romantik

Den litterære romantik i Europa begyndte i 1790'erne i flere lande nogenlunde samtidig, men uden direkte indbyrdes forbindelse. I Tyskland udviklede især Friedrich Schlegel teorien om kunstens uendelige progression, som er uforenelig med klassicismens strengere former og bl.a. fører til opløsning af de hidtidige grænser mellem genrerne: Den i kunst og kunstner virksomme stræben rækker videre end til det enkelte værk, som derfor altid er uafsluttet og ender med at dementere sig selv i "romantisk ironi".

I England markeres begyndelsen af digterne William Wordsworth og Samuel T. Coleridge, der både proklamerede og praktiserede et nyt natursyn ikke uden brod mod den i England særlig tydelige udvikling hen imod industri og urbanisering.

I Frankrig, hvor man undertiden har forbeholdt betegnelsen "romantisme" for den senere periode efter 1820, udviklede Charles Nodier, Senancour og især Chateaubriand en ny irrationalisme og religiøsitet i et opgør både med rationalismen og den politiske revolution. Den franske romantik videreføres navnlig af Victor Hugo.

I Norden skete gennembruddet for den nye strømning med Schack von Staffeldt og især Adam Oehlenschläger i Danmark og noget senere Per Atterbom i Sverige.

Mens den tidlige romantik ca. 1800 endnu prætenderede at hylde eller skabe en omfattende verdensforklaring, en syntese af det overleverede og det nye, kan senere romantikere snarere siges på forskellig vis at illustrere den moderne splittelse, således E.T.A. Hoffman eller Heinrich Heine i Tyskland, Stendhal i Frankrig, George Gordon Byron i England, at udtrykke den fremtidsrettede, idealistiske drøm som briten Percy Bysshe Shelley eller franskmanden Victor Hugo eller tværtimod at søge tilbage til angiveligt oprindelige værdier i religionen eller folket som Joseph Eichendorff i Tyskland, Walter Scott i Storbritannien eller Bernhard Severin Ingemann i Danmark.

Overalt dyrkedes den folkelige fortid, som allerede Johann Gottfried von Herder i 1770'erne havde genoplivet, også gennem indsamling af litterære fortidsminder eller det, der ansås for at være det, mest berømt i Brødrene Grimms eventyr. Til de værdier, der dyrkedes som oprindelige, hører også det barnlige: Barndommens uskyld glorificeres i megen romantisk digtning.

Romantikken både udviklede og opløste hidtidige genrer: Alle de nye temaer foldedes ud, men historiske former overleveredes stadig; først efter romantikken blev prosaen den helt dominerende litterære genre.

Mens roman og drama undertiden fragmenteredes ved lyriske eller essayistiske indslag i romanerne og ironiske brud i dramaerne eller sprængte hidtidige rammer (Johann Wolfgang Goethes Faust), førte den nye subjektivitet til en blomstring for lyrikken, så romantisk lyrik især i Nordeuropa fik klassisk status.

Den store romantiske følelse kan også slå over i det sentimentale og trivielle. Det er der naturligvis eksempler på allerede i epoken selv, men endnu mere i den brug, der siden er blevet gjort af ordet romantisk, og som ofte har skygget for begrebets oprindelige, langt mere sammensatte karakter. Se også romantisme.

Den romantiske malerkunst udvikledes under påvirkning af digtning og filosofi som den første egentlige billedkunstneriske oprørsbevægelse mod oplysningstidens dyrkelse af intellekt og fornuft. Læs om billedkunst i romantikken.

Romantikkens teater var i høj grad et oprør mod klassicismens formstrenghed. Læs mere om teater i romantikken.

Med de døde nonners dans i Giacomo Meyerbeers grand opéra Robert le Diable på Pariseroperaen i 1831 blev det tydeligt, at især balletten kunne fremstille romantikkens stemninger. Læs mere om dans i romantikken.

Med sin uafhængighed af den konkrete virkelighed, af det håndgribeligt begrebsmæssige blev musikken af 1800-t.s æstetikere fremhævet som den mest romantiske af alle kunstarter. Læs mere om musik i romantikken.