orangutang

Orangutang. Det er vigtigt for orangutanger, der bevæger sig rundt i trækronerne, at kunne vurdere grenenes styrke og bøjelighed. En fejlvurdering kan betyde et fald på mange meter, i værste fald med dødelig udgang. Ungerne har ikke denne evne fra fødslen, men får erfaringen ved at følge moderen i 6-7 år. Senere giver de selv denne erfaring videre til deres egne unger.

.

Orangutanger i regnskov.

.

Artikelstart

Orangutang, orangutan, stor, langhåret menneskeabe. De er 125-150 cm høje, vejer 30-90 kg og har korte ben og lange arme, der i hængende tilstand når anklerne og udbredt spænder over 225 cm. Pelsen er rødbrun. Ansigtet er nøgent med et fremstående kæbeparti og er hos voksne hanner flankeret af udstående fedtfolder. Voksne individer har desuden en hængende strubesæk, som især hos hannerne bliver meget fremtrædende. Strubesækken består af subkutant fedt og bindevæv og rummer nogle store luftsække.

Faktaboks

Etymologi
Ordet orangutang kommer af malajisk orang 'menneske' og hutan 'skov'.

Orangutanger findes i 2000-t. kun på Borneo og Sumatra og opdeles i to arter, Borneo-orangutangen, Pongo pygmaeus, og Sumatra-orangutangen, P. abelii. Ifølge det molekylære ur adskiltes de for 1-2 mio. år siden.

Når orangutanger en sjælden gang færdes på jorden, foregår det med fingre og tæer krummet ind under hånd- og fodflader (nævegang), ikke som de afrikanske menneskeaber (knogang), hvis fødder også er bedre tilpasset skovbunden. Den foretrukne føde, modne frugter, forekommer visse år i overflod, men sparsomt i andre, hvilket gør orangutangen afhængig af anden kost. Kindtændernes emalje er relativt tyk og rynket, og de centrale øvre fortænder er kraftige og fremadrettede, hvorfor tænderne er velegnede til hårdere plantedele som umodne frugter, frø og bark. Desuden indgår insekter og i sjældne tilfælde små pattedyr i kosten.

Efter barndommen forlader begge køn moderen, men hunner slår sig gerne ned tæt på moderens kerneområde, hvorfor naboer tit er nært beslægtede. Hanner derimod vandrer alene omkring over større områder (derved undgås indavl) og forsøger at besvangre flest mulig hunner. Hunner foretrækker en udvalgt, dominerende han, som med over 100 kg kan blive over dobbelt så stor som hunnerne. Den gør sig gældende ved med en stor strubesæk at udstøde langtrækkende brøl og bortjage konkurrerende hanner. Dette påvirker visse af hannerne til i en længere periode at forblive underudviklede, hvorved de grundet deres mindre vægt kan flygte fra fuldvoksne hanner. Deres formeringsstrategi går i stedet ud på ved tvang eller voldtægt at besvangre hunnerne.

Borneo-orangutang

Borneo-orangutang er generelt lidt kraftigere bygget og har mørkere pels og mere fremadrettede kæber. Den udvoksede hans fedtfyldte kindfolder er krummet fremad. Den opdeles ud fra bl.a. kraniekarakterer i tre isolerede underarter: den nordvestlige (P. p. pygmaeus), den lidt større, sydvestlige og centrale (P. p. wurmbii) og den mindre, nordøstlige (P. p. morio). DNA-analyser tyder på, at en fjerde, østlig population er stærkt isoleret. Kun meget sparsom brug af simple redskaber er kendt fra naturen. Det estimeres, at der i dag findes 41.000 vildtlevende Borneo-orangutanger (2012).

Sumatra-orangutang

Orangutangen Kusasi. Camp Leakey, det centrale Borneo, Indonesien, 2007.

.

Sumatra-orangutangens udvoksede hanner har flade kindfolder rettet ud til siden og markant skæg. Udbredelsen er nu begrænset til den nordvestlige del af øen. I visse sumpskove har orangutanger opfundet fremstilling og brug af forskellige redskabspinde til fremskaffelse af dels insekter og honning fra træhuller, dels frø fra store modne frugter. En ret stor populationstæthed og mere social adfærd gør, at traditionerne kan videreføres ved indlæring som hos chimpanser.

Sumatra-orangutangen er med en population på ca. 7500 individer (2012) blandt de mest truede primater.

Fossiler

Modsat de andre menneskeaber kendes mulige fossile orangutang-slægtninge tilbage til den varmere periode Miocæn (i Pakistan, Indien og Kina). Det ældste fund er af Sivapithecus (ca. 13 mio. år før nu), som således angiver minimumsalderen for udspaltningen af orangutang-grenen og de afrikanske hominoiders udviklingsgren. Sivapithecus' kropsskelet var dog ikke særlig menneskeabelignende. Fra Pleistocæn er i Kina og SØ-Asien fundet lidt større orangutang-tænder end nutidens samt kæmpetænder af den største primat nogensinde, Gigantopithecus på op til 300 kg. Tolkningen har således været, at de tidligere former var større og mere knyttet til livet på jordoverfladen. Et nyligt hulefund fra Vietnam af et helt skelet viser imidlertid, at tænder og hoved var store, men kroppen mindre og helt moderne bygget med ekstra lange arme tilpasset et liv i træerne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig