Menneskeaber, gruppe af menneskelignende aber, der sammen med menneskeslægten (Homo) udgør overfamilien Hominoidea under østaberne (Catarrhini). Gruppen af menneskeaber kaldes undertiden antropoider.

Menneskeaberne opdeles i små menneskeaber (gibboner, Hylobatidae) og store menneskeaber (Pongidae), der udgøres af orangutang (Pongo), gorilla (Gorilla gorilla), bonobo (dværgchimpanse, Pan paniscus) og chimpanse (Pan troglodytes). Nogle zoologer anbringer dog de afrikanske menneskeaber (bonobo, chimpanse og gorilla) sammen med menneskeslægten i familien Hominidae og kun orangutang i familien Pongidae som udtryk for de reelle slægtskabsforhold.

Menneskeaberne er karakteristiske ved at mangle en ydre hale og ved at have et mindre fremtrædende snudeparti. De afrikanske menneskeaber har desuden fremtrædende øjenbrynsbuer, og hannerne er udstyret med en kraftig isse- og nakkekam. Som tilpasning til armgang og en mere opret gang, hvor kroppen holdes mere lodret, har menneskeaberne et bredere bækkenparti end de øvrige østaber. Når de afrikanske menneskeaber går på alle fire, støtter de i modsætning til andre aber på forlemmernes knoer (knogang), og alle menneskeaber er desuden i stand til over kortere afstande at bevæge sig på baglemmerne alene (opret gang); denne egenskab er hos mennesket (Homo sapiens) videreudviklet til at være primær.

Menneskeabernes vigtigste sanser er syns- og høresansen, og en stor del af deres adfærd tilegnes gennem indlæring. Drægtighedstiden er længere end for de øvrige primater (8-9 måneder), og det tager længere tid for ungerne at blive selvstændige. Tilsvarende er intervallet mellem fødslerne også længere (2-3 år hos gibboner og 3-8 år hos de store menneskeaber), og menneskeaberne lever i gennemsnit længere end andre primater (30 år for gibboner og 40-50 år for de store menneskeaber). Pga. det nære slægtskab med mennesket er menneskeaber, især chimpanser, benyttet meget som forsøgsdyr i psykologiske og lægevidenskabelige eksperimenter.

Evolution

De relative forskelle i DNA, som findes mellem nutidens arter af menneskeaber, antyder, sammenholdt med fossilers aldre, at de selvstændige udviklingslinjer for gibboner, orangutanger, gorillaer samt chimpanser og mennesker udskiltes for hhv. ca. 21, 15, 7 og 7-4,5 mio. år siden.

De første forløbere for menneskeaberne opstod i Afrika for 20-30 mio. år siden, da kontinentet var isoleret fra Europa og Asien af Tethyshavet. De hidtil ældste kendte fossiler af menneskeaber er af den 40-50 kg tunge Morotopithecus (ca. 21 mio. år gammel) fra Uganda i Østafrika. Specialiseringer i skulder, hvirvler og knæ tyder på hængende (suspensoriske) bevægelser i træerne, dog ikke helt så avanceret som hos moderne menneskeaber. Gigantopithecus er også fundet i lag fra Vietnam fra Mellem Pleistocæn sammen med tænder af Pekingmennesket.

Tidligere ansås ca. 35 mio. år gamle nordafrikanske fossilfund som Propliopithecus og Aegyptopithecus for overgangsformer til senere hominoider, men primitive træk som manglen på en forbenet ydre øregang placerer disse fossiler før opsplitningen i hominoider og andre østaber (marekatte og slankaber).

Østafrikanske fossiler fra Tidlig Miocæn (24-16 mio. år før nu) afslører en rig udvikling af formodede primitive menneskeaber. De tidligste henføres til slægten Proconsul, som omfatter både små (ca. 10 kg), mellemstore og store typer (ca. 75 kg). De havde relativt store hjerner, mens krop og lemmer endnu ikke var specialiseret til hængende armgang, som er karakteriseret ved længere arme med lange krumme fingre, bred brystkasse med skulderblade på ryggen samt kort lænd og forstærket bækken. Proconsuls kropsbygning og fund af halehvirvler gør det dog tvivlsomt, om formerne er tidlige hominider.

I begyndelsen af Mellem Miocæn (16-11 mio. år før nu) blev klimaet tørt, og de nævnte former forsvandt. I Afrika er således kun fundet få fossilrester med træk lig de moderne menneskeabers: Kenyapithecus (15 mio. år gammel), Otavipithecus (fra Namibia, 13 mio. år) og Samburepithecus (9 mio. år). Der kendes endnu ingen nære fossile slægtninge til gorillaer og chimpanser, og de ældste sikre menneskerester er ca. 4,4 mio. år gamle.

I løbet af Tidlig Miocæn bevægede Den Afrikanske og Den Arabiske Kontinentalplade sig nordpå, hvorved der dannedes landforbindelser til Eurasien med efterfølgende udvandring af hominoider. De tidligste fossilfund er her af den mellemstore, ret primitive Griphopithecus (15 mio. år) fra Tyrkiet og Slovakiet. I begyndelsen af Sen Miocæn (ca. 10 mio. år før nu) fandtes et væld af vestlige, mest mellemstore former, fx Ankarapithecus fra Tyrkiet (muligvis beslægtet med orangutang), flere arter af Dryopithecus med specialiseringer til armgang fra Syd-, Central- og Østeuropa samt den store Graecopithecus (Ouranopithecus) fra Grækenland; de sidstnævnte er mulige slægtninge til gruppen af afrikanske menneskeaber og mennesker. Sikkert grundet et køligere og mere tørt klima uddøde de europæiske menneskeaber snart; den sidste overlevende var den mellemstore armgænger Oreopithecus (8-6 mio. år) fra Italien.

Østover er de tidligste fossiler Sivapithecus (Ramapithecus) fra Pakistan og Indien (13-6 mio. år). Deres bygningstræk i kraniet tyder på slægtskab med orangutang; dog viser armknoglerne kun få tegn på armgang. Desuden fandtes Lufengpithecus i Kina (8 mio. år), og fra de største aber nogensinde, de op til 300 kg tunge Gigantopithecus, kendes fossiler i Pakistan, Indien (7 mio. år) og Kina (1-0,25 mio. år).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig