Litteratur i oldtidens Grækenland

I den arkaiske periode er de dominerende genrer episk og lyrisk digtning. Grækerne mente selv og sikkert med rette, at epos var ældst. De homeriske digtes indflydelse på al senere græsk digtning var umådelig.

Hvornår præcis de blev til eller hvordan, er stadig omstridt, men forud for Iliaden og Odysseen, således som de er overleveret, ligger der tydeligvis en lang poetisk tradition, hvor digtene overleveredes mundtligt.

Den omfattende øvrige episke, cykliske digtning er kun fragmentarisk bevaret. Foruden den trojanske sagnkreds var især den thebanske genstand for opmærksomhed. Bevaret under Homers navn er en samling af 33 gudehymner, der i tid spænder fra ca. 650-450 f.Kr.

De benyttedes hyppigt af rapsoderne som indledning. Hvor Homer kun er et anonymt jeg, træder Hesiod os i møde som den første europæiske digterpersonlighed. Han digtede ca. 700 f.Kr. didaktisk poesi med moralske og praktiske anvisninger. At han giver biografiske oplysninger om sig selv og sin familie tyder på, at han selv nedskrev eller fik nedskrevet sine digte.

Periodens lyriske digtning omfatter elegi og jambe, monodisk lyrik og korlyrik. Forskellene ligger dels i det anvendte versemål, dels i musikledsagelsen, i foredragsmåde eller opførelsesomstændigheder og i den litterære dialekt.

Elegiske digte blev ledsaget af fløjte, monodisk lyrik og korlyrik af lyre. Elegi og jamber hører sandsynligvis hjemme i symposiesammenhæng og var som regel solosang ligesom monodisk lyrik, hvis funktion og modtagergruppe ikke lader sig entydigt bestemme.

Korlyrikken var som helhed kultorienteret og meget af den blev sunget og danset i direkte tilknytning til kulthandlinger. Elegisk og jambisk digtning var jonisk, korlyrik dorisk og monodisk lyrik dorisk eller æolisk farvet.

Bortset fra den monodiske lyrik, der især udvikledes på Lesbos med Alkaios og Sapfo, er ingen af disse former knyttet til en bestemt geografisk lokalitet. Den ældste digter, Archilochos, kom fx fra øen Paros, Tyrtaios var fra Sparta, Mimnermos fra Smyrna på Lilleasiens kyst, Theognis fra Megara og Solon fra Athen.

Anakreon var fra Teos, mens Alkman digtede sine korlyriske digte i Sparta, og Stesichoros fra Sicilien tilførte samme genre et narrativt element. Inden for alle former fortsatte den individualiseringsproces, som også Hesiod var udtryk for.

Det er som regel digte i jeg-form, uden at jeget derfor skal tages som ensbetydende med digteren. I korlyrikken kan det være et kollektivt jeg, dvs. koret.

Mod slutningen af perioden begynder prosaværker, de fleste kun fragmentarisk bevaret, at dukke op. Hvor Parmenides fra Elea stadig fremsatte sin filosofi på vers, skrev de joniske naturfilosoffer Anaximander og Anaximenes begge fra Milet og Heraklit fra Efesos på prosa. Om Thales selv skrev noget, er uvist.

Efter persernes erobring af de græske byer bosatte Pythagoras og Xenofanes sig i Syditalien. Historieskrivning i form af genealogier kom frem i periodens sidste fase med Hekataios.

I slutningen af arkaisk og begyndelsen af klassisk tid nåede korlyrikken sit højdepunkt med Simonides, Pindar og Bakchylides. Den første udviklede muligvis den særlige undergenre, som vi kender mest til, epinikiet (sejrsdigtet).

De største nyskabelser skete med dramaet og inden for prosaen, i begge tilfælde især i Athen, der efter Perserkrigene blev det dominerende kulturelle centrum.

Dramaet, tragedien, komedien og satyrspillet, var knyttet til de årlige Dionysosfester i Athen:

Tragedien præsenterer sit publikum for problemstillinger, der er centrale i den sociale sammenhæng, mens komedien med sit frisprog er grænseoverskridende og forløsende. Der skal have fundet tragedieopførelser sted i Athen fra 525 f.Kr., men der er kun bevaret værker af tre digtere: Aischylos, Sofokles og Euripides, alle fra 400-t f.Kr.

Komedien er lidt yngre, men her er kun værker af Aristofanes bevaret; de stammer fra 425-388 f.Kr. Han skrev politiske komedier med kritik af samtidens politikere. Det gik gradvis af mode i 300-t. og efterfulgtes af en art farcer med mytologisk travesti og faste folkelige typer, som næsten fuldstændig er gået tabt.

Konventionerne for de to genrer er meget forskellige. Tragedien foregår i en mytisk fortid blandt fyrster, der gennemlever ekstreme situationer, og handler om konflikter mellem individ og samfund, mennesker i kamp med normer eller moralbegreber.

Alt er så at sige forstørret op i overnaturlig størrelse, men netop derved forstærkes det paradigmatiske. Illusionen brydes aldrig ved direkte henvendelse til publikum om aktuelle emner. Komedien foregår i en blanding af symbol og fantasi blandt almindelige små mennesker med almindelige svagheder og lyst til sex, mad og vold. Komediekoret henvender sig direkte til publikum i den såkaldte parabase.

Begge genrer var tæt knyttet til demokratiet, og begge ændredes mærkbart i 300-t. i overensstemmelse med de ændrede politiske forhold.

Periodens prosagenrer kan ses som en videreudvikling af den didaktiske litteratur. Den fik mange forskellige former, men de vigtigste beskæftiger sig med historie, filosofi og retorik. De græske historikere er paradigmatiske, som tragedien er det; de mente, at man kunne lære noget af historien, og at den har et mere eller mindre eksplicit moralsk budskab.

Herodot fra Halikarnassos, kaldet historieskrivningens fader, skrev verdenshistorie med Perserkrigene som sit hovedtema, men indlagde etnografiske beskrivelser også af andre folkeslag. Hans opfattelse af grækere og barbarer, af frihed kontra slaveri har i høj grad været medvirkende til udformningen af europæisk selvforståelse.

Thukydid fra Athen skrev politisk-militær samtidshistorie om krigen mellem Athen og Sparta. Værket er præget af en omhyggelig kritik af kildematerialet og fik stor betydning for senere historieskrivning og statsfilosofi.

Den tredje, Xenofon fra Athen, er den eneste helt bevarede historiker fra 300-t. Han indvarslede hellenismen ved at producere i mange andre genrer som memoirer, faglige skrifter (om heste, hundehold og økonomi), dannelsesroman og "reportage" (Anabasis).

Demokratiet skabte et øget behov for uddannelse. Det ombudsprincip, det direkte demokrati hvilede på, krævede, at den enkelte borger tog del i såvel statens styrelse som i retsvæsenet. Behovet for uddannelse dækkedes af de såkaldte sofister, der underviste i sprog og retorik eller talefærdighed.

Deres teoretiske værker er gået tabt, men blandt de eksempler på praktisk retorik, der er overleveret, er taler af én af dem, Gorgias fra Sicilien, hvis optræden under en diplomatisk mission vakte opsigt i Athen. Bevaret er også et korpus på ti talere, af hvem de tre vigtigste er Lysias, Demosthenes og Isokrates. Demosthenes blev eftertidens talerideal.

Størst betydning fik den filosofiske prosa med Platon, der med sine dialoger skabte en helt ny litterær genre. De fleste dialoger er fiktive samtaler mellem Sokrates og forskellige samtalepartnere. Platon var ikke nogen tilhænger af demokratiet eller retorikken og opponerede mod begge dele, specielt i Gorgias og Staten.

Platon hører til blandt verdens mest fremragende prosaister, og hans værkers kunstneriske værdi står mål med deres filosofiske betydning, som har været afgørende for hele den vestlige verdens tænkning.

Ikke mindre virkning fik hans elev Aristoteles. Han grundlagde talrige videnskabelige discipliner, og selvom vi kun har bevaret værker, der var beregnet til undervisning (såkaldt esoteriske) uden nogen særlig litterær værdi, fik han gennem Retorikken og især Poetikken stor indflydelse på senere litteratur og litteraturteori.

Hans nu tabte dialoger (såkaldt eksoteriske værker), som var beregnet for et videre publikum, berømmedes højt for deres litterære værdi. Fra samme periode stammer også de hippokratiske værker, en samling om sygdom og sundhed samt medicinsk etik og praksis.

I den udvidede græske verden efter Alexanders erobringer ca. 330 f.Kr. blev fyrstehofferne i Pella, Antiochia, Pergamon og særlig Alexandria kulturcentre, og Athen bevarede kun sin position inden for filosofi og komedie. Kulturen blev mere uniform og kosmopolitisk, litteraturen elitær og specialiseret.

Da mange af tidens digtere også var videnskabsmænd, fik litteraturen en drejning i retning af det lærde og indforståede, kunst for kunstens egen skyld og for kendere. Forfatternes afhængighed af fyrsten, der lønnede dem, drev digtningen i retning af hofpoesi eller salonkunst.

I 200-t. f.Kr. var de betydeligste genrer poesi, filosofi og filologiske værker, i 100-t. f.Kr. var historie og naturvidenskab vigtigst, og i det følgende århundrede, der var præget af en vis afmatning, skabtes vigtige geografiske og historiske værker. Der produceredes meget, men det meste er gået tabt.

Bevaret er den såkaldte nye komedie repræsenteret ved Menander, der hurtigt fik ry som genrens klassiker. Indtil 1900-t. var han kun kendt gennem citater og gennem de romerske bearbejdelser hos Terents og Plautus, men nu har vi takket være papyrusfund et helt og flere næsten hele stykker og talrige fragmenter.

Menanders stykker er, ligesom Terents' og Plautus', borgerlige lystspil, karakter- og intrigekomedier om forbyttede børn, forførte unge piger og unge elskende, der ikke må få (men til slut dog får) hinanden. Genrens betydning for Molière og Ludvig Holberg er åbenbar.

De vigtigste navne inden for poesien er Kallimachos, Theokrit og Apollonios Rhodios. Fælles for dem er, at de byggede sprogligt og metrisk på den arkaiske lyrik og på Homer, mens de formmæssigt tog afstand herfra. De var alle lærde og kyndige i mytologi, de producerede for et kultiveret publikum, og deres kunst var fuld af allusioner og ironi.

De skrev i flere af de gamle genrer, men hovedtendensen går i retning af mindre litterære enheder. Theokrits idyller eller hyrdedigte var en nyskabelse, der fik stor indflydelse. Beslægtet hermed er Herondas, der i sine såkaldte mimer giver livlige, dramatiske scener på vers.

Læredigtet dyrkedes i en sammentrængt og raffineret form; Aratos skrev et med astronomisk, meteorologisk indhold, og Nikander skrev om slanger og giftige insekter og om modgifte.

Af prosalitteraturen er kun lidt bevaret. Der blev produceret meget inden for historiegenren, bl.a. om Alexander, men kun Polybios' og Diodoros fra Siciliens værker er bevaret.

Polybios skrev politisk-militær historie om, hvordan og hvorfor Rom kunne erobre magten og besejre grækerne, mens Diodoros skrev en verdenshistorie væsentligt baseret på kompilation af andres værker.

Filosofi var et af de områder, hvor Athen længe bevarede sin ledende position. Her lå de store skoler fortsat, Platons Akademi og Aristoteles' Lykeion. De væsentligste nye retninger var skeptikerne, kynikerne, epikuræerne og stoikerne.

Fælles for dem var en stræben efter sjælelig ro og uforstyrrethed, som de dog anviste forskellige veje til. Aristoteles' elev og efterfølger Theofrast producerede, ud over en række encyklopædiske værker, hvoraf de fleste er tabt, dels værker om botanik, dels et værk, Karakterer, om typiske menneskelige laster, der fik indflydelse på litteraturen, især i 1600-t.

Af stor betydning for bevarelsen af den græske litteratur var som nævnt filologien med navne som Zenodotos, Kallimachos, Aristofanes fra Byzans og Aristarchos. Et andet frugtbart område var matematik og geometri.

Med Augustus' sejr ved Actium i 31 f.Kr. var hele den hellenistiske verden underkastet Rom. Det betød imidlertid ikke, at græsk kultur blev romaniseret, snarere det modsatte.

Eliten var tosproget, og græsk fortsat kulturens sprog. Græsk litteratur i romertiden adskiller sig fra den hellenistiske først og fremmest ved at blive klassicistisk; idealet var 500- og 400-t.s litteratur. Tidens poesi, især epigrammer, kendes kun gennem antologier.

De mest dyrkede prosagenrer var geografi (Strabon), litteraturkritik (Dionysios fra Halikarnassos og Pseudo-Longinos), historie (Josefus, Dio Cassius, Appian og Arrianos), biografi (Diogenes Laërtios, Plutarch og Filostratos), retorik (Dion fra Prusa, Aristeides) og filosofi (Epiktet, Marcus Aurelius, Plotin, Porfyrios og Jamblichos).

Ny var underholdningslitteratur som roman og satire. Romanen er repræsenteret ved fem forfattere, Chariton, Xenofon, Achilleus Tatios, Longos og Heliodor, satiren ved Lukian.

Flere af de nævnte skrev i mere end én genre, og flere producerede meget store forfatterskaber som fx Plutarch. Arrianos skrev ikke kun historiske værker, men er også vor bedste kilde til Epiktets filosofi.

Et andet af de store forfatterskaber er Galenos', hvis medicinsk-filosofiske værker fik stor betydning for både arabisk og vesteuropæisk medicin. Pausanias skabte med sin Grækenlandsbeskrivelse den første turistguide.

En af tidens hovedstrømninger var den såkaldte anden sofistik, hvis udøvere turnerede med opvisninger i talekunst under stor publikumsinteresse. Vigtigst er Dion fra Prusa, Lukian og Aristeides.

Det er desuden karakteristisk for perioden, at der produceredes mange leksika, kompendier og citatsamlinger (Apollodoros fra Athen, Athenaios) med liden litterær værdi, men stor kildeværdi i kraft af citater. Tidens interesse for okkulte fænomener illustreres af den professionelle drømmetyder Artemidoros fra Daldis.

Læs videre om filosofi i oldtidens Grækenland eller læs mere om Grækenland i oldtiden generelt.