romantik

Romantik er afledt af adjektivet romantisk, der oprindelig i 1700-t., anvendtes om noget mærkeligt og fremmedartet, noget, der var "som i romanerne" og altså ikke som i virkeligheden; hos Jean-Jacques Rousseau og andre brugtes det om steder og landskaber, der kalder på fantasien.

Herfra har ordene romantisk og romantik bevaret deres karakter af at pege hen på noget andet end det umiddelbart forhåndenværende, og de bruges derfor også om en særlig følelsesfylde, ofte forbundet med kærlighed og længsel, udtrykt i drøm og anelse hinsides det konkrete.

At de stadig anvendes således, skyldes så igen, at kunst fra den romantiske epoke har sat sig varige spor; romantikken har vist sig at være mere end blot en historisk epoke, snarere er den romantiske begrebsverden det grundlag, som både de moderne bevægelser omkring 1900 og store dele af 1900-t.s kunst- og værkforståelse fortsat opererer ud fra.

Romantikken danner optakt til den moderne tid, som politisk markeres af Den Franske Revolution i 1789 og senere, økonomisk, af den begyndende industrialisme og liberalisme. Romantikken reagerer — på mangfoldig og langtfra entydig vis — på en verden, som bliver mere dynamisk, og hvis værdier derfor hele tiden omvurderes.

Hverken den overleverede religion eller oplysningstidens rationalisme opleves som tilstrækkelige verdensforklaringer, hvad der dog ikke udelukker, at religionen søges genoplivet, eller at tankevirksomheden er intens, også når det gælder nye videnskabelige opdagelser.

Romantikken udtrykker både splittelse og længsel efter harmoni. En ny individualisme baner sig vej, men frigørelsen opleves samtidig som isolation. Dette kan igen afføde en stræben efter kollektive fortolkninger i især katolsk religion, i filosofi (fra Friedrich Wilhelm Joseph Schellings naturfilosofi til Georg Wilhelm Friedrich Hegels og Karl Marx' historiefilosofi) og i politik (nationalisme, som sine steder dateres tilbage til en gylden middelalder, samt socialisme) eller videnskab, fx elektromagnetismen som vidnesbyrd om "ånden i naturen".

Romantikken er således en yderst sammensat epoke, som da heller ikke har givet sig selv det navn: Man talte gerne om det romantiske og søgte at definere det, men sjældnere om sig selv som romantikere.

Mange romantiske forfatterskaber balancerer til stadighed på grænsen mellem utopi og nihilisme: mellem troen på altings sammenhæng og højere mening og oplevelsen af det stik modsatte, af kaos og meningsløshed i en verden regeret af ubevidste drifter.

I tyskeren Johann Gottlieb Fichtes filosofi postuleres en absolut bevidsthed som grundlag for al erkendelse, et "jeg", der skaber alt andet, der herefter defineres som "ikke-jeg". I litteraturen fra Ernst Theoder Amadeus Hoffmanns fortællinger til H.C. Andersens eventyr "Skyggen" kan man til gengæld møde dobbeltgænger-motivet som udtryk for jegets afmagt over for både indre og ydre kræfter.

Den litterære romantik i Europa begyndte i 1790'erne i flere lande nogenlunde samtidig, men uden direkte indbyrdes forbindelse. I Tyskland udviklede især Friedrich Schlegel teorien om kunstens uendelige progression, som er uforenelig med klassicismens strengere former og bl.a. fører til opløsning af de hidtidige grænser mellem genrerne: Den i kunst og kunstner virksomme stræben rækker videre end til det enkelte værk, som derfor altid er uafsluttet og ender med at dementere sig selv i "romantisk ironi".

I England markeres begyndelsen af digterne William Wordsworth og Samuel T. Coleridge, der både proklamerede og praktiserede et nyt natursyn ikke uden brod mod den i England særlig tydelige udvikling hen imod industri og urbanisering.

I Frankrig, hvor man undertiden har forbeholdt betegnelsen "romantisme" for den senere periode efter 1820, udviklede Charles Nodier, Senancour og især Chateaubriand en ny irrationalisme og religiøsitet i et opgør både med rationalismen og den politiske revolution. Den franske romantik videreføres navnlig af Victor Hugo.

I Norden skete gennembruddet for den nye strømning med Schack von Staffeldt og især Adam Oehlenschläger i Danmark og noget senere Per Atterbom i Sverige.

Mens den tidlige romantik ca. 1800 endnu prætenderede at hylde eller skabe en omfattende verdensforklaring, en syntese af det overleverede og det nye, kan senere romantikere snarere siges på forskellig vis at illustrere den moderne splittelse, således E.T.A. Hoffman eller Heinrich Heine i Tyskland, Stendhal i Frankrig, George Gordon Byron i England, at udtrykke den fremtidsrettede, idealistiske drøm som briten Percy Bysshe Shelley eller franskmanden Victor Hugo eller tværtimod at søge tilbage til angiveligt oprindelige værdier i religionen eller folket som Joseph Eichendorff i Tyskland, Walter Scott i Storbritannien eller Bernhard Severin Ingemann i Danmark.

Overalt dyrkedes den folkelige fortid, som allerede Johann Gottfried von Herder i 1770'erne havde genoplivet, også gennem indsamling af litterære fortidsminder eller det, der ansås for at være det, mest berømt i Brødrene Grimms eventyr. Til de værdier, der dyrkedes som oprindelige, hører også det barnlige: Barndommens uskyld glorificeres i megen romantisk digtning.

Den romantiske malerkunst udvikledes under påvirkning af digtning og filosofi som den første egentlige billedkunstneriske oprørsbevægelse mod oplysningstidens dyrkelse af intellekt og fornuft. Læs om billedkunst i romantikken.

Romantikkens teater var i høj grad et oprør mod klassicismens formstrenghed. Læs mere om teater i romantikken.

Med de døde nonners dans i Giacomo Meyerbeers grand opéra Robert le Diable på Pariseroperaen i 1831 blev det tydeligt, at især balletten kunne fremstille romantikkens stemninger. Læs mere om dans i romantikken.

Med sin uafhængighed af den konkrete virkelighed, af det håndgribeligt begrebsmæssige blev musikken af 1800-t.s æstetikere fremhævet som den mest romantiske af alle kunstarter. Læs mere om musik i romantikken.

• Romantikkens verden. Natur, menneske, samfund, kunst og kultur (red. Ole Høiris og Thomas Ledet) (2008). Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
• Lund, Hans Peter (u.å.). Den franske romantik som litteraturhistorisk problem. Litteraturkritik & romantikstudier – skriftrække 14.