Charles Darwin

Charles Darwin voksede op i et velhavende lægehjem i Shrewsbury, England. Han udviklede tidligt stor færdighed i de engelske overklassedyder jagt og ridning, ligesom han strejfede rundt og gjorde mange naturiagttagelser. Til den dominerende fars fortrydelse var han mindre interesseret i boglig indlæring. Alligevel blev Darwin som 16-årig sendt til Edinburgh for at studere til læge som sin far. Her plejede han omgang med naturhistorikere, mens lægestudiet ikke kunne aftvinge ham nogen interesse, og da det yderligere var en pestilens for ham at deltage i operationer, gav han op efter to år.

For familien var den unge Darwin nu ved at udvikle sig til et problem, og løsningen blev, at han skulle læse til præst. Et præstekald på landet ville give ham gode muligheder for at dyrke de naturhistoriske interesser. Darwin blev i 1827 sendt til Cambridge, hvor han uden den store overbevisning gennemførte præstestudiet.

Hovedstudiet kedede ham, men opholdet i universitetsbyen fik stor betydning for hans senere udvikling. På den tid var det ikke muligt at tage eksaminer i botanik, zoologi og geologi, men der var ansat lærere, som mod betaling underviste heri. Darwin viste sig at være en særdeles lovende naturhistoriker, specielt inden for geologien.

De få studerende med naturhistoriske interesser udviklede ofte et nært personligt forhold til lærerne; Charles Darwin især til botanikeren J.S. Henslow (1796-1861) og geologen Adam Sedgwick. Da flåden i 1831 henvendte sig til Henslow for at få anvist en ung naturhistoriker til en jordomsejling med briggen H.M.S. Beagle, anbefalede Henslow den 22-årige Darwin.

Darwin var i særdeles god fysisk form, og hans mod og udholdenhed skulle ved flere lejligheder vise sig at være af afgørende betydning for turens heldige gennemførelse. Valget af Darwin var dog i lige så høj grad bestemt af, at han syntes at være en passende medrejsende for skibets kaptajn, Robert Fitzroy.

Rejsen var planlagt til to år, men den kom til at vare fem (december 1831-oktober 1836). Formålet var dels at foretage opmålinger langs den sydamerikanske kyst, dels at oprette kronometriske stationer kloden rundt. Darwin deltog ikke i denne del af arbejdet, han opholdt sig på land i lange perioder, specielt i Sydamerika; i øvrigt led han af søsyge på hele rejsen.

Charles Darwin besøgte den brasilianske regnskov, gennemrejste den argentinske pampas, og fra Chile arrangeredes en ekspedition op i Andesbjergene. På rejsen over Stillehavet skulle opholdet på Galapagosøerne senere vise sig særlig betydningsfuldt, men bl.a. Tahiti, New Zealand og Australien blev også besøgt.

Som afskedsgave forærede Henslow Charles Darwin første bind af Charles Lyells nyudkomne Principles of Geology, dog blev han advaret mod bogens budskab; dens grundtanke stred nemlig mod tidens fremherskende idéer: At alle nulevende arter er opstået i deres færdige skikkelse ved en guddommelig skabelsesakt for få årtusinder siden umiddelbart efter den seneste syndflod, som var forårsaget af overjordiske kræfter, og som udryddede den tidligere periodes plante- og dyreliv, der selv var blevet til efter en endnu tidligere syndflod.

Charles Lyell formulerede i stedet uniformitarismen: At Jorden aldrig har været påvirket af andre kræfter, end dem vi kender i dag. Som konsekvens heraf er alle ændringer, set i større målestok, sket ganske gradvis, og Jorden må være endog meget gammel. Lyell mente også, at arter uddør af naturlige årsager, når de ikke længere kan klare sig i konkurrencen med andre arter. Retrospektivt ser man derfor, at Jordens livsformer bliver stadig mere forskellige fra de nuværende, jo ældre de er. Dette artstab betyder, at der må opstå nye arter ved naturlig opståen.

Lyells bog blev Darwins "bibel". Han tog de nye geologiske idéer og idéen om arternes naturlige uddøen til sig, mens det uløste problem om nye arters opståen ("mysteriernes mysterium") senere blev hans store udfordring.

Darwin offentliggjorde efter hjemkomsten tre bøger med geologisk indhold, som i høj grad er blevet overskygget af hans senere indsats, men som ikke desto mindre er vigtige arbejder, der har bidraget til fagets udvikling. Særlig kendt er hans bog fra 1842 om dannelsen af koraløer, hvori han forklarer atollers dannelse.

I førsteudgaven af Charles Darwins rejseberetning, Voyage of the Beagle (1839), er geologien stærkt dominerende, men i andenudgaven fra 1845 får biologien mere plads. På turen foretog Darwin omfattende indsamlinger af dyr og planter, som han artsbestemte og præserverede for derefter at sende dem hjem til England.

Allerede før hjemkomsten stod der respekt omkring Darwins navn hos de hjemlige specialister, der bearbejdede det indsamlede materiale. Men Darwins egne observationer af de overordnede mønstre i især dyrearternes udbredelse og variation mystificerede ham. Darwins tro og åndelige ballast sagde ham, at hver art er gudskabt og uforanderlig, men han kunne tydeligt se det åbenlyse behov for en mere jordnær forklaring på arternes opståen. Lyell, som Darwin stiftede bekendtskab med hjemme i England, veg uden om spørgsmålet, som Darwin tilsyneladende selv måtte besvare.

Charles Darwin var straks ved hjemkomsten blevet accepteret af det videnskabelige establishment, bl.a. indvalgt i Royal Society 1839, og de følgende år blev en meget travl periode. Enhver tanke om et præstekald blev opgivet; Darwin ville være fuldtidsforsker. Familien syntes uden videre at have accepteret dette, og familieformuen overflødiggjorde et fast udkomme. Darwins interesse for det kontroversielle emne om arternes opståen var heller ikke noget problem. Her var der næsten tale om en familietradition, idet Darwins farfar, Erasmus Darwin, tidligere havde hyldet evolutionsidéen, og Darwins far var ateist.

I 1839 giftede Charles Darwin sig med sin kusine Emma, der var ud af den velhavende Wedgwoodfamilie. Parret slog sig ned i London, men allerede i 1842 flyttede de til landsbyen Down, Kent, som blev rammen om 40 års familieliv. Emma var Charles en hengiven støtte, men skulle med tiden få anledning til at bekymre sig om sin mands gudløshed. De fik ti børn, hvoraf to døde som små, mens Anne, faderens yndling, døde som tiårig; en hændelse, som for alvor funderede Darwins ateisme.

Down lå kun ca. 26 km syd for London, men Darwin forlod kun sjældent hjemmet. Den tidligere så raske mand var kort efter hjemkomsten blevet angrebet af en mystisk sygdom, der i lange perioder belastede ham psykisk og fysisk; selv i de bedste perioder kunne han kun arbejde nogle få timer daglig. Der er fremsat mange teorier om sygdommens årsag. Nogle hævder, at det var Chagas' sygdom, der forårsages af en encellet parasit beslægtet med den afrikanske sovesygeparasit, og som overføres af en rovtæge, som man ved, Darwin blev bidt af i Sydamerika. Andre ser årsagen i en medfødt nervedefekt evt. udløst af et anstrengt forhold til den dominerende far.

Selvom Charles Darwin i den første tid efter hjemkomsten var travlt optaget af at organisere bearbejdningen af det indsamlede materiale, glemte han ikke artsproblemet. Gennem hele sin voksne tilværelse gjorde Darwin meget omhyggelige notater, og herigennem kan man på meget nært hold følge ham frem til den endelige løsning. Han afviste tanken om de uforanderlige gudskabte arter. Arter ændres, og nye dannes ved naturlige processer.

Darwin trak paralleller til husdyravl, hvor mennesket foretager en kunstig selektion af de individer, der skal føre slægten videre; men hvordan sker den naturlige selektion hos vilde arter? Darwin skriver i sin selvbiografi, at løsningen kom til ham en oktoberaften i 1838, hvor han tilfældigt læste sjette udgave af Thomas Robert Malthus' bog om befolkningsproblemet, An Essay on the Principle of Population.

Heri forfægtes det synspunkt, at menneskenes antal forøges hurtigere end de nødvendige resurser. Darwin indså, at overførtes teorien på naturen, ville det betyde, at der individerne imellem måtte foregå en kamp for tilværelsen om de begrænsede resurser. Individer med særlig gunstige egenskaber ville klare sig bedst, og egenskaberne ville videreføres til afkommet. Der sker således en naturlig selektion, og med tiden ændres arten.

Grundtrækkene af Charles Darwins teori var altså nedskrevet i hans dagbøger mere end 20 år, før de blev offentlig kendt. I de mellemliggende år udbyggede han sine idéer, som han i 1842 nedskrev i en kort skitse og to år senere i et længere essay. Det kom ikke på tale at publicere dem, dertil var de for farlige, ja ligefrem et forræderi mod de værdier, som Darwins egen privilegerede klasse hyldede. Han skrev dog et brev til Emma, som først skulle åbnes, når han døde. Heri bad han hende publicere manuskriptet posthumt og angav navne på personer, der sikkert ville være hende behjælpelig.

Charles Darwin brugte den unge botaniker Joseph Dalton Hooker som med- og modspiller i afprøvningen af sine idéer, og Hooker var den første, som læste hele manuskriptet (i 1847). Hooker påpegede, at man ikke kunne beskæftige sig med artsproblemet, medmindre man egenhændigt havde beskrevet mange arter. Bemærkningen var ikke møntet på Darwin, men den gjorde indtryk. Geologen Darwin gik derfor med stor energi i gang med en monografi over rankefødderne, en gruppe af stærkt omdannede krebsdyr. Resultatet, fire omfattende afhandlinger, vakte stor interesse, og Darwin var nu en internationalt anerkendt forsker inden for både geologi og zoologi.

Efter denne præstation blev der igen tid til at beskæftige sig med artsproblemet. Darwin søgte kontakt med lovende unge forskere med liberale holdninger, bl.a. Thomas Huxley, for at sikre sig faglig opbakning, hvis det skulle blive nødvendigt. Darwin indså, at argumentationen måtte være solid, før teorien kunne accepteres, og han gik derfor i gang med en kraftig udbygning af det oprindelige manuskript. Men denne uhåndterlige mastodont blev aldrig færdigskrevet.

Den 18. juni 1858 modtog Darwin fra Alfred Russel Wallace et manuskript, som var et næsten perfekt sammendrag af hans egne idéer. Den chokerede Darwin søgte hjælp hos Lyell, der sammen med Hooker fik arrangeret et møde i Linnean Society den 1. juli, hvor både Wallaces afhandling og et kort resumé af Darwins Essay blev præsenteret.

Denne begivenhed vakte ikke større opmærksomhed, men Darwin gik nu i gang med at forberede en hurtig offentliggørelse af sin evolutionsteori. Han ville bl.a. vise, at den bragte orden og sammenhæng i en række discipliner som fx systematik, palæontologi, dyregeografi, formlære og embryologi. On the Origin of Species blev offentliggjort den 24. november 1859 og vakte straks enorm opsigt. Førsteoplaget blev udsolgt på udgivelsesdagen, og bogen kom i seks udgaver, den sidste i 1872.

Dette blev udgangspunktet for en debat både blandt fagfæller og i offentligheden, som fortsætter den dag i dag. Samtidens reaktion kan kort sammenfattes til, at idéen om arternes naturlige opståen og indbyrdes slægtskab overbeviste store dele af forskningsmiljøet (dog ikke de mest konservative fagfæller som fx Darwins gamle lærere i Cambridge), mens idéen om naturlig selektion generelt blev dårligt modtaget. Set med nutidens øjne var dette uundgåeligt; datidens kendskab til arvelovene var ufuldstændigt, og den påfølgende debat frem til den generelle accept af teorien i midten af dette århundrede er da også forløbet parallelt med landvindinger inden for genetikken (se fx darwinisme og evolution).

Arternes oprindelse gjorde Charles Darwin til en internationalt feteret videnskabsmand, men da helbredet fortsat var dårligt, medførte dette ikke nogen ændring i den tilbagetrukne tilværelse i Down; når sygdommen tillod det, var han nærmest besat af arbejdet med videnskabelige problemer. Han skrev således flere bøger, som alle havde et væsentligt principielt sigte, og flere af dem var pionerarbejder inden for de respektive discipliner.

Tre af bøgerne udsprang af problemer diskuteret i Arternes oprindelse, bl.a. en meget detaljeret fremstilling af datidens viden om kulturplanter og husdyr (1868). Skønt Darwin kun nævner mennesket i en bisætning i sit hovedværk, var det tydeligt for enhver, at Darwin mente, vi nedstammede fra en stamform fælles med aberne.

I en bog om menneskets afstamning (1871) argumenterer han for dette synspunkt (han nævner endda i opposition til datidens teorier, at mennesket nok er opstået i Afrika, hvilket først blev bevist i løbet af 1900-tallet), men det meste af dette mærkelige værk handler om fænomenet seksuel selektion; senere et særdeles aktuelt forskningsområde. Den tredje bog (1872) omhandler udtryksformer hos mennesker og dyr og har bidraget til udviklingen af adfærdsbiologien.

Også botanikken havde hans bevågenhed. I en bog om insektbestøvede planter påvises mange smukke tilpasninger, adaptationer, mellem plante og bestøver, ligesom hele samspillet i evolutionen af insekter og blomsterplanter påpeges. Betydningen af krydsbefrugtning hos planter påvises i en bog, der i høj grad baseres på Darwins egne forsøg og indeholder iagttagelser, som stadig gengives i moderne lærebøger. Darwin offentliggjorde også iagttagelser, hvorfra den senere forskning omkring plantehormoner har udviklet sig, samt af insektædende planter. Darwins sidste bog omhandler regnormenes betydning for mulddannelsen og dermed for jordens fortsatte frugtbarhed; et pionerarbejde inden for den kvantitative økologi.

Charles Darwin blev begravet i Westminster Abbey, hvor Englands store sønner stedes til hvile. Dette var ingen selvfølge. Alle vidste, at Darwin var fritænker, men hans position var så stærk, og hans støtter sad efterhånden på så indflydelsesrige poster, at statsbegravelsen blev gennemtrumfet. Hooker og Huxley bar kisten sammen med et antal udenlandske dignitarer, bl.a. den amerikanske ambassadør. Darwin og familie havde ønsket en stille bisættelse i Down.

• The Zoology of the Voyage of H.M.S. Beagle (redigeret af Darwin) (1839-43)
• Rejse om jorden (1839, da. 1876)
• The Structure and Distribution of Coral Reefs (1842)
• A Monograph on the Sub-Class Cirripedia (1851-54)
• Arternes oprindelse (1859, da. 1872)
• The Variation of Animals and Plants Under Domestication (1868)
• Menneskets afstamning og parringsvalget (1871, da. 1874-75)
• The Expression of the Emotions in Man and Animals (1872)

• darwinisme
• evolution
• biologi