William Harvey

William Harvey var en engelsk læge, der med sin beskrivelse af blodets kredsløb gjorde den betydeligste medicinske og fysiologiske opdagelse i 1600-t. William Harvey blev uddannet i Cambridge og drog herefter til Padova, hvor en af de bedste anatomiske skoler fandtes. Fabricius d'Acquapendente (1537-1619) underviste William Harvey, og hans påvisning af veneklapperne kunne William Harvey siden bruge til støtte for sin kredsløbsteori. I 1602 tog William Harvey den medicinske doktorgrad, og i England blev han snart en af datidens navnkundigste læger. Han underviste i anatomi og kirurgi og blev siden livlæge for Jakob 1. og Karl 1.

Allerede fra 1616 forelæste William Harvey om blodets kredsløb, men først i 1628 udgav han sit epokegørende værk Exercitatio Anatomica de Motu Cordis et Sanguinis in Animalibus ('Anatomisk øvelse om hjertets og blodets bevægelse hos dyr'), der byggede på en række elegante anatomiske og fysiologiske undersøgelser. Det var et kraftigt brud med Galenos' lære, som stadig var gældende; ifølge denne dannedes blodet hele tiden på ny i leveren. Til trods for, at William Harvey kunne beregne, at mængden af udpumpet blod fra hjertet ville kræve, at der skulle nydannes mere end syv ton blod i døgnet, var en række af samtidens læger ikke overbeviste og søgte at modbevise hans teori. Harvey blev nærmest betragtet som fantast og oplevede så kraftig kritik, at patienter ligefrem forlod hans praksis. Gradvis slog hans tanker igennem, men først Marcello Malpighis påvisning i 1661 af blodets hårkarnet (kapillærer) og dermed af forbindelsen mellem arterier og vener skabte grundlaget for den endelige accept af Harveys opdagelse.

I slutningen af sit liv var William Harvey optaget af studier af fosterudviklingen og formulerede i 1651 den berømte grundsætning: Ex ovo omnia ('Alt levende udvikles fra en ægcelle'), hvorved Harvey tog afstand fra den indtil da gældende antagelse, at liv af sig selv kunne opstå ved selvdannelse af den livløse natur.