adaptation

Adaptation er et centralt begreb i biologien. Charles Darwin, og før ham Lamarck, udviklede sin evolutionsteori bl.a. med udgangspunkt i de mange kendte eksempler på dyrs og planters tilpasning til ydre miljøforhold.

Adaptation beskriver en proces af evolutionære ændringer, frembragt ved naturlig selektion, hvorved den gennemsnitlige tilstand af en egenskab i en population forbedres med hensyn til en bestemt funktion, eller hvorved en population bliver bedre til at klare specifikke forhold (målt i overlevelse eller reproduktion) i dennes miljø; adaptation øger med andre ord dyrs og planters overlevelsesmuligheder eller øger deres bidrag til kommende generationer via øget reproduktion.

Adaptation bliver også brugt til at karakterisere resultatet af ændringsprocessen (dvs. tilstanden at være adapteret eller tilpasset) eller "løsningen" af et problem, som det ydre miljø stiller. Da miljøet ændrer sig hele tiden, vil organismernes adaptationsgrad aldrig være optimal, og adaptation som proces vil fortsætte kontinuerligt.

Ikke alle træk og deres udformning er resultatet af adaptationsprocesser, de kan også være biprodukter af selektion, der virker på andre egenskaber; fx antages udviklingen af hjernens størrelse hos mennesket at være et resultat af selektion for øget kropsstørrelse. Egenskaberne kan også være formet som adaptationer til andre situationer og siden have skiftet funktion, fx har fugles fjer oprindeligt haft en isolerende funktion, og først senere blev flyveevnen udviklet.

Det enkelte individ kan tilpasse sig fysiske ændringer i omgivelserne, både kortvarige, fx øjets lys- og mørkeadaptation, og længerevarende, fx det øgede antal af røde blodlegemer hos mennesker, der lever i højtliggende bjerge – en adaptation til de lave iltkoncentrationer, se akklimatisering. Sensorisk adaptation er ændringer i et sanseorgans følsomhed under langvarig sansepåvirkning; de fleste sanseorganer er især følsomme for ændringer i styrken af påvirkningen, mens følsomheden aftager, når påvirkningen holdes konstant. I modsætning til evolutionære adaptationer går fysiologiske adaptationer ikke i arv til afkommet; dog kan evnen til adaptation arves.

Adaptation bruges bl.a. i biologisk og sammenlignende psykologi om processer, egenskaber og handlemønstre, som har betydning for en arts overlevelse. I socialpsykologi beskriver adaptation individets tilpasning til normerne i en gruppe. Adaptation betegner i perceptionspsykologien forbigående ændringer af følsomheden i et sansesystem (syn, hørelse, lugt, smag m.v.), afhængigt af styrken af den stimulering, den pågældende sans udsættes for.

I Piagets udviklingspsykologi er adaptation et grundlæggende princip for kognitiv udvikling. Adaptation opdeles her i akkommodation, som betegner ændringer i de kognitive skemaer, der ligger bag vor forståelse af en situation, og assimilation, den subjektive tillempning af genstande og begivenheder, som vor forståelse af en situation er udtryk for.