Formaldehyd, methanal, HCHO, stikkende, farveløs gas med kogepunkt - 19,5 °C. Formaldehyd, der er påvist i det interstellare rum, kendes bedst som en 35% vandig opløsning, formalin, der bl.a. anvendes til desinfektion og konservering af zoologiske præparater. Forbindelsen fremstilles ved oxidation af methanol med luft og passende katalysatorer; formaldehyd anvendes til fremstilling af plast.

Faktaboks

Etymologi
Ordet formaldehyd kommer af latin formica 'myre' og aldehyd.

Fenolharpikser (bakelit) dannes ved reaktion med fenol og anvendes til elektriske artikler, skruelåg, i lakker og som klæbestoffer. Som bindemiddel i spånplader kan disse polymerer give gener ved afgivelse af formaldehyd.

Melaminharpikser fås ved reaktion med melamin og benyttes især til husholdningsartikler (skåle, grydeskeer mv.) og laminater, fx til bordplader. Formaldehyd anvendes endvidere til behandling af bomuld for at mindske krølning.

Giftvirkninger

Formaldehyd virker lokalirriterende på hud og slimhinder; ved hudkontakt med koncentrerede opløsninger ses ætsninger, som behandles med skylning med vand. Ved indtagelse af formaldehyd i mindre mængder kan der optræde hoste og mavesmerter; ved større doser kan der forekomme slimhindeætsninger og diarré. Formaldehyd omdannes i kroppen til myresyre, som kan medføre syreforgiftning (acidose), der kan behandles med ammoniumholdige lægemidler.

Anvendelser som lægemiddel

Formaldehyd anvendes som formalin især til desinfektion af kirurgiske instrumenter og i dampform til rumsterilisation. Formaldehyd virker hæmmende på væksten af bakterier, bakteriesporer, svampe og virus. Den desinficerende virkning fremmes stærkt af høj varme og luftfugtighed. Formaldehyd i en vandig opløsning på 2-10% blev tidligere anvendt som desinficerende lægemiddel, fx til brug i armhulerne ved udtalt sveddannelse.

I form af tabletter kan stoffet methenamin anvendes som lægemiddel ved forebyggelse af urinvejsinfektioner, da methenamin i sur urin fraspalter formaldehyd.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig