forsuring

Forsuring, virkningen af sur nedbør på det naturlige miljø. Selv helt uforurenet nedbør vil være påvirket af atmosfærens kuldioxid, der danner kulsyre. Hertil kommer, at der altid vil være små mængder af naturligt forekommende svovl- og kvælstofforbindelser samt organiske syrer i luften og nedbøren. Derfor er nedbøren ikke neutral (pH 7), men svagt sur (pH 5-6). Efter industrialiseringen i 1800-t. har man imidlertid observeret en forøget forsuring af nedbøren med typiske pH-værdier i Europa på 4-4,5 og i enkelte byger helt ned til 3.

Sur regn blev først beskrevet af Robert Angus Smith i 1872 i bogen Air and Rain: The Beginnings of Chemical Climatology. Han behandlede her en række af de miljøpåvirkninger, som følger med sur nedbør, men det var først efter 2. Verdenskrig, at problemets store omfang blev alment kendt, og først i begyndelsen af 1970'erne blev det et internationalt politisk spørgsmål. Efter flere års målinger forelagde Sverige ved en FN-konference om "Human Environment" i Stockholm 1972 en nu klassisk rapport om sammenhængen mellem udslip af svovl og negative miljøeffekter.

Forsuring af jordbund og vandområder pga. sur nedbør ændrer jordens og vandets kemi og påvirker de levende organismer. Den omfattende skovdød i forskellige egne af verden skyldes bl.a. forsuring. I vandområderne kan fiskene dø, bl.a. som følge af et forøget aluminiumsindhold i vandet, hvilket er et resultat af forsuringen. Endvidere har sur nedbør medført omfattende skader på bygninger og kunstværker.

Årsagen til sur nedbør er i det væsentlige udsendelsen af svovldioxid (SO₂) og kvælstofoxider (NO og NO₂, med fællesbetegnelsen NO_x) fra anvendelsen af fossile brændsler. Noget af forureningen afsættes ved lufthvirvler på overflader (tørdeposition), mens de gasformige oxider i atmosfæren efterhånden vil blive omdannet til henholdsvis sulfat (svovlsyre) og nitrat (salpetersyre). Disse forbindelser opløses i vanddråber og afsættes på jordoverfladen med regn eller sne (våddeposition). Noget af syren neutraliseres af ammoniak og afsættes som ammoniumsalte. Regnen bliver herved mindre sur, men efter afsætning til jorden kan den bundne syre frigøres, samtidig med at der dannes salpetersyre ved iltning af ammoniumioner.

Rækkevidden af transporten afhænger af en række meteorologiske parametre, i særdeleshed vindhastigheden og nedbørsforholdene. Der kan være tale om afstande på 1000 km, dvs. at områder af størrelse som hele Europa påvirkes af de samme kilder. Forurening med forsurende stoffer er derfor et eksempel på grænseoverskridende luftforurening. Det studeres i et internationalt samarbejde, det såkaldte European Monitoring and Evaluation Programme (se EMEP), der blev oprettet i 1977 som teknisk baggrund for politiske forhandlinger under De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (UN-ECE).

I 1979 fik man etableret og underskrevet Genèvekonventionen om langtrækkende, grænseoverskridende luftforurening; konventionen trådte i kraft 1983. I forbindelse med konventionen er der vedtaget protokoller, der fastlægger mål for reduktion af udslip. Det samlede europæiske udslip af svovldioxid blev 1980-93 reduceret til ca. 60 %, i Danmark endog til ca. 35 %; 1990-2009 faldt EU-landenes udslip med 76 %. Udslippet af kvælstofoxidet NO er også reduceret betydeligt siden begyndelsen af 1990'erne, mens niveauet af NO₂ ikke i samme grad er faldet.

Forsuring er i Europa snævert knyttet til et andet storskala-fænomen, fotokemisk luftforurening, dels fordi kvælstofoxider spiller en central rolle i begge tilfælde, dels fordi oxidanterne medvirker ved omdannelsen af oxiderne til syrer.