Faktaboks

Carl von Linné

Før 1757: Carl (Carolus) Linnæus

Født
23. maj 1707
Død
10. januar 1778

Carl von Linné. Portræt malet af Per Krafft den ældre ca. 1773; Uppsala Universitets kunstsamlinger. I hånden holder Linné den blomst, der er opkaldt efter ham, Linnæa; bogen kan ikke identificeres.

.

Carl von Linnés oversigt fra Systema Naturae til klassificering af dyr, planter og mineraler. Nederst delvis oversat.

.

Carl von Linné. Kobberstik fra 1700-tallet.

.

Linnæa (Linnaea borealis), om hvilken Linné ca. 1737 skrev: Herba nostra — min blomst. Den berømte læge og botaniker Johann Gronovius (1690-1762) gav navnet Linnæa til en laplands-urt, lav af vækst, uanseelig, overset, af ringe værd, og som blomstrer kortvarigt. Den har således lighed med Linnæus. Gronovius var desuden med til at finansiere udgivelsen af Systema Naturae.

.

Carl von Linné var en svensk naturforsker og læge. Carl von Linné blev allerede som ung internationalt anerkendt for sit system til klassificering af planter, dyr og mineraler.

Carl von Linné voksede op i et præstehjem i Råshult i Småland. Han kom i 1716 i kontakt med lektoren og lægen Johan Rothmann (1684-1763), som lærte ham grundbegreberne i medicin og introducerede ham til Joseph Pitton de Tourneforts og Sebastian Vaillants arbejder om blomsternes struktur.

I 1727 blev han indskrevet på Lunds Universitet, hvor han boede hos lægen Kilian Stobæus (1690-1742), hvis store naturvidenskabelige bibliotek han studerede grundigt. Her læste han Vaillants afhandling om planternes køn, og derved tændtes gnisten, som førte til gennemførelsen af hans livsværk.

Efter sin eksamen i Lund begyndte Carl von Linné på medicinstudiet i 1728 på Uppsala Universitet. I 1732 sendtes han på Kungliga Vetenskaps-Societetens initiativ på en rejse til Lappland. Det botaniske materiale indsamlet på rejsen var allerede ved hjemkomsten bearbejdet så vidt, at han straks (1732) kunne publicere Florula Lapponica (Lille Lapplandsflora).

I 1735 rejste Carl von Linné til Holland, hvor han fik doktorgraden i medicin på en afhandling om malaria. For at få et akademisk embede var det dengang en betingelse, at man havde disputeret i udlandet. Linné knyttede hurtigt kontakter til en række videnskabsmænd og interesserede mæcener, og det var gennem sit venskab med den hollandske læge og botaniker Herman Boerhaave, at han kom i forbindelse med den rige direktør for det hollandske ostindiske kompagni Georg Clifford (1685-1760).

Clifford ansatte Linné som huslæge og direktør for sin store botaniske have, Hartecamp, med fri bolig og finansiering af hans publikationer og tillige af en rejse til England, hvor Linné stiftede bekendtskab med mange af datidens berømtheder.

Carl von Linné kvitterede hurtigt med registrering af Cliffords bibliotek og ved at udgive et pragtværk om den botaniske have, Hortus Cliffortianus (1737). 1735-38 udgav han syv epokegørende værker. Med disse udgivelser var det teoretiske grundlag og de metodiske retningslinjer skabt for udgivelsen af hovedværket Species Plantarum, der udkom 1753, og som klart og præcist giver en oversigt over alle på det tidspunkt kendte planter, og som i dag er udgangspunkt for den moderne botaniske navngivning eller nomenklatur.

Det var Carl von Linnés erklærede hensigt at bringe orden i alle naturobjekter. "Før jeg var 23 år, havde jeg konciperet og udtænkt alt", skriver han ca. 1730. Hvad han havde udtænkt, skulle blive en sand revolution inden for den systematiske biologi. Inspireret af Vaillants afhandling undersøgte han nøje blomsternes kønsorganer, og han udarbejdede et system baseret på støvbladenes og griflernes antal, form og placering.

Dette system, "sexualsystemet", blev pga. sin praktiske anvendelighed det mest udbredte system til klassifikation af planter. At et klassifikationssystem, der hviler på simple talforhold, ikke nødvendigvis afspejler de reelle slægtskabsforhold, er indlysende. Linné var selv klar over, at systemet var kunstigt, og han har da også i Philosophia Botanica (1751) opstillet 67 familier i et system, som i højere grad afspejler planternes naturlige slægtskabsforhold. Dyre- og mineralriget blev inddelt i grupper efter lignende principper; her gælder det ligeledes, at navngivningen tager sit udgangspunkt i et af Linnés værker, nemlig Systema Naturæ (1735).

Mere varig betydning fik Carl von Linnés metode til navngivning og karakterisering af planter. Ifølge denne "binære nomenklatur" anvendes kun to ord i plantenavnet, et for slægten, fx Anemone, og et for arten, fx ranunculoides, der viser, at det drejer sig om den gule anemone. Til en komplet beskrivelse hører desuden en beskrivelse af slægten, hvortil arten hører, plantens naturlige udbredelse mv. Det er i dag stadig et krav, at den formelle beskrivelse og navngivning af nyopdagede arter offentliggøres med et navn og en beskrivelse, der opfylder Linnés krav.

Linnés værker

Da Linné i april 1735 rejste til Holland for at tage doktorgraden i medicin, medbragte han manuskripter til syv værker, der skulle vise sig at være pionerværker inden for den videnskabelige botanik:

År
1735 Systema Naturæ; systematisk oversigt over alle naturobjekter fra dyreriget, planteriget og mineralriget. Tabellariske oversigter i stort format
1736 Methodus; beskrivelse af den videnskabelige metode, der er anvendt
1736 Bibliotheca Botanica; litteraturoversigt omfattende over 1000 værker
1736 Fundamenta Botanica; botanikkens grundbegreber i 365 aforismer og med 12 konklusioner
1737 Critica Botanica; botanikkens filosofi
1737 Genera Plantarum; slægtsbeskrivelse, grundlaget for artsbeskrivelsen
1738 Classes Plantarum; beskrivelse af tidligere klassifikationssystemer

Carl Linnæus' Metode

Carl Linnæus', svenskerens, Metode, efter hvilken naturforskeren nøjagtigt og vellykket kan samle oplysninger om et hvilket som helst naturobjekt ved at følge nedenstående paragraffer.

I Nomina navn slægtsnavn og artsnavn (1), synonymer (2, 4, 5), autorer (3), etymologi (6)
II Theoria teori klasse og orden (7), slægt (8)
III Genus slægt karakterer: naturlige (9), essentielle (10), kunstige (11)
IV Species art beskrivelse (15), slægt (16), forskelle (17), variationer (18)
V Attributa attributter blomstringstid (22), hjemsted (23), udbredelse (24), klima (25), jordbund (26), anatomi (27)
VI Usus nytte økonomisk (28), diætetisk (29), fysisk (30), kemisk (31), medicinsk (32, 33, 34)
VII Literaria litteratur indsamler (35), navn (35), tid (35), lokalitet (35), historiske referencer (36), forkastelse af overtro (37), poetiske referencer (38)

Efter tilbagekomsten til Sverige i 1738 kunne Carl von Linné trods international anerkendelse ikke straks få en passende videnskabelig stilling. Han nedsatte sig derfor som praktiserende læge i Stockholm.

I 1739 var Linné medstifter af Kungliga Vetenskapsakademien, og forfatterskabet fortsatte med uformindsket styrke. Rejserne i Sverige satte sig varige spor, både videnskabeligt og litterært. Öländska och Gothländska Resa (1745), Wästgöta Resa (1747), Skånska Resa (1751) og Iter Lapponicum (Lapplandsrejsen, foretaget 1732, udgivet 1889 efter hans død), de tre første skrevet på et poetisk svensk, indeholder alle et væld af iagttagelser såvel geografiske og økonomiske som biologiske og økologiske.

I 1741 udnævnte kongen Carl von Linné til professor i medicin og botanik ved Uppsala Universitet, og han kunne hellige sig botanikken, selvom de medicinske aspekter ikke helt blev forbigået. Han præsterede således ca. 90 medicinske afhandlinger, herunder to systematiske, som grupperer sygdommene efter de samme principper som hos planterne og dyrene.

Carl von Linnés vennesæle væsen og store viden gjorde ham til en fremragende lærer, der tiltrak mange elever, og i de følgende 30 år steg studenterantallet til det tredobbelte. På hans botaniske ekskursioner, der fandt sted to gange om ugen, deltog ofte mere end 200 mennesker.

Efter flere slagtilfælde i 1774 og 1775 blev Linné delvis invalideret. Han døde i Uppsala, hvor han ligger begravet i domkirken. Linnés værk førtes videre af hans mange elever, bl.a. Johan Christian Fabricius, Peter Forsskål, Pehr Löfling og Carl Thunberg.

Det udbredte svenske pigenavn Linnéa eller Linnea er afledt af Linné og et af de få eksempler på, at et efternavn er blevet omformet til et fornavn og har fået en blivende plads i et lands navnetradition.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig