tilknytning

Tilknytning, i psykologi barnets tilbøjelighed til at søge omsorg hos én eller flere bestemte personer, normalt dets mor og/eller far. Betegnelsen anvendes i videre forstand også om forældres relation til barnet samt venskabs- og kærlighedsbånd.

Ved etårsalderen viser tryg tilknytning sig ved, at barnet formår at bruge moderen (og/eller andre tilknytningspersoner) som "sikker base" i sin udforskning af verden: Når det bliver kontaktet af en fremmed, kikker det hen på sin mor for at få hjælp til at tolke, om situationen er farlig eller ej. Når det befinder sig i en fremmed og uvant situation, er det nysgerrigt og engageret, når moderen opholder sig i umiddelbar nærhed, det protesterer, når moderen forlader lokalet, og det viser gensynsglæde og lader sig trøste, når moderen efter et minut kommer tilbage.

Ca. 10-15 % af alle børn i denne alder har utryg modstræbende tilknytning til deres mor: Når de befinder sig i en fremmed situation, er de ikke nysgerrige og engagerede, men er henvendt mod deres mor uden at kunne bruge kontakten med hende til at lade sig berolige.

Andre 10-15 % har utryg undgående tilknytning: Når moderen forlader lokalet, protesterer de ikke, selvom fysiologiske målinger kan vise, at de er ængstelige ved situationen, og når moderen kommer tilbage, ignorerer de hende og viser ingen gensynsglæde.

Tilknytningsmønsteret er nogenlunde stabilt over tid, men kan dog ændre sig. Det spiller en rolle for, hvordan personen siden hen, som ung og som voksen, omgås andre mennesker og oplever sig selv. Især i nære relationer som kærligheds- og parforhold vil tilknytningsmønsteret aktiveres, og i den forstand vil de tidligste tilknytningsforhold have betydning for de senere.