Pylos

Pylos, mykensk borg på Epano Englianos-højen ved Navarinobugten i Grækenland. Området var beboet fra mellemste bronzealder, men paladset er fra sen mykensk tid, ca. 1300 f.Kr., og blev ødelagt ved en brand ca. 1200 f.Kr. Herved blev arkivets mange lertavler med linear B-skrift brændt og hermed bevaret for eftertiden.

Paladset havde som centrum et megaronrum, hvis vægge var dekoreret med freskoer. Både megaronrummet og en stor del af det øvrige palads var i to etager. Mod øst lå herskernes rum, vandledning og bad, og mod NV lå arkiv og magasinrum. Mod NØ uden forbindelse til paladset fandtes værksteder, kultrum, våbenmagasin og brønde.

I lertavlerne nævnes navnet Pylos, men det er omdiskuteret, om stedet var kong Nestors Pylos, omtalt hos Homer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig