Artsantallet inden for de vigtigste taksonomiske grupper af levende organismer. Tallene er baseret på de ca. 1,7 millioner arter, som har fået et videnskabeligt navn. Hvirveldyrene optager megen plads i vores bevidsthed, men udgør kun en lille brøkdel af det samlede antal arter. Pattedyrene, som mennesket hører ind under, er en uanseelig gruppe på kun ca. 4400 arter.
En art er et afgrænset gruppe individer, som ligner hinanden på væsentlige punkter, og som, hvis de har kønnet formering, indbyrdes kan frembringe frugtbart afkom. Arten er en fundamental enhed i biologisk systematik, men også generelt i vores opfattelse af organismerne og den måde, de grupperes på. Det er ikke desto mindre vanskeligt at give en universel definition på arten og artsbegrebet.
engelsk species
De hyppigst anvendte kriterier for definitionen af en art er det morfologiske artsbegreb, der understreger, at man skal kunne skelne mellem arter ved hjælp af karakteristiske træk i udseendet, og det genetiske eller biologiske artsbegreb, der betoner den reproduktive isolation (dvs. at arter består af individer, der ikke udveksler arvemateriale med individer fra andre arter). Den manglende evne til at få frugtbart afkom med andre arter kan have flere årsager: Der kan ikke fysisk ske en befrugtning, hybrider eller bastarder mellem arter vil ikke kunne gennemføre en normal udvikling og blive modne, eller det voksne afkom vil være sterilt.
I praksis støder det biologiske artsbegreb på en række problemer. Dels har de færreste arter været forsøgt krydset indbyrdes, og det vides derfor ikke, om de virkelig er reproduktivt isolerede, dels formerer mange organismer sig ukønnet. Nogle organismer, fx mange mikroorganismer, formerer sig ved deling, andre ved jomfrufødsel (partenogenese, fx mange insekter og visse fisk og firben), ved apomiksis (mange planter) eller vegetativt (mange planter, fx jordbær, og visse dyr, fx mosdyr). Artsopdelingen må her baseres på andre kriterier.
Det samme gælder selvsagt også for uddøde organismer, som kendes fra fossiler. Derfor er man i praksis ofte henvist til at anvende det morfologiske artsbegreb, hvor data om biologiske forhold mangler. I stedet anvendes en række andre kriterier ved opdelingen af arter (fx udseende, indre anatomi, kromosomtal, levested, fødebiologi, fysiologi, adfærd osv.).
Ikke sjældent kan nærtstående arter krydses og få levedygtigt afkom (bastarder eller hybrider), som i mange tilfælde er sterile. Dog er hybridsterilitet ingen absolut forudsætning for en arts opretholdelse ("integritet"). Individerne inden for en art kan fx have sikre genkendelsesmekanismer under partnervalget, som forhindrer hybridisering med andre arter. I øvrigt kan artsdannelse være en gradvis proces (se senere), og man kan derfor komme ud for arter, der med tiden vil blive genetisk (eller seksuelt) isolerede, men endnu ikke er det.
Busktornskaden Laniarius liberatus fra det centrale Somalia blev navngivet i 1991. Normalt bliver det først beskrevne eksemplar af en ny art opbevaret i en samling, fx bliver fugle skindlagt, visse dyr konserveres i sprit og planter sættes på herbarieark. L. liberatus blev opdaget af en engelsk ornitolog i 1988, men synes kun at findes på én lokalitet. Da der således kunne være tale om en særdeles sjælden eller uddøende fugleart, ønskede man ikke at slå et individ ihjel. I stedet blev en fugl indfanget, og der blev bl.a. taget blodprøver og indsamlet fjer. På Institut for Populationsbiologi på Københavns Universitet blev arvemateriale (DNA) isoleret fra fuglens fjer sammenlignet med DNA fra fjer fra museumseksemplarer af andre arter busktornskader, og det kunne påvises, at der var tale om en ny art. Efter næsten et år og tre måneders fangenskab blev den sluppet fri i et naturreservat nær det sted, den blev indfanget; en begivenhed, der gav fuglen dens latinske artsnavn. Trods den gode historie har nyere og mere detaljerede undersøgelser vist, at L. liberatus ikke er en selvstændig art, og den er siden synonymiseret med kystbubuen (L. nigerrimus).
En art kan kun have ét gyldigt videnskabeligt navn. Navnet er bygget op af to led, først et slægtsnavn (genus) og derefter et navn, der angiver en bestemt art inden for slægten (artsepitetet). De to led er latinske eller latiniserede ord. Til sidst skrives undertiden navnet, ofte i forkortet form, på den person, der først navngav den pågældende art. Dunbirk hedder fx Betula pubescens Ehrh, mens vortebirk fra den samme slægt hedder B. pendula Roth. Denne videnskabelige navngivning af arter (den biologiske eller binære nomenklatur) blev skabt af den svenske naturforsker Carl von Linné, som i Species Plantarum fra 1753 første gang gjorde konsekvent brug af den. I Systema Naturae (første del 1758, den botaniske del i 1759) blev systemet også anvendt på dyr, og efter vedtagen international standard tager al senere navngivning udgangspunkt i disse værker.
Arter placeres i et hierarkisk (taksonomisk) system, hvor arterne samles i slægter, som igen samles i familier. Familier samles i ordner, og ordner i klasser, der samles i rækker, som igen samles i riger og domæner. Systemet kan undertiden kræve indførelsen af flere niveauer, fx underfamilier. Inden for den enkelte art er der ofte en betydelig variation mellem populationer (grupper af individer) og mellem enkelte individer i populationerne. Ved større forskelle mellem populationer inden for en arts udbredelsesområde kan denne opdeles i racer (fx geografiske eller økologiske racer) eller underarter.
Nye arter opstår fra allerede eksisterende arter. Artsdannelse (speciation) foregår til stadighed, og arter uddør til stadighed. Artsdannelse kan være en meget langsom proces, hvorfor den ikke observeres direkte. Populationer inden for en art undergår hele tiden små ændringer (adaptation) i den genetiske sammensætning, enten i tilfældig retning eller i en retning, som fører til bedre tilpasning (selektion) til det omgivende miljø.
Hvis en art opdeles i adskilte populationer, der ikke længere er i kontakt med hinanden, vil de genetiske forandringer i hver population føre til gradvis større genetiske forskelle imellem disse. Hvis de genetiske forskelle indebærer, at de to populationer ikke længere kan krydses indbyrdes (dvs. at de er seksuelt isolerede), er der per definition opstået en ny art. Denne form for artsdannelse (speciation) anses for at være den vigtigste og kaldes allopatrisk artsdannelse. Jo mindre populationerne er, jo hurtigere opstår de genetiske forskelle og dermed dannelsen af nye arter.
Artsdannelse, der foregår inden for den "gamle" arts udbredelsesområde, benævnes sympatrisk artsdannelse; fx er mange plantearter opstået ved kromosomfordoblinger, der med det samme isolerer de berørte individer genetisk (se polyploidi). I dette tilfælde er arten opstået på én gang, i løbet af én generation.
Mangfoldigheden af arter, artsdiversitet, er antallet af arter, der lever i et område. Artsdiversiteten i et område afhænger bl.a. af faktorer som mangfoldigheden af levevilkår, næringsrigdom og områdets størrelse. Regnskove i troperne, koralrev, gammel skov og ekstensivt landbrugsudnyttede økosystemer i den subtropiske og tempererede zone har stor artsdiversitet.
Under et økosystems udvikling (succession) forøges artsdiversiteten som regel fra lille diversitet i de første pionersamfund til højere diversitet i de modne samfund. Klimaksøkosystemet har ofte den højeste artsdiversitet. Inden for samme område kan der findes økosystemer med naturligt høj og naturligt lav artsdiversitet. I Danmark har fx naturskoven høj og, som kontrast, højmosen lav artsdiversitet. Udsættes et plantesamfund for en faktor, der reducerer planternes indbyrdes konkurrence, vil dette normalt øge artsdiversiteten i samfundet. Således kan græsning øge artsdiversiteten. En græsset strandeng har højere biodiversitet end en ugræsset.
Antallet af arter på Jorden kendes ikke, og der er kun unøjagtige tal for de arter, der er kendt og forsynet med et systematisk navn: mellem 1,4 og ca. 1,8 millioner. I Linnés Systema Naturae var der navngivet 9000 forskellige arter af dyr og planter. Hvert år opdages mange nye arter: et meget stort antal hvirvelløse dyr, svampe og mikroorganismer, tre-fire fugle og ca. 20 pattedyr — især små gnavere, men også store dyr som fx Vu Quang-oksen, der blev opdaget i Vietnam i 1992.
Der findes forskellige skøn over det samlede artsantal, fra tre millioner til over ti gange så mange. Et skøn på 80 millioner arter nød stor bevågenhed i pressen. Et af skønnene, 30 millioner arter, bygger på en undersøgelse i en tropisk regnskov, hvor alle insekterne i enkelte træer blev talt. Man beregnede, at en bestemt træart rummede 600 forskellige insekter, der udelukkende var knyttet til denne art. Med ca. 50.000 forskellige tropiske regnskovstræarter med hver sin insektfauna giver det ca. 30 millioner forskellige insektarter. Dette skøn er behæftet med meget stor usikkerhed, og et mere forsigtigt skøn på et mere solidt grundlag giver et antal på 12,5 millioner arter.
Ikke kun undersøgelser i nye egne, men også nye metoder kan afsløre nye arter. Med molekylærbiologiske undersøgelser af DNA-sekvenser kan man nu skille tilsyneladende ensartede bakterier og andre organismer ud i en lang række typer. I en norsk undersøgelse har man fx i et gram skovjord fundet 4000-5000 forskellige bakterier, der ikke før var kendt.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.