nomenklatur (navngivning eller opslagsord)

Inden for botanikken og zoologien er nomenklaturen den videnskabelige navngivning, der har til formål at skabe klarhed og entydighed, således at ét bestemt navn er permanent knyttet til én bestemt taksonomisk enhed.

For frøplanterne er udgangspunktet Linnés Species Plantarum (1753), hvor den binære nomenklatur for første gang blev konsekvent brugt. Det vil sige, at en arts videnskabelige navn består af to latinske ord, et slægtsnavn fulgt af et artsnavn som fx i Fagus sylvatica (bøg). De nuværende nomenklaturregler blev udformet i deres hovedtræk midt i 1800-tallet, men detaljerne bliver til stadighed revideret efter beslutninger ved internationale kongresser.

Nogle af de vigtigste grundsætninger er, at nomenklaturen baseres på prioritet i publicering, dvs. at ældste navn gælder, og at navnene fikseres vha. typer. For et artsnavn er den nomenklatoriske type oftest et bevaret museumseksemplar brugt ved den oprindelige beskrivelse af arten. For taksonomiske enheder over slægtsniveau har navnene i botanikken specielle endelser, fx -aceae for familier og -ales for ordener.

Botanisk nomenklatur er uafhængig af den zoologiske. Fx er Oenanthe det korrekte navn både på planteslægten klaseskær og fugleslægten stenpikker.

For dyrene (de flercellede dyr plus encellede organismer, som traditionelt har været behandlet under disse regler, såsom ciliater og kraveflagellater) tager navngivningen udgangspunkt i Linnés Systema Naturae, 10. udgave (1758), som er den ældste oversigt over dyreriget med binær nomenklatur. Zoologiske familienavne har endelsen -idae, mens der ikke er regler for de højere enheder.

For bakterierne har man i 1975 forkastet de gamle navne og indført en ny navngivning hovedsagelig baseret på biokemiske karakterer. Internationale kræfter arbejder på et fælles regelsæt for alle organismer, hvilket skulle gøre elektronisk søgning på slægtsnavne helt entydig.

I kemiens barndom gav man ofte stofferne navne efter deres egenskaber eller efter det sted, hvor de var fundet. Det gav navne som glukose (græsk gleukos 'sød vin') og smørsyre, fordi den findes i harsk smør. Sådanne navne kaldes trivialnavne. Med det voksende antal kemiske forbindelser blev det klart, at denne måde at navngive på ikke var holdbar. På en konference i Genève i 1892 enedes man om at skabe en systematisk nomenklatur, således at man ud fra en formel entydigt kunne aflede et navn, og således at der til et systematisk navn kun svarede én formel.

Dette arbejde er blevet fortsat af IUPAC. I Danmark har især kemiker Kai Arne Jensen været aktiv på området. IUPAC-nomenklaturen er skabt på engelsk og skal tilpasses de enkelte sprog. En tilpasning til dansk sprogbrug findes i Kemisk Ordbog.

I leksikografi betegner nomenklatur mængden af de opslagsord, som udgør en ordbog, oftest ordnet alfabetisk. Den er således bestemt af ordbogens art og det ordforråd, den beskriver.

• art
• biologisk systematik
• biologisk klassifikation
• IUPAC
• kemi
• leksikografi
• taksonomi