Faktaboks

Erling Haaland

Erling Braut Haaland

Født
21. juli 2000, Leeds, Storbritannien

Erling Haaland er en norsk fodboldspiller, der allerede har opnået status som den bedste spiller i Norge nogensinde. Han han været en af de senere års bedste angribere i verden og havde især stor succes i 2022/2023-sæsonen, hvor han med sin klub, Manchester City, vandt Champions League, Premier League og FA Cuppen.

Erling Haalands klubkarriere

Bryne FK

Erling Haaland
Erling Haaland i en kamp for Borussia Dortmund den 8. april 2022.
Erling Haaland
Af /Firo Sportphoto/AP/Ritzau Scanpix.

Erling Haaland begyndte som fem-årig i Bryne FK, hvor han spillede i mere end ti år. I maj 2016 fik han som 15-årig debut på klubbens hold i 1. division, Norges næstbedste række.

Molde FK

I februar 2017 skiftede Erling Haaland til Molde FK i landets bedste række, Eliteserien. Her var den senere Manchester United-manager Ole Gunnar Solskjær (f. 1973) træner, og han gav debut til Erling Haaland i pokalturneringen i april og i Eliteserien i juni. Han blev hurtigt fast mand på holdet og scorede mange mål i de to år, han var i klubben, som både i 2017 og 2018 endte på en andenplads i Eliteserien.

Red Bull Salzburg

I januar 2019 kom han til den østrigske klub Red Bull Salzburg. Her gik det for alvor stærkt for den store og stærke nordmand, som scorede mål på stribe i både den østrigske liga og Champions League, hvor han blev noteret for otte mål i klubbens seks gruppekampe. Det blev til et enkelt år i Østrig, men han nåede midtvejs at være med til at vinde såvel mesterskab som pokalturnering.

Borussia Dortmund

Erling Haaland
Erling Haaland løfter Champions League-trofæet efter Manchester Citys 1-0 sejr over Inter i finalen den 10. juni 2023.
Erling Haaland
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Lige før årsskiftet 2019/2020 skrev Erling Haaland kontrakt med den tyske storklub Borussia Dortmund, hvor han fik succes med det samme og udviklede sig til en verdensstjerne. Han spillede i to et halvt år for Borussia Dortmund, som i den periode opnåede to andenpladser og en tredjeplads i Bundesligaen. Desuden var han med til at vinde den tyske pokalturnering i 2021, hvor han scorede to gange i finalesejren på 4-1 over RB Leipzig. To gange blev Erland Haaland nummer tre på Bundesligaens topscorerliste. I Champions League blev han med ti mål topscorer i 2020/2021-sæsonen, hvor Borussia Dortmund nåede frem til kvartfinalerne.

Manchester City

Manchester City var allerede Englands stærkeste klub, da Erland Haaland skrev under på en fem-årig aftale med klubben i sommeren i 2022. Men de regerende engelske mestre blev endnu bedre med ham på holdet, ligesom han selv ramte et højere niveau end tidligere. I sin første sæson i Manchester-klubben var han med til at vinde både Premier League og FA Cuppen, den engelske pokalturnering. Men den helt store triumf blev sejren i Champions League, som klubben aldrig før havde vundet. I finalen blev Inter slået 1-0. Erland Haaland blev topscorer i Premier League med 37 mål, hvilket var ny rekord for antal scorede mål på en sæson, siden Premier League blev etableret i 1992. Desuden blev han topscorer i Champions League med 12 mål.

2023/2024-sæsonen indledte Manchester City med at slå Sevilla i den europæiske Super Cup, som er et opgør mellem vinderne af Champions League og Europa League. Den ordinære spilletid endte 1-1. Erling Haaland scorede på det første forsøg i straffesparkskonkurrencen, der sluttede 5-4.

Erling Haalands landsholdskarriere

Erling Haaland
Erling Haaland fejrer sin scoring til 1-0 i Nations League-kampen mellem Norge og Sverige den 12. juni 2022. Norge vandt kampen 3-2, og Haaland scorede yderligere et mål.
Erling Haaland
Af /EPA/Ritzau Scanpix.

I maj 2019 leverede Erling Haaland en helt unik præstation for det norske ungdomslandshold, der ved U20-VM i Polen vandt 12-0 over Honduras i det indledende gruppespil. Hele ni mål scorede Erland Haaland, som uden at score i Norges øvrige to kampe blev en suveræn topscorer ved slutrunden.

Erling Haaland debuterede på det norske A-landshold den 5. september 2019 i en kamp mod Malta, hvor han dog ikke kom på måltavlen. Siden er det blevet til en del mål, uden han har haft den store succes med det norske landshold, der ikke har deltaget ved en slutrunde siden EM i 2000, og som lige nu heller ikke ser ud til at kvalificere sig til EM i 2024.

Navneskift

Erling Haaland ændrede officielt sit efternavn fra Håland til Haaland i 2019.

Forældre

Erling Haalands far, Alf Inge Håland (f. 1972) – også kaldet Alfie Haaland – opnåede 34 landskampe på det norske landshold. På klubplan spillede han for Bryne, Nottingham Forest, Leeds og Manchester City. Hans karriere stoppede i 2003 på grund af en knæskade. Hans mor, Gry Marita Braut (f. 1975), var atletikudøver som ung og vandt blandt andet guld i syvkamp ved de norske ungdomsmesterskaber.

Udvalgte kåringer

Erling Haaland

Erling Haaland modtager prisen som UEFA's årets spiller i Europa 2022/2023.

Erling Haaland
Af /EPA/Ritzau Scanpix.
  • Årets spiller i Østrig i 2019
  • Kåret til Golden Boy, årets unge spiller i Europa, i 2020
  • Årets sportsperson i Norge 2020
  • Tildelt Gullballen som årets spiller i Norge i 2020, 2021 og 2022
  • UEFA's årets spiller i Europa 2022/2023
  • Årets spiller i England 2022/2023, kåret af PFA, spillernes forening
  • Årets spiller i England 2022/2023, kåret af FWA, fodboldjournalisternes forening
  • Blev nummer to i afstemningen om Ballon d'Or 2022/2023 – Lionel Messi blev nummer et.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne Links

  • Norges fodbold-forbunds hjemmeside
  • Manchester Citys hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig