Økosystem er et områdes levende organismer og deres samspil med den ikke-levende omverden, fx organisk materiale, jord, mineraler, vand, luft og alle kemiske og fysiske faktorer.
I biosfæren (den levende del af Jorden) kan man beskrive enheder, der både synligt og funktionelt er afgrænset i større eller mindre grad fra andre enheder: søer, skove, vandløb, heder osv. Biosfæren er et kontinuum af økosystemer, der er mere eller mindre i vekselvirkning med hinanden. Grænserne mellem systemerne kan opfattes som områder, hvor vekselvirkningerne er mindre end inde i systemerne.
I og mellem økosystemerne cirkulerer stoffer i stofkredsløb (fx kvælstofkredsløb). Energi kommer fra Solen og bindes ved planternes fotosyntese i organisk materiale. I den videre omsætning af organisk materiale i fødenettene omsættes også energien, og undervejs tabes energi som varme (se økologi).
I 1877 beskrev den tyske biolog Karl Möbius (1825-1908) væsentlige egenskaber ved økosystemerne uden at bruge begrebet økosystem: Når østersfiskere tømmer en fangst ud i båden, er der meget andet end østers; krabber, rurer, orme og snegle lever på, i og ved hinanden. Han indførte termen biocoenose for "dette samfund af arter og individer, indbyrdes begrænset i antal og udvalgt under bestemte ydre livsbetingelser i et afgrænset område". Ti år senere beskrev den amerikanske biolog S.A. Forbes (1844-1930) en sø som et "mikrokosmos", en biologisk verden, hvor alle elementære livskræfter udfolder sig i så lille en skala, at man kan overskue og begribe sammenhængen. "I søen, der er isoleret fra sine omgivelser, cirkulerer stofferne, og der er kontrolmekanismer, der holder ligevægt. I dette mikrokosmos kan intet forstås fuldt ud, før dets forhold til helheden er set klart. Søen ser ud til at være et organisk system, en balance mellem det, der bygger op, og det, der bryder ned. Et system, hvor kampen for tilværelsen og den naturlige udvælgelse har skabt en ligevægt, et samfund med fælles interesse mellem rovdyr og byttedyr." Vi kan næsten ikke få beskrevet den moderne opfattelse af økosystemet bedre.
økosystem | biomasse (kg tørstof pr. m2) | nettoprimær-produktion (g tørstof pr. m2 pr. år) |
---|---|---|
tropisk regnskov | 45 | 2200 |
tropisk skov | 35 | 1600 |
tempereret vintergrøn skov | 35 | 1300 |
tempereret løvfældende skov | 30 | 1200 |
nordlig nåleskov | 20 | 800 |
skov- og busksteppe | 6 | 700 |
savanne | 4 | 900 |
tempereret græsområde | 1,6 | 600 |
tundra og alpint | 0,6 | 140 |
ørken og halvørken | 0,7 | 90 |
ekstrem ørken, klipper og is | 0,02 | 3 |
kultiveret land | 1 | 650 |
sump og marsk | 15 | 2000 |
sø og vandløb | 0,02 | 250 |
åbne oceaner | 0,003 | 125 |
opvældningsområder | 0,02 | 500 |
kontinentalsoklen | 0,01 | 360 |
estuarier | 1 | 1500 |
Den britiske botaniker Arthur G. Tansley (1871-1955) brugte i 1935 som den første begrebet økosystem: Et system af levende organismer og hele komplekset af de faktorer, der udgør deres omverden. For at beskrive dette måtte man gøre mere end blot at tælle planter og dyr. Sådan havde botanikere verden over for længst delt den levende verden op i ret afgrænsede enheder baseret især på, hvilke plantearter der dominerer i forskellige klimaregioner, såkaldte biomer. Med Tansleys formulering af økosystembegrebet udvidedes økologien til også at beskrive arternes mere detaljerede samspil indbyrdes og med den ikke-levende omverden.
Tansley opfattede økosystemet som deterministisk. Dvs. at man ud fra en tilstrækkelig viden om processerne i økosystemet kunne forudsige fremtidige reaktioner. Den åbenbare rækkefølge af arter, der vandrede ind i et nyt område (se succession), var besnærende for opfattelsen af, at der var en underliggende orden i udviklingen. Den amerikanske botaniker Frederic Clements (1874-1945) havde allerede i 1916 beskrevet, hvordan plantevæksten i et område ikke udviklede sig i tilfældige retninger frem og tilbage, men hen imod en efter hans opfattelse "forudbestemt" tilstand, en højere enhed, hvor orden, helhed og stabilitet herskede, og hvor de enkelte arter levede i harmoni med hinanden. Han formulerede dette mål som klimaksformation, og han gik så vidt som til at mene, at naturen stræbte mod at blive en funktionel enhed, der af nogle næsten blev opfattet som én stor, selvregulerende "superorganisme", en forløber for Gaiateorien. Tansley fulgte Clements langt i opfattelsen af, at økosystemerne udviklede sig hen imod en vis "balance" og stabilitet, men i mere forsigtige vendinger.
Forestillingerne om, at naturen følger en regelret vej mod en tilstand med stabilitet, balance og harmoni, er for længst forladt. Successionen finder sin forklaring i arternes individuelle tilpasninger til de skiftende miljøforhold. De eneste spor af "stabilitet" er, at arterne og individerne i klimaksformationen forsvinder langsommere end i de tidligere stadier. I klimaksformationen er der også uro; den har ikke en endelig, stabil tilstand, men forgår som de andre stadier.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.