Penelope, i græsk mytologi datter af Ikarios, g.m. Odysseus, mor til Telemachos, som hun opdrog på Ithaka under Odysseus' 20 år lange rejse. Siden Homer har Penelope været indbegrebet af den trofaste hustru, der holdt sine bejlere hen med list: Først når ligklædet til hendes svigerfar, Laërtes, var vævet færdigt, ville hun gifte sig igen; om natten trevlede hun dagens arbejde op, indtil en slavinde afslørede hende. Til alt held vendte Odysseus samtidig hjem, og efter en drabelig kamp med bejlerne genforenedes han med Penelope.