smørsyre

Artikelstart

Smørsyre, CH3CH2CH2COOH, butansyre, olieagtig væske med smp. −6 °C og kp. ca. 164 °C. Den er en svag syre, der findes som glycerid i smør, hvorfra den frigives ved harskning. Smørsyre er stærkt ildelugtende; lugten kendes fra fodsved.

Smørsyre blev tidligere fremstillet ved gæring, men produceres i dag ved oxidation af aldehydet. Estere af smørsyre (butyrater) finder anvendelse ved produktionen af lakker, plast og parfume.

Der findes også en isosmørsyre, 2-methylpropansyre, (CH3)2CHCOOH, som er en væske med kogepunkt ca. 155 °C, der også lugter ilde. Den kan anvendes som opløsningsmiddel, som herbicid og til fremstilling af diisopropylketon og estere.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig