Samuel Beckett. portræt, 1966.
Samuel Beckett var en irskfødt forfatter. Han skrev både på engelsk og fransk, og han foretog selv oversættelsen af sine værker mellem de to sprog.
Becketts første litterære ledestjerne var James Joyce, som han knyttede sig til i Paris. I Becketts romaner reduceres personer og handling til en bevidsthed, som lader en kværnende stemme registrere en stadig mere begrænset omverden. Hans teater er en antinaturalistisk fremstilling af mennesker uden mål og med.
Becketts romaner, fx Murphy (1938, dansk 1966), Molloy (1951, dansk 1961), Malone meurt (1951, dansk Malone dør, 1963) og L'Innommable (1953, dansk Den unævnelige, 1964), hører med deres radikalt nye måde at tolke tilværelsen til den internationale avantgarde og fik som sådan stor gennemslagskraft.
Sammen med korte prosatekster, fx Mal vu mal dit (1982, dansk Dårligt set dårligt sagt, 1983) og Nouvelles et textes pour rien (1956, dansk Noveller og tekster for intet, 1968) står Becketts prosatekster som udtryk for en negativitet og menneskelig forladthed, der finder sit modstykke i Giacomettis skulpturer.
Det var dog teatret, der gjorde ham verdenskendt, længe før han i 1969 afviste at modtage nobelprisen i litteratur.
Hans store gennembrud skete med En attendant Godot (1953, dansk urpremiere, Aarhus Teater 1956: Vi venter på Godot). Dette spil om to vagabonder ved livets landevej, optaget af en venten, hvis formål ikke står dem klart, blev et af de stærkeste nybrud i 1900-tallets teater.
Det tog tid, før man fx i Danmark åbnede sig for Becketts balancegang mellem klovnespillet og det tragiske. Hjemlige forfattere som Leif Panduro, Peter Seeberg og Klaus Rifbjerg modtog dog varige impulser fra hans teater, og fx Happy Days (1961, dansk Glade dage, 1962) blev en begivenhed i 1960'ernes danske teaterliv. Her vistes kampen for at fastholde livets spredte aktiviteter til en helhed på et niveau, hvor al humor er tragisk, og hvor det dystre gennemlyses af en illusionsløs fortrøstning.
Såvel danske scener som Radioteatret og især TV-teatret har siden med mellemrum fremført Beckett på dansk, bl.a. Fin de partie (1957, dansk Slutspil, 1959) og La dernière bande (1958, dansk Krapps sidste bånd, 1961), tekster, der gør ham til en vigtig repræsentant for det såkaldte absurde teater.
Et grundtema hos Samuel Beckett er døden og intetheden som vores sande vished. Uden omsvøb og fyld, med indædt koncentration om det væsentlige, det altafsluttende, skrev Samuel Beckett sig frem til sagens inderste kerne: Livet som nedtælling, som en umærkelig bevægelse hen imod det slutpunkt, der synes oplevet på forhånd, fordi det så ofte er blevet foregrebet. Becketts paradoks er hans dybe humor i et frysende klarsyn.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.