Marcus Antonius var en romersk politiker, general og senere triumvir (43-30 f.v.t.). Han var en af de mest fremtrædende skikkelser i den senrepublikanske romerske historie.
Antonius tilhørte plebejer-slægten (gens) Antonii, som hævdede ophav fra Herakles. Marcus Antonius' far døde i 71 f.v.t., hvilket gjorde Antonius til familiens overhoved (paterfamilias) og ansvarlig for sine to yngre brødre, Lucius og Gaius, såvel som sin mor Julia, der var i familie med Cæsar.
Der vides ikke meget om Antonius' tidlige år. Plutarch anklager Antonius for sammen med sine brødre at have brugt det meste af sin ungdom på hor og spil, hvilket i sidste ende fik ham til at flygte til Rom omkring år 58 f.v.t. for at undgå sine kreditorer. Dog vides det, at Antonius var anset for at være en ven af både Curio, en af Cæsars senere generaler, og den notoriske Clodius Pulcher, senere folketribun og fjende af Cicero.
I 57 f.v.t. sluttede Antonius sig til den igangværende kampagne i Syrien som øverste officer for kavaleriet. Antonius brugte størstedelen af 50'erne f.v.t. i krig, bl.a. i Ægypten, hvor han senere ville påstå, at han først mødte den fremtidige dronning, Kleopatra.
Antonius sluttede sig i år 54 f.v.t. til Cæsar og indledte med hans støtte sin politiske karriere som kvæstor. Han deltog i Galliens erobring og kæmpede på Cæsars side i borgerkrigen mod Pompejus. År 48 f.Kr. blev han af Cæsar, som da var blevet diktator, udnævnt til at være hans næstkommanderende (magister equitum), og han var i år 44 f.Kr. konsul sammen med Cæsar.
Antonius spillede en afgørende rolle i dagene efter mordet på Cæsar. Umiddelbart efter, at Cæsar blev myrdet i Pompejus' teater d. 15 marts 44 f.v.t., flygtede Antonius tilbage til sin villa i Rom. Samtidig flygtede Cæsar-morderne i sikkerhed på Capitol-højen. Morderne havde regnet med, at Cæsars død ville være en befrielse, men de havde groft undervurderet befolkningens kærlighed til ham. Samtidig var to af Cæsars største støtter og generaler, Marcus Antonius og Lepidus, stadig i live og havde kontrollen med Cæsars legioner.
I de følgende dage blev en midlertidig amnesti forhandlet imellem de to faktioner. Cæsar blev erklæret en tyran, og mordet blev dermed legitimt. Dog blev alle Cæsars handlinger stadfæstet. Cæsar havde fordelt de vigtige politiske embeder og provinser for de næste år, og dermed havde han også sikret flere af mordernes fremtidige politiske stillinger. Det var derfor i alles interesse at stadfæste hans handlinger. Cæsar blev ligeledes tildelt en statsbegravelse.
Cæsars begravelse blev holdt på Forum Romanum, og Antonius holdt her en gravtale for Roms samlede masser. På trods af den indgåede aftale med morderne, talte Antonius med sådan en ildhu og med så stor følelse, at befolkningen snart var i en voldelig ekstase.
Talen er kendt som "Venner, Romere, Landsmænd, lån mig jeres ører", hvilket også er åbningslinjen i Shakespeares gengivelse af talen i tragedien Julius Cæsar. Under talen fik Antonius bragt Cæsars blodige tøj ind; han fremviste det med stor foragt, mens hans tordnede mod morderne. Antonius' tale fik tilskuerne til, at gå amok. De satte ild til senatsbygningen, brændte Cæsar på Forum, og jagtede morderne ud af byen.
Ved afslutningen af sit embede som Konsul søgte Antonius befalingen over Gallien cisalpina som var allokeret til en af Cæsar-morderne. Antonius belejrede Mutina, og dermed var den første borgerkrig efter Cæsars død i gang.
Antonius blev i 43 f.v.t. erklæret hostes (fjende af staten) af senatet og de to siddende konsuler (Hirtius og Pansa) samt den nyligt hjemvendte unge Octavian (blot 19 år gammel og Cæsars arving) blev sendt med deres legioner til Mutina for at undsætte guvernøren der var under belejring af Antonius. De to konsuler døde i slaget men Octavian sejrede og udråbte sig selv til konsul i deres sted. På trods af et nederlaget indgik Antonius herefter i triumviratet med Octavian — den senere kejser Augustus — og Marcus Lepidus. Disse tre gjorde i fællesskab op med Cæsars mordere. Med triumvirernes opdeling af imperiet fik Antonius den østlige del, hvor han først ordnede forholdene i Lilleasien.
Fra år 41 f.v.t. slog Antonius sig ned i Egypten og indledte et forhold til Kleopatra, med hvem han fik tre børn. Dette forhold var stærkt bestemmende for hans videre politik og selvopfattelse. På trods af hyppige forsoningsbesøg i Italien og hans ægteskab med Octavians søster Octavia brød triumviratet endeligt sammen i år 32 f.v.t., og Antonius blev indblandet i den krig, som på Octavians foranledning blev erklæret mod Kleopatra. I søslaget ved Actium år 31 f.v.t. besejrede Octavian Kleopatra. Året efter faldt Alexandria, og Antonius begik selvmord sammen med Kleopatra.
Vurderingerne af Antonius er meget forskellige. Han var en kompetent hærfører og en yderst behændig politiker, men hans temperament trak ham ofte ind i situationer, som han havde svært ved at håndtere. Hans forståelse for hellenismens styreformer og dens stærke herskerskikkelser førte overfladisk set til hans fald, men peger paradoksalt nok fremad i Roms videre historie.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.