aldring

Hvornår er man gammel? I vore dage kan en persons alder defineres kronologisk som afstanden fra fødselstidspunktet angivet i år. Alderen sammenkædes her med en lineær tidsregning baseret på astronomiske beregninger, som inddeler tiden i lige store enheder, fx i år eller sekunder. I folkeregister og personnummer registreres fødslen ved år, måned og dag.

Den kronologiske alder udgør et upræcist mål for organismens vækst og udvikling. Det gælder i vore dage, hvor befolkningen møder alderdommen med vidt forskellige forudsætninger, ligesom det gælder alle samfund verden over og alle historiske perioder.

I ældre tid blev alder beskrevet ud fra andre kendetegn end år. Den individuelle alder blev knyttet til store begivenheder som krige, kometers tilsynekomst og nødår eller angivet ved hjælp af kirkelige højtider, helgendage eller andre mærkedage. Ofte blev alder angivet ved hjælp af en periode og sammenkædet med årets eller livets gang. I lighed med græske filosoffers tanker om de fire elementer blev alderdommen beskrevet som livets efterår og vinter.

I antikken blev livet opdelt i syvårsperioder, således at livets fysiske højdepunkt lå ved 5 gange 7 år (35 år), det åndelige højdepunkt indtraf ved 7 gange 7 år (49 år), mens livets aldre sluttede ved 10 gange 7 år (70 år). På billeder af alderstrappen, som fik vid udbredelse efter bogtrykkerkunstens opfindelse, findes der stadig ti aldre med højdepunktet omkring den femte alder. Her har periodeangivelserne ændret sig til tiårsperioder. Livets højdepunkt er som nævnt 50 år, mens livets afslutning markeres ved 100 år.

Den kronologiske alder havde i ældre tid ofte mindre betydning end den alder, som var knyttet til livets gang og ikke mindst til ændringer i ægteskabs-, familie- eller arbejdsforhold, herunder overgangen til voksenarbejde eller aftægt. Det var en opdeling i generationer, og en sådan opdeling spiller fortsat en stor rolle i livets cyklus, og stadig flere i den industrialiserede verden oplever at blive bedsteforældre, oldeforældre eller tipoldeforældre.

Skikken at festligholde fødselsdage blev først almindelig i 1900-t. Store fester ved runde år af anden art kendes dog allerede fra 1500-t., da man begyndte at fejre guldbryllup for at festligholde, at ægteskabet havde nået en høj alder. Også jubilæer, hvor man fejrer en høj alder i arbejdet, har været kendt i flere århundreder.

Alderdom kan defineres demografisk som den alder, hvor halvdelen af en fødselsårgang er død; i Danmark i slutningen af 1990'erne ca. 80 år. Andre har foreslået, at høj alder og høj levealder knyttes sammen, således at alderdom er den sidste fase af livet, eller at den gruppe, som har en forventet restlevetid på ti år, beskrives som de gamle (i 2012 var den gennemsnitlige levealder 78,1 for mænd og 82,1 for kvinder).

Psykologisk er man gammel, når man opfatter sig selv som gammel, eller når omgivelserne betragter en som så gammel, at man i deres holdninger spejler et gammelt menneske. I de fleste samfund opfattes mænds og kvinders alderdom forskelligt. Se køn.

Juridisk fastsættes aldersgrænser ved hjælp af lovgivning. I ældre tid defineredes gamle som mennesker, der havde brug for hjælp og var afhængige af familie, privat velgørenhed, hjælpeorganisationer eller offentlig fattighjælp. Hjælpen var knyttet til trang og ikke til en bestemt alder. Først i 1891, da Danmark som det første land i verden fik en lov om skattefinansieret alderdomsforsørgelse, blev der fastsat en aldersgrænse på 60 år. Siden steg den til 70 år.

Omkring årtusindskiftet var den reelt 60 år, idet halvdelen af befolkningen da ikke længere er en del af den lønnede arbejdsstyrke. Statistisk deles befolkningen over 60 år almindeligt i unge gamle og gamle gamle ud fra helbred, funktionsbegrænsninger og hjælpebehov. Ofte sættes grænsen ved 80-85-årsalderen.

Jo ældre vi bliver, desto mere forskellige er vi. Alligevel er det i vore dage almindeligt at beskrive og afgrænse de gamle som en gruppe, der betegnes som ældrebefolkningen. I opfattelsen af ældrebefolkningen som en gruppe, der har andet tilfælles end alderen, indgår modstridende billeddannelser. Ofte knyttes billederne temmelig kategorisk til alderdommens mørkeste eller lyseste sider, mens mere nuancerede eller sammensatte billeddannelser tillægges mindre vægt.

Ældrepolitik vedrører ofte ældre, der har behov for hjælp, hvorfor ældre og handicappede ofte omtales under et. Når seksårige børn bliver bedt om at tegne "en gammel", skildres svækkelsestegn, fx en krumbøjet skikkelse med stok. Men samme børns bedsteforældre (eller oldeforældre) opfattes ikke som gamle, medmindre de er sygdomssvækkede. Når medierne beretter om, "hvordan vi behandler vore ældre", er der som regel tale om en stillingtagen til konkrete problemer hos svækkede ældre, ligesom omtalen af gamle udøvere af elitesport ofte henviser til ekstreme situationer knyttet til bestemte mennesker.

Sociologiske undersøgelser har vist, at holdningerne til alderdommen generelt bliver mere positive med alderen, dvs. jo flere direkte erfaringer, den interviewede har både om sin egen og jævnaldrendes alderdom, jo mere positiv. Samtidig ses det, at der knyttes flere positive forventninger til alderdommen i de nye generationer. Dette kan bl.a. skyldes, at antallet af gamle mennesker, der samtidig er raske, er øget. Det kan også bero på, at opmærksomheden på alderdommens og pensionisttilværelsens muligheder er stigende.

Også i andre samfund og i tidligere tider præges og prægedes holdningerne af modstridende opfattelser. Respekt knyttes til billedet af den erfarne og vise, despekt til billedet af den sygdomssvækkede. Vrede og angst knyttes til beskrivelser af magtgale og farlige gamle mennesker, mens latterliggørelse bruges som våben over for enhver, som overtræder samfundets skrevne og uskrevne love.

Den franske historiker Georges Minois (f. 1946) har fundet, at holdningerne var mest positive i såkaldte overgangssamfund, der var præget af krige og sygdomsepidemier, og hvor ældres rolle som kulturbærere derfor var særlig vigtig. Holdningerne var derimod mere negative i stabile statsdannelser (fx i antikkens Rom og renæssancens kultursamfund).

I eventyr, der er kendt verden over, knyttes handlingen til en kamp mellem generationer, hvor de unge går af med sejren. Ofte er skurken, som dræbes i slutningen, en gammel kvinde med unaturlig magt og unaturlige lyster. Hertil hører heksen. En feministisk forfatter som Germaine Greer kritiserer vor kulturs irrationelle frygt for gamle kvinder — en frygt hun kalder anofobi (lat. anus 'gammel kvinde'). Heksen, kællingen, rappenskralden er nogle af de nedsættende udtryk, der hæftes på den gamle kone, som efter at have tabt sin seksuelle tiltrækningskraft og fertilitet vækker afsky og angst.

Ved siden af dette kulturskabte skræmmebillede står imidlertid også billedet af de gamle som hjælpere for de unge på deres vej ud i verden. I kraft af deres dybe erfaring har de magiske redskaber eller gode råd at give til den rette. Et udtryk for fortællernes tro på, at alderdommen har værdier at viderebefordre.

I anden litteratur og billedkunst og ikke mindst på teatret fremstilles gamle mennesker både i ældre og i nyere tid ofte som unormale, tåbelige eller faretruende — fx af Horats, Juvenal, William Shakespeare, Ludvig Holberg og i commedia dell'arte-traditionen, som den kendes fra Mester Jakel eller Pantomimeteatret i Tivoli.

Og nutiden giver den intet efter, fx Samuel Beckett i Slutspil, hvor de gamle, gnækkende forældre er anbragt i skraldespanden sammen med deres senile minder. I sådanne skildringer symboliseres negative psykiske egenskaber ved kropslige svækkelsestegn: den krumme, gigtplagede finger som symbol på den gamle gnier, den tørre hud som tegn på manglende blufærdighed, den krumbøjede ryg som tegn på ateisme (frygt for at se mod himlen), de rindende øjne som symbol på "onde øjne", de svage knæ som udtryk for frygtsomhed, og den nedslidte stemme som tegn på mange års udskældning.

De måske ældste modstridende holdninger til alderdommen findes markeret mellem Platon og Aristoteles. Platon hæftede sig ved alderdommens muligheder — den idealiserede alderdom præget af erfaring og visdom. Enkelte andre filosoffer som Cicero og Seneca havde tilsvarende syn. Aristoteles fremhævede derimod alderdommen som en tilstand af svækkelse, psykisk og fysisk forfald. Aristoteles' konstruktion af alderdommen som begrebskategori byggede på en slags "moralfysiologi".

Kroppens aldersforandringer var ifølge datidens lægevidenskab forårsaget af gradvis afkøling og indtørring. Hjertet havde fra fødslen en medfødt kvote af varmeenergi, som langsomt blev afgivet og ligesom en ild skulle næres og vedligeholdes. Ilden kunne gå ud for tidligt pga. manglende næring, eller hvis den blev pustet ud. Af sidstnævnte årsag blev fysisk anstrengelse frarådet. Moderat aktivitet kunne anbefales, men et øget forbrug af kræfter førte til fremskyndet aldring og død. Samtidig frarådedes seksuel aktivitet, idet kroppen derved afsondrede sekreter og hurtigere udtørredes.

Sideløbende med disse fysiologiske forandringer skete en række psykiske (negative) ændringer bl.a. som følge af "en ophobning af fejl". Samme opfattelser var senere fremherskende i den kristne kultur. Alderdomssvækkelse var resultatet af et syndigt liv. Til gengæld kunne kirken give syndsforladelse og tilbyde omsorg og pleje.

I 1800-t. var udviklingen inden for to fag medvirkende til at fastholde negative billeder af alderdommen og opfatte de gamle som en særlig kategori i samfundet. Udviklingen af lægevidenskaben førte til overdrevne forestillinger om betydningen af organernes aldersforandringer. Man var ikke opmærksom på organismens fysiologiske reservekapacitet og mulighederne for træning og vedligeholdelse af fysiske og psykiske færdigheder. Udviklingen af statistikken førte til fejlagtige forestillinger om livskurver over aldersbetingede forandringer.

Man opererede fx med gennemsnitsværdier for funktionsevne, der byggede på både raske, syge og svækkede ældre, og man mente derfor at kunne fastsætte tidspunktet for "alderdommens start". 60 år blev den mest anvendte grænse, og denne blev også anvendt som kriterium ved den senere indførelse af alderdomsforsørgelse (i Danmark i 1891).

I det moderne industrisamfund har konstruktionen af aldersgrænser i den almindelige bevidsthed og i samfundslivet ført til, at ældre betragtes som en gruppe på trods af, at individuelle forskelle øges med alderen. Og denne gruppe er helt eller delvis afskåret fra deltagelse i arbejdslivet, i mange funktioner i foreningsliv osv. (Se også alderisme).

Gerontologi er den videnskab, der beskæftiger sig med aldring. Først i den nyere gerontologiske forskning skelnes der mellem uundgåelig aldring og påvirkning fra omgivelserne, herunder sygdom. Derved opstår nye muligheder for at undgå væsentlig reduktion af funktionskapaciteten på en række områder.

Den tværfaglige viden, der muliggør dette, hentes fra så forskellige forskningsfelter som fx molekylærbiologi (DNA-molekylet), geriatri (genoptræning af syge gamle) og demografi (forventet levealder). Målet er flere aktive leveår, hvorved forstås år, hvor man er uafhængig af andres hjælp.

Biologiske aldersprocesser foregår på mange niveauer i organismen — fra DNA-molekylet via cellens dele, væv (sammensat af celler og grundsubstans), organer (sammensat af forskellige væv) og organsystemer til hele organismen (individet) med dens fysiologiske funktioner og styringsmekanismer.

De biologiske aldringsprocesser er på det overordnede niveau styret af arvemassen i cellerne (DNA), hvilket tydeligt ses af forskellene mellem arters maksimale levetid. Små gnavere som mus og rotter lever højst 2-4 år, hunde og katte 10-20 år, mennesket 95-115 år og Galápagosskildpadden mere end 150 år.

Disse forskelle genfindes, når forskellige egenskaber måles hos celler, der er dyrket i reagensglas, fra disse arter. Man kan måle, hvor mange gange bindevævsceller evner at dele sig under standardiserede betingelser — det maksimale antal mulige celledelinger stiger proportionalt med artens maksimale levetid.

Der er i tidernes løb fremført talrige teorier om mekanismerne bag den biologiske aldring, men ingen af disse har været i stand til at forklare alle kendte aspekter af de biologiske aldringsprocesser. De fleste af teorierne har forvirret mere end bidraget til opklaringen af den biologiske aldrings mekanismer.

Det var i nogen tid en levedygtig teori, at cellen i sit DNA havde et "dødsgen" eller "taxameter", som begrænsede også den enkelte celles levetid i reagensglas, hvor cellen er upåvirket af skadelig indflydelse såvel fra andre dele af organismen (stofskifteprodukter) som fra de ydre omgivelser. Der er imidlertid aldrig fundet en sandsynlig DNA-mekanisme for sådan et "taxameter". Interessen er nu koncentreret om forringelser af arvemassens "nøjagtighed" og funktionsdygtighed.

Arvemassen, der er opbygget af dobbeltstrenget DNA, udsættes hele tiden for skadelige påvirkninger fra cellens normale stofskifte — fx dannelsen af frie iltradikaler (meget reaktive kemiske forbindelser, der dannes ved kaloriestofskiftet). Der findes systemer i cellerne til såvel beskyttelse mod frie radikaler som reparation af skader (mutationer), der opstår på den ene af DNA'ets dobbeltstrenge. Effektiviteten af disse systemer stiger proportionalt med artens maksimale levetid.

Forandringen af den genetiske kode er resultatet af en række sideløbende samvirkende processer. Disse processer sker som en del af arternes udvikling, hvor udvælgelsen af arvelige egenskaber er sket ud fra den unge og modne organismes evne til forplantning og overlevelse. Genernes aldringsegenskaber kan betragtes som bivirkninger til udvælgelsen af de mest levedygtige. En del af disse gener har formentlig en dobbeltvirkning, således at de på den ene side er befordrende for den unge organismes forplantningsevne og overlevelse, mens de på den anden side er ødelæggende senere i den normale livscyklus.

En begrænsning af celledelingsevnen kan fx forebygge ondartede svulster hos den unge, men samtidig forringe reparationsevnen i så høj grad hos den gamle, at reservekapaciteten begrænses. Evnen til forplantning har således under arternes udvikling i højere grad været udvalgt end vedligeholdelsesmekanismerne, der er nødvendige for den modne organismes overlevelse. Efter 40-årsalderen må mere og mere af reservekapaciteten tages i brug. Slutresultatet vil være, at evnen til at vedligeholde den indre ligevægt svigter – med døden som konsekvens.

Den genetiske styring af cellens forsvarsmekanismer (især mod iltradikaler) har afgørende betydning for organismens forventede levetid. Hos lavtstående arter, fx bananfluer og rundorme, er der påvist særlig effektive varianter af disse gener, som kan forlænge levetiden med 70-100%. En lignende, men mindre udtalt effekt er opnået hos mus og rotter ved indskrænkning af fødeindtagelsen. Det mindsker dannelsen af frie radikaler. En videre udvikling af denne type forskning vil have betydning for forebyggelse og behandling af degenerative sygdomme hos det aldrende menneske.

De fleste organfunktioner nedsættes med stigende alder. Dette er for det meste beskrevet som en mindskning af en funktion med nogenlunde samme procenttal pr. tiår fra 30-årsalderen. Immunsystemet spiller en væsentlig rolle ved de normale aldersprocesser. En øget autoimmunitet kan spille ind; en forøget mængde autoantistoffer (antistoffer mod eget væv) er påvist i den aldrende organisme, og visse autoimmune sygdomme ligner til en vis grad aldringen.

Det funktionelle samspil mellem organer og organsystemer har stor betydning for, at organismen skal kunne fungere normalt og overleve øgede belastninger. Et stort antal koordinations- og kontrolmekanismer sørger for, at organismens forskellige fysiologiske funktioner udføres hensigtsmæssigt. Nedgangen i kapacitet er som regel større, når flere organer skal samordnes for at udføre en funktion, end en summation af de enkelte organers funktionsmindskning.

Muskelfunktioner, som kræver koordination — fx brug af en skruetrækker — mindskes mere end den statiske, rå muskelstyrke — fx simpel løftning af en vægt. Tilsvarende mindskes evnen til fysisk arbejde mere end en summation af procentuelle mindskninger i blodcirkulationen i muskelvæv, muskelstyrken og muskelinnervationen hver for sig. Der adderes altså en svækkelse svarende til aldersreduktionen i nervesystemet.

Med alderen sker der forandringer i de fysiologiske mekanismer, der sikrer balancen af en række livsvigtige funktioner (homøostasen). Disse mekanismer bliver mindre sensitive, mere upræcise, langsommere og opretholdes dårligere med tiden. Gamle menneskers legemstemperatur falder mere end unges, når de under laboratorieforsøg udsættes for samme grad af kulde, og øgningen af deres iltforbrug er større end hos unge.

Under en varmebølge øger såvel unge som gamle mennesker deres legemstemperatur, men det tager længere tid for den ældre at normalisere den. Den 70-åriges evne til at afgive varme er kun to tredjedele af den 25-åriges, bl.a. vil en forøgelse af svedsekretionen være mindre. Konsekvensen af denne mindskning af tilpasningsevnen ses også som dødsfald under varmebølger; der dør ti gange flere af de 80-90-årige end af de 70-80-årige.

Tilsvarende langsommelighed i genoprettelse af homøostasen ses for syre/baseregulation og væske/saltbalance. Endnu et eksempel er nyrens reducerede evne til at kunne udskille mere koncentreret urin som reaktion på hormonpåvirkning fra hjernen. Der sker således væsentlige hormonforandringer i løbet af den normale aldring. Binding af hormon til receptorer mindskes, og ved de fleste undersøgte celletyper sker en mindskning af receptorkoncentrationen.

Aldring og død i de ældste aldersgrupper kan ses som en konsekvens af svigtende tilpasning til de varierende krav, som det indre og ydre miljø stiller til de fysiologiske kontrolmekanismer. At det ved en øget belastning af den ældede organisme er svigt i disse mekanismer, som gør udslaget, ses indirekte af, at dødeligheden pga. forskellige typer sygdomme stiger voldsomt og næsten parallelt med den totale dødelighed. For den udlevede organisme kan enhver belastning være dødsensfarlig.

beskæftiger sig med den psykiske udvikling i den sene ende af livsløbet og de faktorer, der påvirker denne udvikling. Gerontopsykologi omfatter to hovedområder: Det almenpsykologiske, der beskæftiger sig med den normale aldring, og det kliniskpsykologiske, der omfatter psykisk sygdom og psykologiske behandlingsmetoder.

Tidligere i dette århundrede var "defektmodellen" fremtrædende i forståelsen af aldring. Bag modellen lå den grundantagelse, at psykologiske aldersændringer var biologisk bestemt, og at der med alderen skete en forringelse af en lang række mentale funktioner efter et fysisk og psykisk toppunkt i ungdomsårene og den tidlige voksenalder. Baggrunden for denne opfattelse var dels resultater af befolkningsundersøgelser udført som tværsnitsundersøgelser, der ikke skelner mellem aldersændringer og aldersforskelle, dels at forskningen i mindre grad var opmærksom på de områder, hvor tiltagende alder og erfaring kunne medføre psykisk vækst.

Længdesnitsundersøgelser, dvs. at de samme mennesker undersøges på forskellige tidspunkter, pegede på, at aldersændringerne var mindre end tidligere antaget (se aldringsundersøgelse). I 1970'erne introduceredes det livslange udviklingsperspektiv (life span psychology), som omfatter hele menneskets livsløb og anlægger en bredere og mere samspilsorienteret forståelse af menneskets udvikling. Et grundlæggende træk ved denne orientering er større betoning af ændrings- og vækstmuligheder livet igennem, når de rette sociale, psykologiske og biologiske betingelser er til stede.

Den normale aldring indebærer ændringer i de kognitive funktioner (intelligens, hukommelse, indlæring, tænkning), men mange af disse ændringer forløber livet igennem og er ikke specielt knyttet til alderdommen. Det gælder for den såkaldte "flydende intelligens", der henviser til hastighed, mental spændvidde og reservekapacitet i informationsbearbejdning. Disse funktioner viser normalt et gradvist fald i den sidste del af voksenalderen. Derimod kan erfaringsbaserede funktioner, "krystalliseret intelligens" (fx viden, strategisk indsigt, specialiserede færdigheder) øges livet igennem under de rette betingelser.

Det har tidligere været en udbredt antagelse, at alderdommen medførte udvikling af særlige personlighedsegenskaber (fx visdom, nærighed, åndelig stivhed og sentimentalitet) eller tab af tidligere egenskaber (fx kreativitet og socialt engagement). Studier af forskellige ældregenerationer peger på, at det er vanskeligt at påvise særlige, typiske personlighedsegenskaber hos ældre.

Derimod kan der i visse holdninger og adfærdsmønstre påvises en kulturel prægningseffekt, således at fx visse holdninger optræder særlig hyppigt i generationer, der har været udsat for samme kulturhistoriske påvirkninger (fx holdninger til kønsroller eller sociale støtteforanstaltninger).

Et gennemgående træk ved psykologiske studier af ældre er den store variation i ældrebefolkningen, både mellem jævnaldrende ældre og mellem ældre på forskellige alderstrin. Med stigende alder øges risikoen for udvikling af mentale svækkelsestilstande, fx demensudvikling eller svækkelse af psykiske funktioner. I kontrast hertil står fænomenet "elitealdring", der henviser til gamle mennesker med særdeles velbevarede psykiske funktioner.

Kronologisk alder i sig selv er således et usikkert grundlag for forudsigelser om psykiske egenskaber. Markante psykiske ændringer i alderdommen er snarere betinget af andre forhold end alder (fx fysisk eller psykisk sygdom, kriser og social isolation).

Befolkningens alderssammensætning har indtil dette århundrede været ret konstant. Næsten en tredjedel af de børn, der blev født, døde det første år. Befolkningsligevægt sikredes kun gennem et stort antal fødsler. Når mænd og kvinder blev optalt i hver sin aldersgruppe, kunne resultatet afbildes i en pyramidelignende figur, hvis basis blev dannet af det store antal børn og unge.

Gennemsnitsalderen var lav, og kun få levede, til de var over 65. Nu er 12,5% af befolkningen så gamle, og år 2050 antages det, at 20-25% af verdens befolkning er over 65 år. Dette skyldes et udtalt fald i dødeligheden blandt unge og midaldrende og nu også i de ældste aldersgrupper. Når børnedødeligheden går ned, bliver befolkningspyramidens basis bredere, som det skete i Danmark i begyndelsen af dette århundrede. Sociale og økonomiske opsving fører til fald i fødselstal, fx som i 1930'ernes Danmark.

Så indsnævres pyramidens basis, og toppen begynder at blive bredere, i takt med at børnene overlever til højere alder. Man kan alle steder i verden regne på næste århundredes befolkningsstruktur, for de mennesker, der år 2050 vil være gamle, er allerede født, og dødeligheden nogenlunde kendt. Overlevelseskurven op til år 1900 var formet af infektioner, sult og høj børnedødelighed. Derefter var forbedret hygiejne en vigtig årsag til forbedret overlevelse, senere understøttet af øgede behandlingsmuligheder.

Nutidens mere rektangulære overlevelseskurve formes af kroniske degenerative sygdomme, først og fremmest åreforkalkning, kræft, fedme, diabetes, knogleskørhed og bronkitis. Det er muligt, at elimination af sygdomme fører til udskydelsen af dødstidspunktet fra de nuværende 75 år til 85 år.

Vigtigt er det imidlertid, om der samtidig er en øvre grænse for, hvor længe man kan leve. Indtil videre tyder intet på, at mennesker kan leve ret længe på den anden side af de 110 år. Den hidtil (2014) ældste person, Jeanne Calment (1875-1997) fra Frankrig, var 122 år, da hun døde. Hendes fødselsdata er bl.a. dokumenteret ved dåbsattesten.

I Danmark var der i 2013 over 1000 personer på 100 år eller derover, hvilket var 100 gange så mange som 60 år tidligere. Årsagen hertil er dels de store fødselsårgange omkring 1900, dels en betydelig bedring af de ældres sundhedstilstand fra slutningen af 1900-t. som følge af bedre behandlingsmuligheder. Accelerationen i dødelighed sætter i gennemsnit ind omkring 85-årsalderen som led i de basale aldersforandringer.

"Forventede aktive leveår" er det antal år, en person kan forvente at leve uden aktivitetsbegrænsende svækkelse. De fleste må regne med en periode på en halv snes år med tiltagende symptomer og funktionsbegrænsning, fra kronisk sygdom sætter ind, til man dør. Ud fra undersøgelser i USA er det beregnet, at aktive leveår for mænd ved fødslen gennemsnitlig er 60 år (1994), dvs. 84% af levetiden. Kvinder kan forvente 64 år uden væsentlige funktionsbegrænsninger, men det er kun 82% af den samlede levetid.

Hidtil er dødeligheden faldet i takt med forbedring af sundhedstilstanden for flertallet. Alligevel er hyppigheden af kronisk sygdom og funktionstab uændret i befolkningen. Dette skyldes, at tidligt indsættende sygdomme, som før var dødelige, nu kan behandles. Når dødeligheden af hjertekarsygdomme og kræft går yderligere ned, lever man længe nok til at kunne blive ramt af andre ikke-dødelige svækkende sygdomme som slidgigt, knogleskørhed, demens og diabetes.

Når man ønsker at leve ikke blot længere, men også sundere, må samfundets bestræbelser gå ud på at forebygge svækkelse. Det kan ske ved en primær forebyggende indsats, der udsætter sygdomsfremkaldende processer i et rask organ. Imidlertid kan man også udsætte svækkelse ved indgriben over for sygdomskonsekvenserne (sekundær og tertiær forebyggelse).

Alders- og sygdomsforandringer har konsekvenser, som kan illustreres som en "svækkelsesproces": Sygdom — det kan være bronkitis — medfører efterhånden organskade, der viser sig ved symptomer som fx åndenød. Organfunktionsnedsættelsen kan måles ved laboratorieprøver, fx lungefunktionsundersøgelser. Organforandringer kan medføre, at individets evne til at udføre almindelige fysiske og psykiske handlinger forringes (fx at række efter noget, tale forståeligt, læse almindelig skrift, gå på trapper eller løfte). Sådanne handlinger indgår i sammensatte aktiviteter som at gå i bad, gøre rent, køre bil og ordne have.

Aktivitetsbegrænsninger vurderes ved ADL-måling, dvs. testning af evne til at klare almindelig daglig livsførelse. Svækkelse af en given aktivitet optræder, når der er for stor afstand mellem personens evne og omgivelsernes krav.

Forebyggelse er mulig på ethvert trin af svækkelsesprocessen. Ældrebefolkningen er uensartet sammensat og inddelt i vigtige undergrupper på basis af helbredsstatus i bred forstand: En gruppe består af "elitealdrende" uden kronisk sygdom og med minimale fysiologiske aldersforandringer; en anden gruppe udgøres af de "gennemsnitsaldrende", som lider af forskellige kroniske sygdomme og skavanker. En tredje gruppe er de "accelereret aldrende", som bærer den største byrde af kronisk sygdom og svækkelse og har størst risiko for yderligere svækkelse, forbrug af sundhedsvæsenets ydelser og død.

Således opstår tre målgrupper for forebyggelse. Hos de elitealdrende er opgaven som hos den øvrige raske befolkning at opretholde den optimale helbredstilstand gennem forebyggelse af sygdom. Hos de gennemsnitsaldrende sættes fokus på forebyggelse af sygdomskonsekvenser såvel som på yderligere nytilkommen sygdom, og hos de accelereret aldrende understøttes stabilisering af den aktuelle funktionsstatus, og mangler søges afhjulpet med sigte på bevarelse af størst mulig uafhængighed.

Øget funktionstab med alderen er overvejende en følge af sygdom. Hvis flere skal opnå aktive leveår, gælder det om at udsætte de mest udbredte og svækkende sygdomme. Hertil hører komplekset af blodtryksforhøjelse, diabetes, fedme og åreforkalkningsfølger i ben, hjerte og hjerne, inklusive demens pga. blodpropper i hjernen. Disse sygdomme er livsstilsrelaterede og kan udsættes, ved at man undgår rygning og fed kost og samtidig sørger for fysisk aktivitet igennem livsløbet. Lidelser i bevægeapparatet — først og fremmest slidgigt — er ligeledes udbredte.

Årsagerne til slidgigt kendes ikke, men også her kan problemerne udsættes ved at undgå overvægt og at holde sig fysisk aktiv. De fleste af demenstilfældene i Danmark er af Alzheimers type, hvis årsag endnu ikke er fuldstændig kendt. Den findes formentlig i hjernens signalstofsystemer, og man håber på, at ny indsigt kan medføre tilsvarende behandlingsmuligheder.

Ved 60-årsalderen spiller aldersforandringer ingen større rolle for funktionskapaciteten. Senere er kapaciteten også tilstrækkelig til at klare opgaverne i hvile, men reservekapaciteten aftager, og de fleste handlinger tager længere tid og medfører øget træthed. Sandsynligvis er inaktivitet ansvarlig for en væsentlig andel af tabet af reservekapacitet med alder.

Man ved mest om betydningen af fysisk aktivitet, men inaktivitet vedrørende andre aspekter af livet — intellektuelle og sociale — kan også have negative helbredskonsekvenser. Hvis funktionsevnen fx ved en sygdomsepisode forringes, kan tærsklen overskrides for, hvad man kan klare uden andres hjælp. Opgaven er hurtigt at ophjælpe funktionen, så den igen overstiger tærskelværdien, og samtidig mindske kravene i fx boligen, så de lettere kan honoreres.

Med alderen stiger risikoen for sygdom og dermed også for mere end én sygdom. Nogle symptomer fører til undersøgelse og behandling, mens andre forbliver upåagtede, som fx problemer med hørelse, vandladning eller smerter i fødderne. Ældre mennesker og også deres læger er ofte tilbøjelige til at opfatte forandringer i helbreds- og funktionsevne som uundgåelige aldersfølger.

Med en diagnostisk åbenhed kan det meste udredes, og om ikke helbredes, så lindres. Afgørelsen af, om en given behandling kan gennemføres, ændres ikke med alder: Nyopståede blodpropper opløses ved trombolyse, forsnævringer i hjertekransårerne behandles med bypassoperation, lungebetændelse med penicillin og svær hofteslidgigt med nyt ledmateriale (alloplastik).

Begrundelse for at afstå fra behandling er heller aldrig høj alder i sig selv. Det afgørende er, om patienten også har andre sygdomme, som kan øge risikoen ved behandling. Mulighederne kan også begrænses af manglende kræfter til og motivation for at gennemgå undersøgelser og efterfølgende genoptræning.

Medicinsk behandling af gamle er vanskeliggjort af, at der er mange sygdomme, der skal behandles sideløbende, og den terapeutiske margen mellem den effektive dosis og den dosis, der giver for mange bivirkninger, bliver mere snæver med årene. Man skal begynde med halv dosis, stige forsigtigt og regelmæssigt forsøge, om et præparat kan undværes.

Der er behov for at ændre den højteknologi, som for alt i verden udsætter døden, til en sundhedsmæssig indsats, der bevarer funktionsevnen og uafhængigheden. Selvom medicinsk højteknologi altså kan komme gamle såvel som unge til gode, er det snarere ved geriatrisk rehabilitering, at svækkelsesprocessen kan begrænses.

Det er en forholdsvis ny disciplin, som i Danmark blev introduceret af Torben Geill. Som overlæge i De Gamles By, et stort plejehjem i København med 1000 beboere, viste han i 1940'erne, at omhyggelig diagnostik og samtidig indsættende behandling og træning kan føre svært svækkede tilbage til en selvstændig tilværelse.

Gennem tværfagligt samarbejde mellem sygeplejersker, læger, terapeuter og socialrådgivere afdækkes og forklares ældres mange problemer. Stærke sider beskrives, hjælpebehov vurderes, og en koordineret plan for fortsat indsats udvikles, hvori man fokuserer på indgriben over for hvert enkelt problem.

Verden over og også i Danmark blev der i 1990'erne foretaget en række kontrollerede kliniske undersøgelser af værdien af geriatrisk vurdering og træning på ethvert trin: forebyggende helbredsbesøg til raske gamle i eget hjem eller besøg hos egen læge, hurtig indsats ved akut opstået sygdom i samarbejde mellem familie, læge og hjemmepleje, indgriben ved truende sammenbrud, særlig indsats over for syge gamle i hospitalsvæsenet, herunder sikkerhedsnet ved udskrivelsen og god tid til optræningen.

Vi vil opleve en yderligere polarisering af ældrebefolkningen i de mange raske unge gamle og en lille gruppe meget svækkede gamle gamle. I entusiasmen over mulighederne for at vinde aktive leveår gennem forebyggelse og rehabilitering kan der være en tendens til at glemme den lille fraktion af meget gamle med afhængighedsskabende handicap. De har brug for individualiseret hjælp i form af styrkelse af egne resurser og forbedret service.

Hvor tendensen i 1960'erne gik i retning af plejehjemsanbringelse af svækkede gamle uden skelen til egne ønsker og uden differentiering mellem aldersfølger og sygdom, blev 1980'ernes tendens: Længst muligt i eget hjem — en senere forladt målsætning for ældrepolitikken. Grundlaget var rigtigt: ønsket om en udbygning af ældrevenlige boliger og døgnpleje for at skabe mulighed for åben omsorg og dermed forbliven i eget hjem. Der er imidlertid grupper, der ikke kan hjælpes hjemme: Nogle af de demente, psykisk sårbare, socialt svage, immobile, der ikke selv klarer forflytninger, og en gruppe patienter med anfaldsvise angstskabende sygdomme.

Det har vist sig, at plejeudgiften reelt er uafhængig af boligformen. Derfor vil der formodentlig blive skabt mulighed for en individualiseret, integreret plejeordning, hvorunder boligform og den nødvendige service tildeles uafhængigt af hinanden. Derved opstår reelle valg mellem forskellige egnede boligformer, og der opnås balance mellem behov for selvbestemmelse og for tryghed.

I vurderingen af behovet for resurser til ældre i fremtiden på hospital og i primærsektoren må man forvente et sammenstød mellem nytteetik og pligtetik. I beregningen af den størst mulige nytte til flest mulige i samfundet tilbyder sundhedsøkonomer vurdering ved QALY's (kvalitetsjusterede leveår). Det er antal aktive leveår vundet ved en given indsats. Der vindes flere år ved at redde et barn end et gammelt menneske fra døden. Sværere bliver det at beregne livskvaliteten af de vundne år og sammenligne den i prioriteringsøjemed. Ved at lægge vægt på QALY's forskydes perspektivet i prioriteringen fra pligtetikkens hensyn til den enkelte levende person.

Man kan frygte øget alderisme. Patienter og pårørende kan være mere "alderistiske" end de professionelle behandlere. Patienterne reagerer ofte på sygdom med afmagtsfølelse og depression, så de kun ønsker øm og kærlig omsorg. Behandlerne må gennem viden om normale forløb og den nødvendige indsats til genvinding af funktionsevnen hjælpe dem til ikke at give op, før det er nødvendigt.