Alderisme er et begreb, der kan opfattes som parallel til begrebet racisme, og betegnelsen udtrykker således en diskrimination af mennesker over en bestemt alder.

Faktaboks

Etymologi
Begrebet alderisme stammer fra det amerikanske udtryk ageism, som blev skabt af den amerikanske læge R.N. Butler i 1969.
Også kendt som

aldersracisme, aldersdiskrimination

Det moderne grundlag herfor er industrisamfundets anvendelse af aldersgrænser, som medfører, at fx lønmodtagere kan afskediges på grund af alder. Forudsætningen er således også pensionsprincippet og de generelle principper for ældreomsorg.

Det er en udbredt antagelse, at man tidligere havde større respekt for gamle end i dag. Der har imidlertid altid eksisteret alderisme, også før aldersgrænser indførtes som kriterium for forsørgelse (i Danmark i 1891). Aristoteles, Horats og andre skribenter i antikken skildrede fx ofte gamle mennesker som indskrænkede, smålige, frygtsomme, gerrige, liderlige, ubarmhjertige, ondskabsfulde og venneløse.

De negative stereotyper overlevede ved etableringen af "de ældre" som en særlig kategori i medicinsk og psykologisk litteratur i 1800-tallet. Datidens statistikere (bl.a. Adolphe Quetelet) forudsatte fejlagtigt, at aldersgrænser kunne defineres ud fra biomedicinske kriterier. Man erkendte fx ikke hjernens reservekapacitet og mulighederne for at træne hukommelsen.

Lovgivning mod aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet (foreløbig indført i USA) kan forventes at ændre grundlaget for alderisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig