Lappland

Lappland, landskab i Nordsverige, som omfatter dele af Norrbottens, Västerbottens og Jämtlands län; 109.702 km2, 91.666 indb. (2017).

Faktaboks

etymologi:
Landskabet har navn efter folkebetegnelsen lapper.

Landskabet hæver sig fra østkystens plateau med udstrakte moser og skove over skovklædte bjerge til den 100 km brede fjeldzone, der hæver sig op over skovgrænsen. Fjeldene er en del af den kaledoniske foldning, hvis lag er skudt ind over et grundfjeldspeneplan for siden, under istiden, at antage alpine former. Højeste punkt er Kebnekaise (2111 m). Mange fjelde over 1500 m er fortsat nedisede. Uden for foldezonen er peneplanet udformet i op til 2500 mio. år gamle gnejser, gennemsat af NV-SØ-gående sprækker, som er retningssættende for nutidens elve. Disse har stor vandføring om foråret og sommeren, og mange er opdæmmet til elproduktion, som via højspændingsledninger sendes sydpå. Dog er Vindelälven, Kalix älv og Torneälven friholdt af hensyn til naturbevarelsesinteresser.

Klimaet er præget af områdets gennemgående høje beliggenhed og dets afskærmning fra Atlanterhavet. Somrene bliver lune, mens vintrene er kolde. I fjeldene kan den årlige nedbør nå op over 1500 mm, mens lavlandet visse steder kun får 300-400 mm. Tidligere har skovbrande og i nutiden skovdriften påvirket den oprindelige skov mht. udstrækning og sammensætning.

Først i 1500-t. opstod en egentlig agerbrugsbebyggelse. Skovenes tømmer blev flådet ned til kysten og bidrog kun i ringe grad til lokal beskæftigelse. Det samme gælder den langt senere udnyttelse af vandkraften. Derimod lokkede mineralfund, bl.a. sølvmalmen i Sarek. Jernmalmen i Kiruna og Malmberget blev tidligt kendt, men det var først med udviklingen af Thomasprocessen, at den fosforrige malm kunne udnyttes til stålproduktion, og med anlæggelsen af Malmbanan til isfri norsk havn kom der fra slutningen af 1800-t. gang i brydningen. Gennem hele 1900-t. udgjorde Lapplandsmalmen en hjørnesten i den europæiske stålproduktion, hvor bl.a. stålværkerne i Ruhrområdet har været store kunder. Mineindustrien har lige som stålindustrien imidlertid været kendetegnet ved store konjunktursvingninger, der har påvirket beskæftigelsen i minebyerne. Den omdiskuterede Inlandsbanan evnede ikke at styrke næringslivet væsentligt; såvel landbrug som skovdrift er i tilbagegang, og regionen har højere arbejdsløshed end Sverige i øvrigt. En voksende sektor er turismen til de enorme og efter europæiske forhold uspolerede naturområder, hvoraf en stor del er fredede.

Historie

Allerede ca. 7000 år f.Kr. fandtes der langs elvene bopladser oprettet af en befolkning, der var indvandret fra øst. Nyere undersøgelser har vist, at området ikke var så øde i oldtid og middelalder som tidligere antaget. Fund fra yngre stenalder og vikingetid vidner om en befolkning i vækst. I tidlig middelalder (ca. 800-1100) udbredtes den samiske befolkning, der ernærede sig ved rensdyravl, jagt og fiskeri, og i samme periode indvandrede købmænd, birkarlar, der bosatte sig ved elvene. I 1500-t. indsatte den svenske konge Gustav 1. Vasa fogeder i det grænseløse landskab, og hans søn, Karl 9., var målbevidst i sin stræben efter at indlemme Lappland under svensk forvaltning. I 1640'erne påbegyndtes udnyttelsen af en sølvmine, og sammen med malmfund gav dette anledning til, at den svenske stat i 1600-t.s slutning aktivt støttede koloniseringen af landet. Efter en rejse til Lappland i 1732 beskrev Carl von Linné rensdyravlen og dyre- og plantelivet.

Først i 1800-t. begyndte en større indvandring i forbindelse med nye malmfund og fremvæksten af skovindustri og elektricitetsværker. Samtidig opdyrkedes store dele af de større elvdale, og landsbyerne voksede i takt hermed. En storstrejke ved Kirunaminen i 1960'erne blev kendt i hele Norden.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig