opløsningsmidler

Industrielt anvendes organiske opløsningsmidler især som bærefase til forskellige former for overfladebehandling, herunder maling, lak, lim, trykfarver og køle- og smøremidler. Dertil kommer deres anvendelse som rensemidler i forbindelse med affedtning og tøjrensning og som ekstraktionsmiddel af fedtstoffer og lægemidler fra bl.a. frø, nødder og fiskemel. De anvendes desuden i materialer, som skal blødgøres inden ekstrudering eller støbning. I sundhedsvæsenet benyttes formaldehyd til desinfektion, og mange andre opløsningsmidler anvendes ved kemisk syntese af lægemidler. Desuden har nogle opløsningsmidler andre anvendelser, fx anvendes benzin først og fremmest som brændstof.

Mange opløsningsmidler er brandfarlige, og acetone kan således medføre eksplosionsulykker.

De fleste organiske opløsningsmidler kan let optages i organismen ved indånding, hvorefter de især aflejres i kroppens fedtholdige bestanddele, hvilket er af betydning for deres giftvirkning.

Den største helbredsrisiko er den skadelige påvirkning (se toksikologi) af nervesystemet ved langvarig indånding. Der kan udvikles en demenslignende tilstand med tiltagende grad af nedsat koncentrationsevne og hukommelse, øget træthed, hovedpine, irritabilitet, nervøsitet og andre psykiske symptomer. Da disse virkninger også ses ved andre sygdomme, kan diagnosen være vanskelig at stille. Carbondisulfid og hexan medfører især skader på det perifere nervesystem med føleforstyrrelser til følge.

Ved akut påvirkning virker opløsningsmidlerne bedøvende, hvilket udnyttes til narkose med æter og triklorethylen. Den berusende effekt er årsag til misbrug i form af snifning. Normalt vil en kortvarig påvirkning ikke efterlade blivende forandringer.

Efter indånding optages de fleste opløsningsmidler hurtigt i kroppen. Der sker derefter en nedbrydning i leveren, hvor der dannes mere vandopløselige forbindelser, der siden udskilles i urinen.

Virkningerne af bl.a. methanol og hexan på nervesystemet har været kendt længe. Det var dog først i 1970'erne, at der for alvor fremkom bestyrket mistanke om, at terpentin og andre opløsningsmidler kunne give anledning til kroniske hjerneskader. De første rapporter om symptomer på demens hos malere og andre erhvervsgrupper førte til, at man også kaldte sygdommen for malersyndrom. Rapporter udført af studentergrupper og andre interesserede blev dog genstand for kritik, og det varede ca. ti år, inden sygdommene blev anerkendt som en arbejdsskade. Selv i slutningen af 1990'erne var de fleste opløsningsmidler stadig undtaget for krav om mærkning om risiko for kroniske helbredsskader.

Ud over ethanol kan flere opløsningsmidler medføre leverskader. Dette gælder især tetraklormethan og toluen. Sammen med ethylenglycol kan de også påvirke nyrefunktionen. Nogle opløsningsmidler er desuden kræftfremkaldende; fx kan udsættelse for benzen medføre risiko for leukæmi. Også formaldehyd og tetraklorethylen regnes for kræftfremkaldende. Glykolforbindelser kan medføre risiko for fosterskader.

Ved langvarig eller hyppig hudkontakt bliver hudens hornlag ødelagt, fx når opløsningsmidler benyttes til afvaskning af fedt og olie på hænderne. Der kan da opstå et toksisk kontakteksem (se arbejdsbetingede sygdomme (hudsygdomme) og eksem). Formaldehyd kan medføre allergisk eksem. Mange opløsningsmidler kan desuden optages ved hudkontakt.

Antallet af danskere, der er udsat for opløsningsmidler på arbejdspladsen, er faldende. Vandbaseret maling har efterhånden overtaget den største del af markedet, men disse produkter indeholder stadig små mængder organiske opløsningsmidler. Af hensyn til eksplosionsfaren har man søgt at indføre de langt sikrere CFC-forbindelser, specielt freoner, hvis skadelige virkninger på ozonlaget dog skaber problemer. Større held har der været med at erstatte hexan med heptan, ligesom man til affedtning og rengøring er begyndt at anvende mindre giftige detergenter.

Tidligere lemfældig anvendelse af opløsningsmidler har medført forurening af omgivelserne, og mange drikkevandsboringer er blevet lukket pga. nedsivning, især af triklorethylen (se miljømedicin).