Properts

Properts, Sextus Propertius, ca. 55 f.Kr. - efter 16 f.Kr., romersk digter. Han sluttede sig til kredsen omkring Maecenas og blev kendt som digter i 20'erne f.Kr. Hans værk består af knap hundrede elegier, overleveret i fire bøger. De tre første synes at stamme fra 29-22 f.Kr. Gennem dem går som stadigt tema et kærlighedsforhold mellem digterjeget og Cynthia, som har "betvunget" ham. Kærligheden beskrives i situationer af mere eller mindre dramatisk art og gennem replikker mellem de elskende. Sproget er fuldt af dristige billeder, og mytologien bruges som stadig baggrund, ligesom i tidens vægmalerier. Motiverne er kendt fra den hellenistiske digtning, men behandlingen er overlegen og fascinerer ved ironi og psykologisk skarphed i detaljen. Man slynges fra udtryk for intens betagelse og hengivenhed til barokke afsløringer af de to personers indbyrdes usikkerhed. Deres plads i samfundet er udvisket i digtets verden. Indre begivenheder styrer fremstillingen af de ydre: rejser, fester, møde og afsked, kærlige eller vrisne ord. Vi ved ikke, hvem og hvad Cynthia "virkelig" var. 4. bog synes at høre hjemme efter 16 f.Kr. En ny type digte med emne fra Romerrigets historie og religion dominerer, men to af de mest gribende og morsomme Cynthia-digte er med.

Properts var anerkendt i oldtiden, Ovid nævner ham, og han har nok påvirket satiren hos Juvenal og Martial. Hans måske kendteste elev er Goethe i de Romerske Elegier (ca. 1790). Ezra Pound tolker ham i Homage to Sextus Propertius (1934).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig