et offer, en tvekamp, et måltid, udrustning til kamp, ankomst, afrejse osv. kan altid fortælles på samme måde, men forkortes eller forlænges efter behag.

At værkerne har rødder langt tilbage, ses både i indhold og sprog. Sproget er et kunstsprog, en blanding af dialekter og former af forskellig alder. Hovedsubstansen er jonisk med (ældre) aiolisk og arkado-kyprisk islæt og (yngre) enkelte atticismer.

Begge værker fortæller om en fjern fortid, men digterens/digternes egen tid kommer glimtvis frem. Grækerne skelnede ikke som vi skarpt mellem myte og historie, og at der er en historisk kerne bag fortællingen, er blevet demonstreret af de arkæologiske udgravninger, fra amatørarkæologen Heinrich Schliemann i 1870 i Troja og Mykene til de professionelles udgravninger i 1900-t. på Kreta og i Pylos. Den kretensisk-mykenske højkultur, der her dukkede op af jorden, er digtenes tematiske baggrund. Den gik til grunde ca. 1100 f.Kr., men levede videre i heroiseret form i myterne. Som kontrast hertil møder man især i de såkaldte homeriske lignelser en mere dagligdags verden, hvor landbrug, håndværk og naturfænomener giver tilhørerne mulighed for at identificere sig med begivenhederne. Sammenligningerne går sjældent op i alle detaljer, men udvides og får selvstændigt liv.

De omtalte karakteristika, epitheta, formler, faste scener og lignelser findes i begge digte, men i forskelligt omfang. Digtene er begge knyttet til samme emnekreds, og persongalleriet er til en vis grad det samme. Alligevel er der store forskelle i struktur, menneskeskildring, holdning og tone, så stor, at mange mener, at de ikke har samme ophav.

Iliaden fortæller om grækernes krig mod Troja eller rettere om et kort tidsrum (51 dage) i krigens tiende år. Men takket være tilbageblik og forudsigelser dækkes hele krigen. Digtets hovedtema er, som det fremgår af indledningen (prooemiet), Achilleus' vrede; kompositionen bestemmes af en enkelt person og hans reaktioner, men fortællingen bredes alligevel ud til at omfatte et stort og varieret persongalleri hos begge krigens parter. Specielt er det bemærkelsesværdigt, at trojanerne skildres med stor forståelse; den trojanske Hektor er måske den mest sympatiske af alle, den store kriger, men også den omsorgsfulde mand og far.

• Vreden, Gudinde! besyng, som greb Peleiden Achilleus
• Rædsomt, og Qvaler i tusinde Tal Achaierne voldte.
• Heel mangfoldige Heltes behjertede Sjele den skikked
• Ned til Hades's Hjem, og for Hunde til Rov som for alskens
• Fugle den gav deres Liig, — fuldbragt blev Zeus's Beslutning —
• Alt fra den Stund, Uenighed først og Splid havde reist sig
• Mellem den Ædling Achilles og Mændenes Drot Agamemnon Oversat 1836 af Chr. Wilster

Handlingen begynder in medias res: Det forudsættes bekendt, at grækerne belejrer Troja for at hævne, at kong Priamos' søn Paris under et besøg i Sparta har forført og bortført sin vært, kong Menelaos' hustru, den skønne Helena. Paris har også pådraget sig gudinderne Heras og Athenas vrede, fordi han tilkendte Afrodite førsteprisen i skønhed. Agamemnon, grækernes overanfører og Menelaos' bror, fornærmer den stærkeste kriger, Achilleus, ved at fratage ham hans del af byttet fra et erobringstogt, pigen Briseis. Agamemnon har måttet give sin pige, Chryseis, tilbage til hendes far, Apollonpræsten Chryses. Denne ydmygelse får Achilleus til at trække sig ud af kampen. Grækerne er hårdt trængt, og først da Achilleus' ven, Patroklos, er blevet dræbt af Hektor, vender Achilleus tilbage, dræber Hektor, men forbarmer sig over hans far og udleverer sønnens lig. Iliaden slutter med Hektors begravelse.

Grundtonen i digtet er mørk og pessimistisk. Menneskenes lod er tung, livet uretfærdigt, og guderne strenge og uberegnelige. De kan forblinde mennesker, så de fejler og dog må tage ansvaret og lide under konsekvenserne. Helena siger, det var Afrodite, der forledte hende, men hendes skam og selvkritik er lige stor for det. Guderne er skabt i menneskenes billede; forskellen er styrken og den udødelighed, som fritager dem for at lide under følgerne af deres handlinger. Over dem står dog mere ubestemte magter som skæbnen eller moirerne, hvis beslutninger selv Zeus ikke kan ændre.

Odysseen er mere lys i tonen end Iliaden: De gode vinder, de onde straffes. Guderne er stadig strenge, men specielt mellem Odysseus og Athena er der et mere inderligt og ligeværdigt forhold end mellem gud og menneske i Iliaden. Odysseus udmærker sig ikke bare ved sin tapperhed, men i høj grad ved sit intellekt. Han er typen på det resursefyldte menneske, der aldrig giver op. Odysseen er mere socialt orienteret, der er flere almindelige mennesker, hyrder og tjenestepiger og flere dagligdags scener. Denne realisme modsvares af eventyragtige træk med magiske elementer som den enøjede menneskeæder Polyfemos, heksen Kirke, der forvandler Odysseus' mænd til svin, faiakernes sorgløse liv og deres skib, der sejler af sig selv, nedstigningen til dødsriget.

Handlingen er koncentreret om en enkelt helt, der under svære vanskeligheder kæmper sig vej tilbage til sin trofaste hustru og sin unge søn. Fortællingen er ikke lineær som i Iliaden, men foregår på flere planer. Scenen skifter ikke bare mellem himmel og jord, men mellem Odysseus under hans omtumlede rejse og hans hustru, Penelope, der på Ithaka venter og holder sig bejlerne fra livet, og deres søn, Telemachos, der bliver voksen og rejser ud for at høre nyt om sin far. Fortællingen begynder med gudernes beslutning om, at Odysseus, der opholder sig hos nymfen Kalypso, skal hjem. Derefter følger den i de første fire sange Telemachos på hans rejse. Så skiftes til Odysseus, der følges fra Kalypso til faiakerne, til hvem han i de såkaldte apologer (fabler) fortæller om sine oplevelser på vej hjem fra Troja. I 13. sang lander han på Ithaka, hvor han forenes med Telemachos, planlægger drabet på bejlerne, forenes med Penelope og gennemfører sin hævn.

De homeriske digte er oversat til alle kultursprog, til dansk flere gange af filologer og digtere, på vers og prosa, for voksne og børn. Den absolutte klassiker blandt dem og den første fuldstændige er af Christian Wilster, der i 1836 udsendte Iliaden og i 1837 Odysseen på danske heksametre. Oversættelsen er flere gange blevet korrigeret og moderniseret, men velfortjent genudsendt i sin originale form i 1979. Blandt digternes oversættelser bør desuden fremhæves Poul Martin Møllers af Odysseen 1-6 (1825) og Otto Gelsteds prosagengivelser (1954-55). Senest foreligger oversættelser af Iliaden (1999) og Odysseen (2001) ved filologen Otto Steen Due.