Faktaboks

Gajus Julius Cæsar

Gajus Julius Caesar

Født
13. juli 100 f.v.t.
Død
15. marts 44 f.v.t.
Levetid - kommentar
Fødselsåret er muligvis 102 f.v.t.
Buste af Gajus Julius Cæsar
Buste af Gajus Julius Cæsar
Af /Vatikanmuseet.

Gajus Julius Cæsar. Romersk denar fra ca. 48 f.Kr. På møntens forside ses gudinden Venus; på bagsiden Æneas, der redder sin far, Anchises, ud af det brændende Troja. I sin højre hånd bærer han et helligt billede af Pallas Athena, som senere blev anbragt i Vestatemplet på Forum Romanum. Th. står Caesar. Æneas, der regnedes for at være søn af Venus og for den juliske slægts stamfader, grundlagde Alba Longa, der var Roms mytiske forgænger. Med valget af dette møntmotiv kunne Cæsar fremhæve dels sin mytiske afstamning, dels sin betydning for byen Rom.

.

Gajus Julius Cæsar var en romersk general og politiker. Cæsars far og mor tilhørte hhv. den fornemme juliske og den aureliske patricierslægt, og det var ifølge romersk tradition en selvfølge, at Cæsar indledte en karriere som politiker og administrator.

Uddannelse og militær karriere

Cæsar havde i 80 f.v.t. gjort sig militært bemærket i Asia, i Kilikien i 78 f.v.t. og igen i Asia i krigen med kong Mithridates i 74 f.v.t.. I samme periode afrundede Cæsar sin retoriske uddannelse med et studieophold på Rhodos i 75 f.v.t.

Hans tidlige ungdom var, i tråd med Romersk tradition, præget af tilegnelsen af al den politiske lærdom, han kunne suge til sig. Alt dette var i forberedelse til det såkaldte cursus honorum, karrierevejen enhver ung Romersk adelsmand måtte følge for at opnå de højeste politiske embeder.

Grundet sin forbindelse til sin berømte og kontroversielle onkel Marius, der var i opposition og åben borgerkrig til den senere diktator Sulla, blev Cæsar frataget sin arv og sine præsteembeder. På trods af en benådning fra Sulla, valgte Cæsar at forlade Italien og indledte dermed sin militære karriere. Efter Sullas død i 78 vendte Cæsar tilbage til Rom. Uden arv var han tvunget til at følge en ny karrierevej for at skaffe de nødvendige midler til at gå ind i politik. Han startede, meget lig Cicero, sin politiske karriere som advokat.

Cæsars politiske karriere

På det tidspunkt begyndte Cæsar at føre en storslået livsførelse og brugte uhyre summer på Roms befolkning og på politik, specielt valgkampagner. Han manifestererede sig som en af de ledende populares i sin samtid og blev midt i 60'erne betragtet som en kontroversiel, forgældet, men dynamisk person, som samtidens store politikere måtte forholde sig til.

Cæsar stillede op til valget som kvæstor for år 69; han blev valgt og fulgte derefter en relativt normal karriere i overenstemmelse med cursus honorum. I 65 blev han ædil, i 63 blev han valgt til pontifex Maximus, den ledende pontifex præst der bl.a. overså vestalinderne og kalenderen (Cæsar indførte den første udgave af den kalender vi stadig bruger i dag); året efter tjente han som prætor.

Det første triumvirat

I løbet af 60 bragte han sig frem i første række gennem det såkaldte første triumvirat, en politisk alliance mellem ham selv og tidens to andre store og magtfulde politikere, Crassus og Pompejus Magnus. Med afsæt i triumviratet blev Cæsar året efter valgt til konsul og sikrede sig samtidig at få stillingen som provinsguvernør i Gallia Cisalpina (lat. "Gallien på vores side af alperne", nuværende norditalien) efter sit konsulat. Han fik senere tilføjet Gallia Transalpina (lat. "Gallien på den anden side af alperne), hvilket lagde grunden for hans militære erobringer og udvidelsen af det det Romerske imperium.

Hermed havde han skabt sig et politisk og militært springbræt: Politisk indebar alliancen med Crassus og Pompejus, at disse tre mænd blev i stand til at fastlægge hovedlinjerne i romersk politik for de nærmeste år, herunder især valg og provinsadministration.

Erobringen af Gallien

Militært betød det, at Cæsar fik frie hænder til i de følgende ti år at erobre Gallien, dvs. hele det nuværende Frankrig. Gennem grove plyndringer, der også i hans samtid blev opfattet sådan, lykkedes det ham dels at finansiere sin fortsatte politiske karriere, dels at etablere og udbygge en veltrænet og loyal hær før det opgør om den endelige magt i Rom, som han allerede midt i 50'erne indså var uundgåeligt.

Udvalgte citater

  • Fere libenter homines id, quod volunt, credunt ('Vi tror gerne, hvad vi ønsker').
    • Gallerkrigen 3,18.
  • Jacta est alea ('Terningen er kastet').
    • Sueton (ca. 75-150 e.Kr.), Cæsar-biografien 32.
    • Ved overskridelsen af grænsefloden Rubicon 49 f.Kr.
  • Veni, vidi, vici ('Jeg kom, jeg så, jeg sejrede').
    • Ibid. 37,2. Efter sejren over kong Farnaces i Lilleasien 47 f.Kr.
  • Et tu, Brute ('Også du, Brutus').
    • Ibid. 82,2. Her citerer Sueton imidlertid Cæsars udbrud på græsk kai sy, teknon ('Også du, min søn'). Ved overfaldet og drabet på Cæsar 15.3.44 f.Kr.

I Shakespeares skuespil Julius Cæsar (1601) er følgende citater blevet tillagt Cæsar:

  • Let me have men about me that are fat ('Jeg vil se fede mænd omkring mig').
    • I,2.
  • Cowards die many times before their deaths; the valiant never taste of death but once ('De feje dør mange gange, før de dør; den tapre lider kun én gang døden').
    • II,2.

Borgerkrigen mod den Romerske Republik

I Januar 49 gik Cæsar over floden Rubicon i Norditalien der var grænsen mellem hans provins og Italien og forlod dermed sin provins med en hær; det var ulovligt. Det er stadig diskuteret hvad hans præcise bevæggrunde var hertil. Senatet havde i 50 stillet Cæsar et ultimatum, hvor Cæsar enten kunne afstå sin kommando og vende hjem til Rom for at blive retsforfulgt for krigsforbrydelser og sendt i eksil, eller han ville blive erklæret for en fjende af staten. Cæsar valgte i stedet at vende sine legioner mod Rom. Dermed startede han borgerkrigen med den Romerske Republik, repræsenteret af Pompejus, som efter Crassus' død i 53 var den eneste alvorlige trussel mod Cæsars magtposition.

Diktator i Rom

Pompejus trak sig tilbage mod øst og overlod Rom til Cæsar, som lod sig vælge til diktator; dermed legaliserede han sin position. I Slaget ved Farsalos i Grækenland i 48 slog Cæsar Pompejus, der flygtede til Alexandria, hvor han blev dræbt, kort før Cæsar nåede frem. Pompejus havde været gift med Cæsars datter Julia, og der er ingen tvivl om, at Cæsar tog sig Pompejus' død nær.

Cæsars forhold til Kleopatra

Han gennemlevede en alvorlig krise de næste måneder, antagelig forstærket af at han de foregående år var blevet ramt af en række personlige sorger. Først døde hans mor, Aurelia, som havde fulgt ham tæt hele livet, derefter Julia og endelig hans søster, alle personer, som Cæsar havde følt sig meget nært knyttet til. I denne situation indledte Cæsar et forhold til den egyptiske dronning Kleopatra.

Som hellenistisk monark fik hun formentlig stor indflydelse på Cæsars opfattelse af karakteren af de ændringer i de romerske styreformer, som måtte blive en konsekvens af borgerkrigene. Da Cæsar havde nedkæmpet et oprør i Alexandria og slået kong Farnaces i Lilleasien, vendte han i 47 tilbage til Rom.

Cæsar som konsul og diktator

Året efter lod han sig ikke blot vælge til konsul igen, men også til diktator for de kommende ti år. Samtidig blev de sidste af Pompejus' støtter forfulgt og nedkæmpet i slagene ved Thapsus (i det nuv. Tunesien) i 46 og ved Munda (i det nuv. Spanien) året efter.

I 44 lod Cæsar sig genvælge til konsul, men blev samtidig imod hidtidig romersk tradition diktator på livstid. Især det sidste fremkaldte den sammensværgelse, anført af Brutus og Cassius, som endte med mordet på Cæsar den 15. marts (Idus Martiae); mordet fandt sted i Pompejus' teater på Marsmarken i Rom. Som direkte konsekvens af Cæsars mord fulgte en lang række borgerkrige der først skulle ende med indtagelsen af Alexandria i 30 f.v.t.

Kort før sin død stod Cæsar som Romerrigets ubestridte enehersker og dermed også indirekte som et symbol på den Romerske Republiks undergang. Selvom Cæsar ikke nåede at gennemføre sine planer for Rom, havde han iværksat et kæmpe byggeprogram som skulle udvide og renovere Rom som blev gennemført af hans arving Octavian, den senere Kejser Augustus.

Den hurtighed, som var hans særkende dels som feltherre, dels når han skulle træffe beslutninger i pressede situationer, udviklede sig med årene til rastløshed. Dette parret med træthed og irritation over et dårligt helbred, antagelig epilepsi, medførte en række fejlvurderinger i 45/44, herunder især hans accept af diktatur på livstid og af en række overdrevne æresbevisninger.

Reformer

Cæsar gennemførte en række reformer under tiden som diktator; gennem en opstramning af lovgivningen forsøgte han at sikre provinserne mod de misbrug, som romerske embedsmænd normalt tillod sig. Vigtigere på længere sigt var hans municipallovgivning, idet alle bystater (lat. municipia) fik ensartede bylove, som detaljeret beskrev det lokale selvstyre og dets kompetence. Endelig reformerede han den romerske kalender (se den julianske kalender).

Cæsars som forfatter

Cæsar var allerede i antikken en anerkendt forfatter. I sin ungdom skrev han digte, senere taler og mindre filosofiske værker, som alle er gået tabt. Hans ry som forfatter hviler først og fremmest på Gallerkrigen (Commentarii de bello Gallico), der er Cæsars egen beretning om hans erobring af Gallien.

Cæsars betydning for Romerriget og eftertiden

Cæsars betydning lå først og fremmest i, at han gennem sin karriere, sin handlemåde og sin idé om, at en centralisering af styret i Rom var nødvendig, definerede tidens problemer. Han banede dermed vejen for den løsning, som hans adoptivsøn Octavian, den senere kejser Augustus, gennemførte: det Romerske Kejserdømme. Hans standsfæller i samtiden delte ikke denne opfattelse, og hans mordere skal derfor også findes i de kredse, som kæmpede for at bevare en Republikansk styreform.

Eftertiden har i sin vurdering lagt vægt på Cæsars alsidige begavelse og har regnet ham for en af antikkens største personligheder som både feltherre, taler, forfatter og politiker. Især 1700- og 1800-t. betragtede Cæsar som et universalgeni, i Danmark udtrykt i Georg Brandes' tobindsværk Cajus Julius Caesar (1918); dette billede er først i de seneste år nuanceret betydeligt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig