Menneskets udvikling efter Homo erectus har siden 1980'erne været genstand for intens videnskabelig debat. Striden står mellem tilhængerne af to forskellige evolutionsscenarier. Ifølge hypotesen om regional kontinuitet (multiregionalhypotesen) er det moderne menneske (i såvel anatomisk som kulturel forstand, dvs. Homo sapiens sapiens) opstået ud fra arkaiske Homo sapiens, som var direkte efterkommere af lokale grupper af Homo erectus i hver af de regioner, hvor denne art fandtes. Disse forskellige lokale udviklingslinjer er knyttet sammen til én art gennem udveksling af gener (ved migration og parring) mellem individer fra regionerne.
Ifølge den anden model, Eva-hypotesen (Out of Africa- eller udskiftningshypotesen), er arten Homo sapiens opstået isoleret i en mindre gruppe af afrikanske Homo erectus for ca. 100.000-200.000 år siden. Individer fra denne befolkningsgruppe har senere spredt sig til det øvrige Afrika og senere igen Asien og Europa, hvor de har overtaget pladsen fra de lokale Homo erectus-grupper eller disses efterkommere. Eva-hypotesen henter, ud over fra genetiske studier, bl.a. sine argumenter fra fund af skeletrester fra tidlige anatomisk moderne mennesker i Afrika (op mod 300.000 år gamle) og overgangen fra stenredskaber af mere primitiv type (mellempalæolitikum) til moderne type (yngre palæolitikum) for op mod 100.000 år siden.
I Europa er det muligt at følge en udviklingslinje fra de tidligste mennesker i denne verdensdel, fundet i Spanien og dateret til ca. 800.000 år før nu, frem til de sidste neandertalmennesker, som også er fundet på Den Iberiske Halvø, men blot er ca. 30.000 år gamle. Neandertalerne var muskuløse mennesker med en kropsbygning tilpasset et koldere klima end nutidsmennesket, og de overlevede sidste istid i Europa. Neandertalerne havde lige så store hjerner som nutidsmennesket, eller større, men kraniet var langstrakt og havde kraftige øjenbrynsbuer, og kæberne var skudt frem og uden hagespids. Deres byttedyr var bl.a. store pattedyr som uldhåret næsehorn og mammut.
I tidsrummet 40.000-30.000 år før nu skete der, tidligst i Øst- og senest i Vesteuropa, en tydelig ændring af menneskenes udseende: fra neandertalere til mennesker med en moderne anatomi. Også mht. redskabskultur var forandringen tydelig; fra neandertalernes moustérien-redskaber svarende til den afrikanske mellemste palæolitikum (med få eller ingen egentlig langbladede stenredskaber) og til anatomisk moderne menneskers aurignacien-redskaber (svarende til den afrikanske yngre palæolitikum med langbladede stenredskaber og en mangfoldighed af redskaber i ben og hjortetak). Kunstgenstande kendes først i store mængder efter neandertalernes forsvinden.
I Mellemøsten er mønstret mere kompliceret. Her fandtes anatomisk moderne mennesker for ca. 100.000 år siden, neandertalere for 70.000-50.000 år siden og så igen anatomisk moderne mennesker fra for ca. 40.000 år siden. Det er bemærkelsesværdigt, at de tidligste anatomisk moderne mennesker i dette område benyttede sig af varianter af moustérien-kulturen, altså den samme som neandertalerne. Man skal således være varsom med at afgøre, hvilken gruppe af forhistoriske mennesker der har levet i et område, ud fra deres redskaber alene. Studier af knoglerester fra jagtdyr tyder på, at neandertalerne og de anatomisk moderne mennesker ikke udnyttede områdets resurser på samme måde.
De yngste fossiler af Homo erectus stammer fra Asien. Solo-mennesket fra Java er sidst i 1990'erne foreløbig og med nogen usikkerhed dateret til så sent som 50.000 år før nu. Nye fund af stenredskaber tyder på, at Homo erectus i Sydøstasien har været i besiddelse af teknikker, der gjorde dem i stand til at sejle over ret store afstande og derved nå til afsides beliggende øer.
I Australien er de ældste stenredskaber dateret til at være ca. 60.000 år gamle. I Sydøst- og Østasien (primært Kina) er det generelt relativt svært at rekonstruere udviklingshistorien, da mange af dateringerne af de forhistoriske skeletfund er behæftede med stor usikkerhed. Dog kan det ud fra analyser af de tidligste anatomisk moderne skeletter fra Kina, fra grotterne ved Zhoukoudian dateret til 30.000-10.000 år før nu, konkluderes, at den ansigtsform, man normalt forbinder med asiatiske folkeslag (brede flade ansigter), ikke var særlig fremtrædende hos disse tidlige moderne asiater. Fra samme hule stammer de berømte ca. 550.000-300.000 år gamle Homo erectus-fossiler kaldet Peking-mennesket.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.