primater

Sapajuer. Dødningehovedabe (Saimiri sciureus).

.

Gorilla. Lavlandsgorillaer.

.

Artikelstart

Primater, Primates, pattedyrorden, som omfatter halvaber (Strepsirhini) og aber (Haplorhini). Der er flere hundrede arter, inkl. mennesket, i ca. 70 slægter.

Faktaboks

Etymologi
Ordet primat kommer af latin primates, pluralis af primas, afledn. af primus 'første'.

Primaterne har bevaret mange primitive pattedyrtræk og er, bortset fra enkelte arter (fx aye-aye), meget lidt specialiseret. De fleste primater har fem tæer og fem fingre, og storetå og tommelfinger kan som regel modstilles de øvrige tæer og fingre. Kløerne er hos de fleste arter erstattet af flade negle. Synet er veludviklet, og øjnene er fremadrettede med mere eller mindre overlappende synsfelter. Halvaber har en veludviklet lugtesans (lugtaber), aber en reduceret lugtesans og vægt på synssansen (synsaber). Hjernens hemisfærer er veludviklede og bliver hos de mere avancerede former stærkt furede. Længst er udviklingen af hjernen kommet hos mennesket, hvor forholdet mellem hjernens vægt og kropsvægten er 3-5 gange så stort som hos menneskeaberne. Kraniekassen er hos de fleste arter kraftigt hvælvet. Kæberne er normalt korte, og ansigtet relativt fladt. Tænderne er som regel uspecialiserede.

Primater er udbredt i troperne og subtroperne fra Mellem- og Sydamerika i vest over Afrika til SØ-Asien i øst; mennesket indtager en udbredelsesmæssig særstilling. Det samme gælder den japanske makak (Macaca fuscata), der er udbredt i den tempererede zone. Primater er tilpasset et liv i træerne, og arter, der fortrinsvis lever på jorden, har udviklet denne adfærd sekundært. De lever af planteføde, evt. suppleret med hvirvelløse dyr og mindre hvirveldyr. Chimpanser tager dog også større hvirveldyr som aber og mindre antiloper, og mennesket har igennem tiderne jaget selv de største pattedyr. Føden holdes normalt i hænderne, når den fortæres, og primaternes gribeevne og fine motorik i fingrene har gjort det muligt at udvikle og bruge værktøj til bl.a. fødebearbejdning.

Man finder alle former for sociale systemer blandt primaterne, men det fremherskende er polygyni, dvs. at en han har flere hunner. Generelt er der omfattende yngelpleje hos primater, og antallet af unger pr. kuld er lille i forhold til andre pattedyr. Jo mere avanceret en primatart er, jo længere tid er ungerne afhængige af hunnens eller begge forældres yngelpleje. Den lange opvæksttid giver gode muligheder for indlæring, og primater er da også i høj grad afhængige af indlæring mht. både individuel og social adfærd.

Evolution

Primater. Stamtræ, der viser abers og halvabers evolution. På Kridt-Tertiær-grænsen (dvs. grænsen mellem Kridt og Paleocæn) for 65 mio. år siden uddøde en stor del af Jordens dyreliv, bl.a. forsvandt dinosaurerne. På kort tid opstod mange nye pattedyrsformer, bl.a. halvabers og abers fælles forfædre. Tidligt skilte de to grupper sig ud fra hinanden; på stamtræet er halvaberne vist til venstre og aberne til højre. Spøgelsesabernes forfædre opstod allerede i tidlig Eocæn for ca. 50 mio. år siden. I Oligocæn fandtes aber både i den ny verden (Amerika) og den gamle verden (Europa, Afrika og Asien). På grund af kontinenternes bevægelse fra hinanden blev de isoleret i to grupper og har siden udviklet sig uafhængigt af hinanden. Vestaberne, fx brøleaber og edderkopaber, findes i dag i Syd- og Mellemamerika, mens østaberne, fx marekatte, bavianer og menneskeaber, findes i Afrika og Asien. Menneskeabernes forfædre opstod sandsynligvis i Miocæn; en tidlig form var Proconsul, der kendes som fossiler fra Østafrika. Den havde mange af de træk, der i dag kendetegner gruppen; ingen hale, en relativt stor hjerne og en særlig slags kindtænder.

.

Marekatte. Grøn marekat, hun med unge. gruppe: Østaber.

.

Primaternes nærmeste nulevende slægtninge er muligvis træspidsmusene (tupajaerne) fra SØ-Asien.

primater (Primates)

Ordenen primater inddeles i et antal underordener, overfamilier og familier. Som det fremgår af artiklerne om de enkelte grupper, er systematikken ikke lige klar for alles vedkommende. Nedenstående systematik er benyttet i dette værk.

  • halvaber (Strepsirhini)
    • dværglemurer (Cheirogaleidae)
    • lemurer (Lemuridae)
    • indrier (Indriidae)
    • aye-aye (Daubentoniidae)
    • lorier (Lorisidae)
  • aber (Haplorhini)
    • spøgelsesaber (Tarsii)
      • Tarsiidae
    • vestaber (Platyrrhini)
      • sapajuer (Cebidae)
      • egernaber (Callitrichidae)
      • nataber (Aotidae)
      • Pitheciidae
      • Atelidae
    • østaber (Catarrhini)
      • hundeaber (Cercopithecoidea)
        • marekatte, bavianer, makaker og slankaber (Cercopithecidae)
      • menneskeaber og menneske (Hominoidea)
        • gibboner (Hylobatidae)
        • store menneskeaber (Pongidae)
        • menneske (Hominidae)

Tidligere regnedes den meget succesrige gruppe plesiadapiformerne med gnaveragtige fortænder fra Paleocæn og Eocæn i Nordamerika, Europa og Asien for primitive primater, hvilket nu betvivles af mange forskere, bl.a. grundet manglen på negle og benbro bag øjet; tåknoglerne tyder derimod på et slægtskab med kaguanger. Nylige fund af komplette skeletter fra Wyoming i USA viser dog, at visse af formerne ligesom primater var tilpasset et liv i træerne, bl.a. var Carpolestes udstyret med gribefødder og negl på storetåen.

Fossile tænder fra Mellem Paleocæn (ca. 60 mio. år før nu) i Marokko tilhørte sikkert tidlige primater. Fra begyndelsen af Eocæn (ca. 55 mio. år før nu) dukker mere komplette skeletter op i Nordamerika, Europa, Asien og Nordafrika af dels de halvabelignende adapoider, dels de spøgelsesabelignende omomyoider. Det basale tandsæt i begge grupper bestod i hver kæbehalvdel af to fortænder, en hjørnetand, fire forkindtænder og tre bagkindtænder, hvoraf første forkindtand efterhånden reduceredes bort i de forskellige udviklingslinjer.

Lugtaber med pelsrensende tandkam i underkæben kendes først fra Tidlig Miocæn (ca. 20 mio. år før nu) i Østafrika, mens grenen af synsaber, dvs. spøgelsesaberne og de højere aber, kan spores tilbage til Midt Eocæn i Kina samt Eocæn-Oligocæn-grænsen (33,7 mio. år før nu) i Egypten fra lokaliteten al-Fayyum. Her fandtes en rig tropisk fauna domineret af primater, deriblandt primitive typer af højere aber (parapitheciderne) samt de ældste kendte østaber (propliopitheciderne) med kun to forkindtænder.

De højere abers oprindelse er kommet under debat med de mange nye fossilfund fra Eocæn i Kina og SØ-Asien. Stamformen til vestaberne skal dog nok findes i Afrika, hvor især et skelet benævnt Proteopithecus fra al-Fayyum viser ligheder med små vestaber. Deres forfædre må således have krydset Atlanten til Sydamerika, hvis tidligste fossiler er den lille Branisella fra Sen Oligocæn (ca. 26 mio. år gammel), fundet i Bolivia. I 1830'erne fandt den danske naturforsker P.W. Lund i en brasiliansk hule over 10.000 år gamle lemmeknogler af en uddød edderkopabe, Protopithecus, som med en vægt på ca. 25 kg var dobbelt så stor som den største nulevende vestabe.

Det tidligste fund af hundeaber (udviklingsgrenen af østaber, som ikke er menneskeaber) er en tværkølet kindtand af Victoriapithecus fra Tidlig Miocæn fra Østafrika (19 mio. år); 15 mio. år gamle skeletdele viser, at denne lille art (3-5 kg) var langsnudet og både levede på jorden og i træer, havde sædepuder og var tilpasset en kost af hårde frugter og frø.

Først fra Sen Miocæn findes mere avancerede slankaber specialiseret i at spise blade, og den moderne diversitet i hundeabers størrelse og levemåde er opstået siden Pliocæn, inden for de seneste 5,3 mio. år.

De ældste kendte fossiler på hominoidernes udviklingsgren er til gengæld af den 40-50 kg tunge Moropithecus (ca. 21 mio. år gammel) fra Østafrika, hvis træk i skulder, ryghvirvler og knæ tyder på hængende (suspensoriske) bevægelser i træerne, dog ikke helt så avanceret som hos nutidens menneskeaber. En lang række arter uden disse specialiseringer, proconsuliderne, udgør muligvis en selvstændig udviklingslinje af østaber.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig