Anton van Leeuwenhoek, Anthony van Leeuwenhoek, 1632-1723, selvlært hollandsk naturforsker. Han lærte sig med stor præcision at slibe ganske små, stærkt krummede linser, der monteret i en metalplade og anvendt som en simpel lup kunne forstørre op til 275 gange med en opløsning ned til ca. 1 μm. Ved hjælp af sådanne simple mikroskoper, som han egenhændigt fremstillede over 100 af, gjorde han utallige originale iagttagelser, som han nedskrev, ledsaget af præcise tegninger, bl.a. af bakterier, forskellige encellede dyr, sædceller og detaljer ved bittesmå insekter. Desuden beskrev han den kapillære blodcirkulation. Han meddelte de fleste af sine iagttagelser i over 100 breve, som publiceredes i Philosophical Transactions of the Royal Society i London, hvor han i 1680 blev optaget som medlem. Se også mikroskop.