Artikelstart
Myresyre er en farveløs væske med en stikkende lugt: Myresyre smelter ved 8,4 °C og koger ved 100,7 °C. Salte og estere af myresyre kaldes formiater (af latin formica 'myre').
Faktaboks
- Også kendt som
-
methansyre; kemisk formel: HCOOH
Myresyre kan fremstilles ved at behandle natriumhydroxid med carbonmonoxid ved 120-130 °C og derefter tilsætte svovlsyre. I dag fremstilles den hovedsagelig ved hydrolyse af methylformiat, der igen er fremstillet af methanol og carbonmonoxid. Den er med en pKs-værdi på 3,77 en stærkere syre end andre carboxylsyrer og virker desuden reducerende.
Myresyre indgår i forsvarssystemerne hos flere dyr og planter, fx myrer og brændenælder. Den anvendes teknisk bl.a. ved ensilering og garvning, som konserveringsmiddel (fx i frugtjuice), til regulering af surhed og som kemisk mellemprodukt.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.