menneskeracer

Med den indsigt, man har opnået i den moderne populationsbiologi, er det svært at argumentere for eksistensen af menneskeracer. Der er snarere tale om gradvise overgange mellem forskellige populationer, et variationsmønster, som bedst kan betegnes kliner. Der er tale om en geografisk struktureret variation, både morfologisk og genetisk, som kan forklares dels med tilpasning til fx klimaforhold, dels ved tilfældig sammensætning af genetisk variation ved såkaldt genetisk drift.

Ved analyser af genetisk variation målt på DNA ses det, at ca. 85 % af den samlede variation findes mellem individer inden for lokale befolkninger, ca. 5 % mellem befolkninger inden for de fem klassiske racer, og de sidste ca. 10 % findes mellem disse. Der er derfor tale om en langt større grad af polymorfi (variation inden for grupper) end polytypi (variation mellem grupper). At tale om racer hos mennesker kan derfor betragtes som en forsimplet tilnærmelse til menneskelig variation.

Inden for retsmedicin, og især i USA, opereres med racebegrebet i forbindelse med identifikation af dødfundne personer. At et sådant system fungerer i USA, skyldes i høj grad, at befolkningen er sammensat af fire grupper med oprindelse i fire hjørner af menneskets udbredelse i "Den Gamle Verden": Nordøstasien, Europa, Vestafrika og Sydøstasien. Et tilsvarende identifikationssystem kan kun dårligt udvikles i fx Europa, da befolkningen her er sammensat af individer fra selve Europa samt nærtliggende områder i Mellemøsten, Afrika og Asien, hvilket vanskeliggør sikker identifikation af en enkelt persons geografiske tilhørsforhold.

• racisme