Artikelstart
Romantik er en periode, epoke, i europæisk kulturhistorie med højdepunkt i årene omkring 1800 og nogle årtier frem. Periodens udstrækning og betydning inden for den nationale litteratur kan være forskellig fra land til land.
Epoken har forvarsler fra ca. 1740 og efterslæt til langt op i 1800-t. afhængigt af forskellige kunstvidenskabers tradition.
Romantik er afledt af adjektivet romantisk, der oprindelig i 1700-t., anvendtes om noget mærkeligt og fremmedartet, noget, der var "som i romanerne" og altså ikke som i virkeligheden; hos Jean-Jacques Rousseau og andre brugtes det om steder og landskaber, der kalder på fantasien.
Herfra har ordene romantisk og romantik bevaret deres karakter af at pege hen på noget andet end det umiddelbart forhåndenværende, og de bruges derfor også om en særlig følelsesfylde, ofte forbundet med kærlighed og længsel, udtrykt i drøm og anelse hinsides det konkrete.
At de stadig anvendes således, skyldes så igen, at kunst fra den romantiske epoke har sat sig varige spor; romantikken har vist sig at være mere end blot en historisk epoke, snarere er den romantiske begrebsverden det grundlag, som både de moderne bevægelser omkring 1900 og store dele af 1900-t.s kunst- og værkforståelse fortsat opererer ud fra.
Romantikken danner optakt til den moderne tid, som politisk markeres af Den Franske Revolution i 1789 og senere, økonomisk, af den begyndende industrialisme og liberalisme. Romantikken reagerer — på mangfoldig og langtfra entydig vis — på en verden, som bliver mere dynamisk, og hvis værdier derfor hele tiden omvurderes.
Hverken den overleverede religion eller oplysningstidens rationalisme opleves som tilstrækkelige verdensforklaringer, hvad der dog ikke udelukker, at religionen søges genoplivet, eller at tankevirksomheden er intens, også når det gælder nye videnskabelige opdagelser.
Romantikken udtrykker både splittelse og længsel efter harmoni. En ny individualisme baner sig vej, men frigørelsen opleves samtidig som isolation. Dette kan igen afføde en stræben efter kollektive fortolkninger i især katolsk religion, i filosofi (fra Friedrich Wilhelm Joseph Schellings naturfilosofi til Georg Wilhelm Friedrich Hegels og Karl Marx' historiefilosofi) og i politik (nationalisme, som sine steder dateres tilbage til en gylden middelalder, samt socialisme) eller videnskab, fx elektromagnetismen som vidnesbyrd om "ånden i naturen".
Romantikken er således en yderst sammensat epoke, som da heller ikke har givet sig selv det navn: Man talte gerne om det romantiske og søgte at definere det, men sjældnere om sig selv som romantikere.
Mange romantiske forfatterskaber balancerer til stadighed på grænsen mellem utopi og nihilisme: mellem troen på altings sammenhæng og højere mening og oplevelsen af det stik modsatte, af kaos og meningsløshed i en verden regeret af ubevidste drifter.
I tyskeren Johann Gottlieb Fichtes filosofi postuleres en absolut bevidsthed som grundlag for al erkendelse, et "jeg", der skaber alt andet, der herefter defineres som "ikke-jeg". I litteraturen fra Ernst Theoder Amadeus Hoffmanns fortællinger til H.C. Andersens eventyr "Skyggen" kan man til gengæld møde dobbeltgænger-motivet som udtryk for jegets afmagt over for både indre og ydre kræfter.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.