Agamemnon

Artikelstart

Agamemnon er en græsk sagnkonge i Mykene, søn af Atreus, bror til Menelaos. Agamemnon er som grækernes leder i togtet mod Troja en af hovedpersonerne i Iliaden. Der er knyttet en særlig forbandelse til atreidernes slægt, som går helt tilbage til Pelops og klart viser sig i Agamemnons skæbne: På vej til Troja måtte han ofre sin datter Ifigenia for at få god vind; under belejringen var han skyld i, at Achilleus trak sig ud af kampen, og da han efter Trojas erobring vendte hjem med Kassandra som krigsbytte, blev han myrdet af sin kone Klytaimnestra og hendes elsker Aigisthos. Han blev senere hævnet af sine børn Orestes og Elektra.

Sagnet om krigeren, ægtemanden og faderen Agamemnon har givet stof til tragedier af Aischylos, Sofokles og Euripides. I 1900-tallet har det inspireret dramatikere som Eugene O'Neill, Sorg klæder Elektra (1931), og Jean-Paul Sartre, Fluerne (1943).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig