Arternes uforanderlighed havde allerede længe været betvivlet af flere zoologer, og i begyndelsen af 1800-t. foreslog franskmanden Jean Baptiste Lamarck, at fossiler, som ikke ligner nutidens dyr, har været forfædre til nulevende arter, og at der altså er sket en ændring af arterne gennem tiderne, dvs. en evolution. Imidlertid forestillede han sig, at udviklingen er sket i mange parallelle linjer, hvoraf nogle er uddøde, mens nye hele tiden er opstået (Philosophie zoologique, 1809). Udvikling gennem forgrenede linjer, altså udvikling fra fælles stamformer, er kun antydet i senere skrifter. Hans Histoire naturelle des animaux sans vertèbres (1815-22) betegner et stort fremskridt i klassifikationen af de hvirvelløse dyr, som han delte i 11 hovedgrupper. Mange af disse grupper benyttes den dag i dag, fx Tunicata (sækdyr), Arachnida (spindlere), Crustacea (krebsdyr), Annelida (børsteorme) samt Conchifera og Mollusca (bløddyr), naturligvis med korrektioner.
Lamarcks samtidige og politisk set succesrige modstander var franskmanden Georges Cuvier, som forsvarede princippet om arternes konstans. Han klassificerede dyrene i fire hovedgrupper: hvirveldyr, bløddyr, leddyr og stråledyr, hvor arterne i hver gruppe betragtedes som bygget efter en og samme grundplan, som han betragtede som indbyrdes usammenlignelige. Han studerede også fossile hvirveldyr fra omegnen af Paris og fandt, at faunaen har ændret sig betydeligt gennem tiderne; han fandt ikke glidende overgange mellem arterne i de forskellige lag, og han mante, at det skyldtes en lokal uddøen pga. naturkatastrofer efterfulgt af nyindvandring af arter fra andre områder.
Skønt arternes konstans således havde været betvivlet af flere forskere, blev det dog gennem briten Charles Darwins bog On the Origin of Species by Means of Natural Selection (1859), at evolutionstanken fik sit endelige gennembrud. Darwin forklarede dyrerigets mangfoldighed som resultatet af gentagen dannelse af nye arter ved opsplitning af fælles stamformer. De nye arter tilpasses omgivelserne, og de bedst tilpassede former overlever. Han fastslog, at den systematiske inddeling af dyr og planter bør afspejle arternes afstamningsmæssige relationer på en måde, som ligner menneskelige stamtræer. Han havde tidligere publiceret en række monografier over rankeføddernes anatomi og systematik, men han benyttede ikke sin teori til revision af dyrerigets systematik.
Darwins tanker blev hurtigt grebet af tyskeren Ernst Haeckel, som konstruerede de første stamtræer dels over alle levende organismer, dels over hver enkelt af dyrerigets hovedgrupper. Haeckel var en kolossalt produktiv forsker og popularisator, og hans tanker om dyrerigets tidligste udvikling ændrede sig fra år til år, hvor de flercellede dyrs opståen først blev forklaret ved en opdeling af en ciliatlignende stamform og senere ved udvikling fra en flagellatkoloni (se gastraea-teorien og fosterudvikling).
Udviklingstanken trængte ganske hurtigt igennem i de videnskabelige kredse og gav et nyt perspektiv og derigennem en kolossal ansporing til de komparative studier af dyregrupperne, ikke blot baseret på anatomi og embryologi, men også fx på fysiologi, biokemi og økologi.
Slutningen af 1800-t. og det meste af 1900-t. blev imidlertid en periode, hvor den eksperimentelle biologi kom i første række. Tyskerne Wilhelm Roux og Hans Spemann grundlagde den eksperimentelle embryologi, hvor de fx vha. transplantationer på frøfostre kunne vise, hvorledes forskellige væv og organer påvirker hinanden vha. kemiske signalstoffer.
Skønt Darwin fremhævede, at systematikken bør afspejle fylogenien (arternes oprindelse og udvikling), er dette princip først trængt igennem fra midten af 1900-t., hvor tyskeren Willi Hennigs indførelse af fylogenetisk systematik (også kaldet kladisme), som kun anerkender naturlige (monofyletiske) grupper, har igangsat en ny opblomstring af systematiske studier, hvor computerbaserede analysemetoder er kommet til at spille en stadig mere fremtrædende rolle.
I midten af 1900-t. havde amerikaneren E.B. Lewis studeret de såkaldt homeotiske mutationer hos bananfluer, hvor enkelte lemmer eller hele kropsdele udvikles på "forkerte steder", fx normale ben i stedet for antenner. Sammen med tyskeren Christiane Nüsslein-Volhard skabte han den moderne udviklingsbiologi, som søger at forklare, hvorledes generne under fosterudviklingen organiserer individets forskellige kropsdele og organer. Mange af disse gener er fælles for det meste af dyreriget, og sekventering af proteiner og gener og studiet af enkeltgeners forekomst og funktion hos forskellige dyregrupper leverer ny information om evolutionen og bidrager dermed til en rigtigere systematik. Omkring årtusindskiftet er denne nye forskningsgren, som kaldes evolutionary developmental biology, således begyndt at skabe en ny syntese mellem de deskriptive, anatomisk-morfologisk-systematiske studier og den eksperimentelle biologi.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.